Annonce
Erhverv

Falck-besparelser spist af Bios-forlig

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Udgifterne til Bios-sagen blev i andet kvartal større end Falcks gevinster ved selskabets spareprogram.

For redningstjenesten Falck endte udgifterne til et forlig i den såkaldte Bios-sag i andet kvartal med at blive større end gevinsterne fra selskabets spareprogram. Det viser Falcks regnskab, der blev præsenteret mandag.

Selskabet har i andet kvartal taget et skridt tilbage og mistet omsætning blandt andet på grund af frasalg samt færre abonnementer i Assistance-afdelingen.

Omsætningen er faldet med næsten 100 millioner til 3,4 milliarder kroner for kvartalet.

I juni indgik Falck et forlig med Bios for misbrug af sin position i 2014 og 2015. Her kørte Falck en kampagne mod Bios, der ifølge Konkurrencerådet ikke var inden for lovens rammer.

Forliget kostede Falck 153 millioner kroner.

I samme periode har Falcks spareprogram givet en positiv effekt på 62 millioner kroner.

På bundlinjen kører Falck også stadig med røde tal. Men underskuddet er blevet mindre siden samme periode sidste år. Her tabte Falck 155 millioner kroner på videreførte aktiviteter, mens det i andet kvartal i år blev til et minus på 90 millioner kroner.

- Vores finansielle, strategiske og kulturelle turnaround fortsætter med at give gode resultater, siger direktør Jakob Riis i forbindelse med regnskabet.

Falck kæmper med at blive mindre og mere lønsomme. Det sker blandt andet ved at forsøge at skære aftaler fra, som Falck vurderer ikke giver nok afkast.

Ser man isoleret set på driften før skat og renter, bidrager den i andet kvartal i år med et overskud på 182 millioner kroner. Sidste år i andet kvartal gav driften et minus på 19 millioner kroner.

Det meste af fremgangen, som Falck har præsteret i andet kvartal, stammer fra at nedbringe udgifter blandt andet ved at skrotte kontrakter, der gav Falck tab.

Her er Falck ifølge direktør Jakob Riis kun halvvejs, og selskabet venter, at der er næsten en halv milliard kroner mere at hente ved at svinge sparekniven.

Men ifølge Jakob Riis går Falck også ind i en ny fase, hvor der skal skaffes flere indtægter.

- Mens vi fastholder effektiviseringen, så bliver det nu en høj prioritet, at vi begynder at kigge på muligheder for at vinde kontrakter i udlandet, især i USA, siger han.

Selv om Falck med Bios-forliget har afklaret krav fra alle parter, mangler Bagmandspolitiet at afgøre, om Falck skal betale en bødestraf.

/ritzau/

Annonce
Forsiden netop nu
Danmark For abonnenter

Rygere om højere cigaretpriser: Grænsehandel og smugler-smøger er vejen frem

Sport

Sportschef: Renault-test er et seriøst skridt mod Formel 1 for lokalt racer-talent

Annonce