Annonce
Odder

Farvel: Steen får mere tid til klaveret

Steen Hattesen vil gerne ud og spille musik, når han stopper som musikskoleleder. Foto: Morten Pape
Musikskolens leder går på pension. Han vil følge sit hjertebarn fra sidelinjen og drømmer om, at Odder samler kulturlivet på ét sted.
Annonce

Odder: Tænk fremad og lav et sted, hvor musikskole, kulturskole og biblioteket kan samles. Og tilføj så en scene med plads til 300-400 publikummer.

Sådan lyder tankerne inde i hovedet på Steen Hattesen, som går på pension som musikskoleleder 1. oktober. Han vil gerne dele tankerne med andre, men han er også glad for den musikskole, han afleverer til sin arvtager. For der er sket meget, siden han tiltrådte.

Aktiviteterne er flyttet fra Skovbakkeskolen ud i helt egne lokaler på 1. sal i Spektrum Odder.

- I går mødte jeg en på skolen, der sagde: "Hej Steen, kan du huske mig?" Jeg skulle lige genkende vedkommende. Hun sagde: "Nu er det mine børn, jeg skal have i musikskole. Min tid her var nogle af de bedste år, jeg havde." Den slags respons får vi meget af. Jeg tror, at alle synes, vi har en god musikskole, siger Steen Hattesen.

Annonce

Går på pension

Han er blevet 66 år og har valgt at gå på pension 1. oktober, men forinden har han inviteret på en kop kaffe og et afskedsinterview i hjemmet på Alpevej i Odder. Herfra kan man se helt ud til havet, og når Steen Hattesen sidder på en bænk i haven, er der også plads til at lade tankerne glide tilbage i tiden.

Fra huset på Alpevej i Odder kan Steen Hattesen se ud over Odder, videre ud gennem landskabet og helt ud til kysten. Foto: Morten Pape

- Jeg stopper som leder, mens legen er god, og jeg vil følge musikskolen. Den er mit hjertebarn, og jeg er nysgerrig. Vi har en god kultur, og det er grunden til, at vi selv kalder os en god skole. Vi har gode lærerkræfter, det er ildsjæle, og vi er ikke flere end 15 lærere. Det giver en nærhed, som du ikke har i de store musikskoler. Vi holdt en hyldestkoncert for Benny Andersen og Kim Larsen. Alle lærere var med, der blev udsolgt på to dage, og det var en af mine store oplevelser med musikskolen, fortæller Steen Hattesen.

Han er født og opvokset i Sønderjylland og uddannet i Aarhus, hvor han mødte sin Birthe. Parret var i syv år højskolelærere på Samsø, og de boede siden syv år i Vestjylland, hvor Steen Hattesen var musikskoleleder.

Annonce

Savnede Østjylland

- Men jeg savnede det her område. Jeg tror, det er naturen, selv om jeg også elsker Vesterhavet. Jeg savnede det bakkede landskab og nærheden til Aarhus. Vi mangler de bornholmske klipper, ellers har vi alt, siger Steen Hattesen.

Han blev ansat i Odder med udsigt til, at musikskolen skulle flytte fra Skovbakkeskolen, hvor den delte lokaler med skolen. Det var også nødvendigt.

- Vi havde nogle lokaler i kælderen til slagtøjsundervisning. Det var godt, at Arbejdstilsynet ikke kom, de ville nok have lukket det, for der var ikke lys nok. Det var kummerlige forhold, men det lå ansættelsesudvalget på sinde, at musikskolen fik egne lokaler, husker Steen Hattesen.

Sådan blev det, og musikskolens venteliste er også forsvundet i den tid, han har været leder.

- Vi har omkring 350 aktivitetselever om året. Det er nogenlunde det samme, som da jeg begyndte, men forskellen er, at vi ikke har venteliste. Den er i hver tilfælde meget mindre, siger Steen Hattesen.

Annonce

Kultur er håndbold

Han kom til en kommune, hvor kulturen ikke havde førsteprioritet. Som han hørte en embedsmand formulere det: "Kultur for mig er røde pølser, fadøl og håndbold i hallen." En anden politiker sagde, at "kultur er noget, man kan køre til Aarhus efter."

- Ikke et ondt ord om håndbold. Men da jeg kom hertil, gik alle rundt med en håndbold på hovedet, husker Steen Hattesen.


Jeg stopper som leder, mens legen er god, og jeg vil følge musikskolen. Den er mit hjertebarn, og jeg er nysgerrig.

