Annonce
Ikast-Brande

Familievirksomhed har solgt undertøj siden 1952 - nu får de hjælp til digitalisering

Der er 3500 varenumre i sortimentet hos Ulsø Design. Trine Ulsø må fysisk kigge ned i kasserne for at se, hvor meget der er på lager. Det giver for meget ekstraarbejde, så nu skal det hele digitaliseres. Foto: Thomas Maxe
Ulsø Design har 3500 varenumre, og nu går den ikke længere: Varelageret skal digitaliseres, så der bliver mere tid til vækst.
Annonce

IKAST: Er der mon flere af de sorte ”Cille” bh’er i størrelse 90F på lager?

Det er den slags, som kunderne kan finde på at spørge Ulsø Design om. Og for medarbejder Trine Ulsø lyder svaret næsten altid, at hun først lige skal gå ud på lageret for at kigge i papkassen på en af hylderne.

De mange varer har nemlig aldrig været digitalt registreret, siden virksomheden i 1952 begyndte at sælge undertøj.

- En bh skal sidde helt rigtigt, så vi har dem typisk i 36-40 forskellige størrelser. Og mange modeller har vi i flere farver, så vi er nødt til at have et ret stort lager, fortæller Trine Ulsø.

Hendes mor, der har været medejer af virksomheden siden 1992, må slå op i et par ringbind og ender med at konkludere, at de har omkring 3500 forskellige varenumre.

- Vi vil helst ikke lave fejl, så når vi pakker varerne, er vi altid to om det: Den ene pakker varen og den anden kontrollerer med ordresedlen for at sikre, at det er den rigtige vare, forklarer Bodil Ulsø.

Trine og Bodil Ulsø må hjælpe hinanden, når de pakker varer: Trine pakker, mens mor Bodil tjekker, om det hele stemmer. Et digitalt lagersystem vil spare mange arbejdstimer. Foto: Thomas Maxe

De er begge smerteligt bevidst om, at det ikke er en særligt effektiv måde at arbejde, så nu skal der ske noget.

Annonce

Work smarter - not harder

Det var faktisk en betingelse for, at 27-årige Trine Ulsø ville gå ind i virksomheden som fjerde generation.

- Jeg begyndte i virksomheden for halvandet år siden, egentlig ikke for at blive rig, men fordi jeg synes, det er spændende. Men jeg har set, hvor meget min mor har arbejdet, og det vil jeg ikke. Jeg vil gerne nå dertil, hvor jeg kan tage på ferie eller holde fri i en weekend uden at skulle rende efter telefonen, siger Trine Ulsø.

Hun har gennemført en videregående uddannelse i kommunikation og multimedier på Aarhus Universitets afdeling i Herning og har fået nyttig erhvervserfaring blandt andet som e-commerce manager i en anden tekstilvirksomhed. Det er kompetencer, som vil kunne løfte det gamle familiefirma ind i en helt ny æra.

- Det var faktisk mig, der lavede vores hjemmeside som led i et projekt på universitetet. Jeg har en drøm om, at vi skal udvikle det videre på et tidspunkt, så vores kunder for eksempel kan bestille direkte. Altså stadig B2B, men hvor butikkerne selv kan bestille direkte fra hjemmesiden, fortæller Trine Ulsø.

Annonce

Fra håndskrevet til håndscannet

Første skridt er dog at få digitaliseret varelageret, som lige nu bliver administreret i et ”håndskrevet” Excel-regneark.

- Vi har været i kontakt med en konsulent hos Erhvervsrådet Herning-Ikast-Brande, som gjorde os opmærksom på, at der findes en digitaliseringspulje for SMV’er. Der har vi ansøgt om – og fået bevilget - 25.000 kroner til en konsulent, som skal hjælpe os med at få overblik over vores interne processer og rådgive os om, hvilken type lagersystem vi skal investere i, siger Trine Ulsø.


Jeg har set, hvor meget min mor har arbejdet, og det vil jeg ikke. Jeg vil gerne nå dertil, hvor jeg kan tage på ferie eller holde fri i en weekend.

Trine Ulsø, fjerde generation i Ulsø Design


Heldigvis er Ulsø Design langtfra den eneste tekstilvirksomhed i Midtjylland, så virksomheden har faktisk allerede talt med et lokalt it-firma, som har løsninger, der passer til branchen. Og der var gode nyheder.

- Vi har allerede stregkoder på alle varer, og de siger, at det sagtens kan bruges til et lagersystem også, så vi kan scanne varerne i stedet for at skulle skrive dem ind manuelt. Og så kan deres lagersystem også arbejde sammen med vores regnskabssystem. Og så ville det ikke være så kompliceret senere at udbygge det til en egentlig B2B-webshop, fortæller Trine Ulsø.

Annonce

Godt salg under nedlukning

Men det skal gøres rigtigt og omhyggeligt fra bunden, så resten af året går med at kortlægge processer og finde den helt rigtige it-løsning, og så håber hun, at Ulsø Designs varelager er digitaliseret i begyndelsen af næste år.

Lige nu går meget af tiden med at pakke varer, for salget går strygende.

- Corona ramte kundernes butikker, men vi så, at dem, som havde webshops, solgte rigtig godt alligevel, og vi har indtil videre en rigtig god sommer i forhold til salget, siger Trine Ulsø.

Der bliver dog ikke tale om, at Ulsø Design kommer til at sælge kollektionen direkte til slutbrugerne (B2C-salg).

- Nej, det vil vi ikke være bekendt over for butikkerne. Så ville vi jo blive konkurrenter til vores egne kunder, forklarer hun.

Privatkunder kan dog sagtens købe ”Plaisir” undertøj og badetøj på nettet; det foregår blot hos Ulsø Designs kunder, for eksempel hos Curvii.dk, der har specialiseret sig i modetøj til kvinder i plus-størrelse.

Ulsø Design har specialiseret sig i mode-undertøj og -badetøj til piger i "plus-størrelse". Her er det Sofia, som viser en af næste års modeller. Foto: Plaisir.dk

Ulsø Design

  • Ulsø Design designer og sælger ”plus-size” lingeri under sit eget brand Plaisir samt private label, alt sammen B2B-salg. Tøjet bliver syet i EU og så vidt muligt af bæredygtige materialer, for eksempel nylon spundet af kasserede fiskenet.
  • Virksomheden blev etableret i 1952 og ligger stadig på samme adresse i Ikast. I dag er fjerde generation, Trine Ulsø, trådt i firmaet sammen med sin mor, Bodil, og moster Lone.
  • Undertøj, for eksempel en bh, kan leveres i op til 40 forskellige størrelser, og hver størrelse i mange farver, så sortimentet tæller efterhånden 3500 varenumre. Derfor er digitalisering en vigtig opgave.
  • Ulsø Design offentliggør ikke sin omsætning, men virksomheden er gældfri og giver overskud. Seneste regnskab viser et resultat før skat på en halv million kroner.
  • Læs mere på nettet på www.plaisir.dk.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Carsten blev fejret på sin 50-års-fødselsdag: Det skulle Mette bare ikke blande sig i

Annonce