Annonce
Sport

FCK om færre Uefa-penge: Det er ikke så dramatisk

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Coronakrisen betyder, at Uefa udbetaler 16 procent mindre end planlagt. De fordeles dog over fem sæsoner.
Annonce

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) er nødsaget til at sænke betalingerne til deltagerne i Champions League og Europa League på grund af coronapandemien.

Det bekræfter Daniel Rommedahl, der er Director of football Operations and International Affairs i FC København, som i sidste sæson nåede helt frem til kvartfinalen i Europa League.

Rommedahl fortæller, at Uefa udbetaler 16 procent mindre end planlagt. De vil dog blive fordelt ud over fem sæsoner.

- Det er ikke så dramatisk. Vi blev for et par måneder siden orienteret om, at der ville være et kommercielt tab på grund af corona, siger Daniel Rommedahl.

- Uefa skulle først færdiggøre en kompensationspakke, og man vidste ikke, hvor det ville ende. Det er så endt på 16 procent.

- For at gøre det så smertefrit for klubberne som muligt, så fordeler man tabet ud over sidste sæson og de næste fire sæsoner, så det enkelte år ikke bliver så voldsomt.

- Så det ender på et fald på tre til fem procent i præmiepenge per sæson, siger han.

Daniel Rommedahl fortæller, at FCK endnu ikke har fået de præcise tal. Betalingerne fra Uefa er opdelt i portioner, og den sidste mangler fortsat at tikke ind på bankkontoen.

- Vi har fået langt den største del af beløbet. Det sker tidligt i sæsonen. Vi mangler at få den sidste del. Den får man på bagkant, når hele boet er gjort op, siger han.

FCK er i forvejen presset på økonomien på grund af corona-restriktioner, der betyder, at der maksimalt må lukkes 500 personer ind i Parken med plads til 38.000 tilskuere.

Det fik fredag selskabet bag FCK, Parken Sport & Entertainment, til at nedjustere forventningerne til 2020 til et minus på mellem 280 og 310 millioner kroner før skat.

Den sidste Uefa-betaling er der budgetteret konservativt med, forklarer Rommedahl.

- Vi havde ikke budgetteret med at komme så langt i Europa League. Jo, vi mangler penge, men det her er ikke årsagen. Vi har altid en konservativ tilgang til Uefa-penge, når vi kommer så langt, siger Daniel Rommedahl.

Skulle coronakrisen fortsætte eller blive forværret, så kan det betyde endnu færre præmiepenge fra Uefa til de deltagende klubber i de kommende år, forudser han.

- Så står vi i en ny situation.

- Uefa har tilladt tilskuere på stadion, så det nu afhænger af de enkelte landes restriktioner, og kan Uefa lukke deres egne sponsorer ind på stadion, så har Uefa deres kontrakter hjemme. Så burde betalingerne være uændrede.

- Men oplever rettighedshaverne et fald i produktkvaliteten, så kommer der en runde mere, vurderer Daniel Rommedahl.

FCK har udspillet sin rolle i denne sæson i Europa, efter at klubben tabte til kroatiske Rijeka i playoffrunden til Europa League. FCK har deltaget i 13 gruppespil i de seneste 15 sæsoner.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Er der en ledig plads i din boble?

Annonce