Steen Hattesen


For ham betyder det meget, at så mange børn som muligt får tilbud om at lære musikkens verden at kende.

- Det betyder rigtigt meget for børns udvikling at gå i musikskole. Der er lavet masser af forskning, som viser, hvilken betydning musik har for hjernen. Indlæring er nemmere. Du kan også gøre det med idræt, men musik kan noget helt specielt, siger Steen Hattesen og henviser til hjerneforskeren Peter Vuust.

Studiet på Alpevej har fået et navn, der refererer til The Beatles, som Steen Hattesen holder meget af. Foto: Morten Pape

Steen Hattesen flyttede til Odder, da han i 2002 blev ansat, med sin hustru Birthe og parrets to børn, der for længst er flyttet hjemmefra og har fået børn. Her har Steen Hattesen indrettet sit eget lille studie, der har fået navnet Alpe Road Studio som en hilsen til musikskolelederens fascination af The Beatles.

Annonce

Blev aldrig kulturcenter

I 2007 flyttede musikskolen ind helt nye lokaler i Odder Idræts Center. Tanken var, at idrætshallerne skulle transformeres til et idræts- og kulturcenter, og stedet blev omdøbt til Spektrum Odder.

- Da Spektrum startede, sagde bestyrelsen, at det skulle været det helt store kulturcenter. Det blev det aldrig. Selv om vi er glade for Spektrum, er der to forskellige kulturer, og vi mangler lige det sidste. Musikskolen har nogle gode ting derude.  Men når vi går ind, så ser vi folk spille håndbold og gymnaster i multisalen. Og så går vi selv ind og lukker en dør bag os. Vi er usynlige, og vi er i et konkurrencemiljø, der ligger fjernt fra musikskolen, siger Steen Hattesen.

Det er derfor, han drømmer om fremtiden. Om et kulturcenter med plads til musikskole, en stor scene og flere kulturaktører, der kan få glæde af hinanden.

Annonce

Ikke råd til at lade være

- Jeg kunne godt tænke mig, at musikskolen blev mere synlig et andet sted sammen med de andre kreative ting. Og vi mangler et spillested til 300-400 publikummer. Pakhuset er fint, men Pakhuset er for lille. Kommunen skal ind over, det må også være i kommunens interesse. Jeg kan huske en vestjysk politiker, der sagde: "Vi har sgu ikke råd til det. Men vi har heller ikke råd til at lade være", og det er der noget om, fortæller Steen Hattesen.

Når han tænker højt, er det ikke for at kritisere kommunens kulturpolitik. For Steen Hattesen er en flink mand, der sjældent råber op. Men han konstaterer, at der er sket en udvikling i kulturlivet, siden han flyttede til Odder.

- Der er kommet mere kultur de seneste fem-seks år. Der er kommet nogle ildsjæle. Odder Little Culture Club laver fremragende arrangementer, der er flere foredrag og events rundt omkring, og der er jazzklubben og Salon 8300, som laver fine og gode initiativer, siger Steen Hattesen.

Annonce

Tilflyttere søger musikken

- Og det strømmer til med tilflyttere fra Aarhus. De kigger også på, om der er en musikskole, og de ringer til mig og vil høre om den, før de beslutter sig for at flytte hertil. Vi (musikskolen, ungdomsskolen og biblioteket, red.) har også fået gang i Den Kreative Skole. Det kan forhåbentligt skabe nogle synergier, og den glæder jeg mig til at følge, siger Steen Hattesen.

Steen Hattesen har spillet meget guitar i bands. Foto: Morten Pape

Han vil ikke bare side på bænken i haven på Alpevej og kigge på, hvad der sker. Der skal gang i klavertangenter og guitarstrenge, og måske vil Steen Hattesen finde et band eller to at spille i.

- Jeg glæder mig til at komme ud og spille mere musik. Og så vil jeg lytte til musik og læse musikhistorie, jeg har en masse bøger, og jeg glæder mig til at kunne tage op til musikbiblioteket på Dokk 1. Der er også børnebørnene, og lystfiskeriet er ikke blevet til så meget, som jeg gerne ville. På rejsefronten er det hele sat i bero, men vi har et vidunderligt sted i Tyrkiet. En stor lejlighed ud til det Ægæiske Hav, der er 70 meter til vandet, og jeg har købt et elektrisk klaver, der står dernede, siger Steen Hattesen med et drømmende blik ud mod kysten.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce