Horsens: Når flere danskere skal have mulighed for at blive testet, tager Region Midtjylland fat i Falck, der står for regionens hurtigtests. Og derfra går det stærkt.
Hurtigst skal det gå, når de såkaldte pop up-steder skal åbne. Her er Falck klar til at rykke ud, når smitten rammer lokalt, og der sørger regionen eller kommunen for en midlertidig lokation.
Det skete tidligere på ugen, da det blev besluttet at åbne et teststed i Torstedhallen. Meldingen kom ud tirsdag sidst på eftermiddagen, og onsdag kunne de første blive testet.
Fik nøglerne onsdag
Lidt bedre tid har Falck, når det kommer til de mere permanente centre, der oprettes med henblik på at dække et generelt større testbehov.
Sådan et behov kommer nu, hvor coronapasset indføres, og derfor åbner Falck endnu et center i Horsens på Ove Jensens Allé 19C. Dermed er der to faste centre i Horsens, da der allerede ligger et på Sandøvej 16.
Her er det regionen, der beder om øget testkapacitet, og så finder Falck selv lokationen.
- Mandag i sidste uge var vi ude at kigge efter lokaler. Onsdag i denne uge fik vi nøglerne, og i morgen (søndag, red.) åbner vi, siger Rasmus Ehlers, der er leder af Falcks teststeder i Horsens og Hedensted kommuner samt i Hou.
Borgerne først
Så skulle man tro, at lørdagen bød på travlhed med at blive klar til det nye testcenters åbning, men den vigtigste del er allerede klaret tidligere på ugen, så personalets kræfter kan bruges til det vigtigste: at teste borgerne.
- Vi har en startpakke klar, så vi kan sikre, at der er styr på afstand og hygiejne. Det er vigtigt, at det kører ordentligt fra start, og at det fungerer, når borgerne skal igennem. Så må alt det, der er nice for os - kaffemaskiner og mikroovnen - komme bagefter, siger Rasmus Ehlers.
Kaffemaskiner og mikroovn skal nok komme, for Rasmus Ehlers går meget op i glade medarbejdere - ligesom han går op i glade borgere på testcentret.
- Det er mit ansvar, at kvaliteten er i orden, og jeg skal skal sørge for, at informationen oppefra kommer ud til kontaktpersonerne på alle teststeder, ligesom der skal føres en intern kontrol, så alting foregår, som vi gerne vil have det. Men det er også mit ansvar, at medarbejderne er glade. Hvis de er det og kan mærke, at de har en stemme og må komme med deres meninger, så gør de også deres arbejde bedre, siger han.
Ikke en fabrik
Og her kommer det måske eneste punkt, hvor det ikke skal gå hurtigt med de ellers hurtige tests. Nemlig i medarbejdernes kontakt til borgerne, der kan være nervøse, inden de sætter sig i stolen.
Nervøse for at få en vatpind et par centimeter op i næsen, og ikke mindst nervøse for, om testen er positiv.
Rasmus Ehlers, testcenterlederDet her skal ikke være en fabrik, hvor vi står og råber "næste, næste".
- Det her skal ikke være en fabrik, hvor vi står og råber "næste, næste", siger Rasmus Ehlers, der går meget op i, at de ansatte er arbejder ud fra et fælles mål om at yde den bedste kvalitet for borgerne.
Det nye center på Ove Jensens Allé har fra søndag åbent hver dag klokken 8-20 ligesom centret på Sandøvej.
Der vil i alt være 12 podestationer, hvor der pt. er seks på Sandøvej. Der vil dog ikke være bemanding til alle 12 stationer i første omgang. Dels på grund af testbehovet, dels fordi der endnu ikke er bemanding nok.
Med åbningen af det nye center lukker pop up-stedet i Axelborg.