Annonce
Udland

FAKTA: Fire gange en præsidentindsættelse gik i koks

Barack Obama måtte igennem processen to gange i 2009. Højesterets chefdommer, John Roberts, som stod for at tage Obama i ed, kludrede nemlig i ordene første gang. Det var første gang, at Roberts havde opgaven. Derfor måtte Obama blive taget i ed på ny dagen efter i Det Hvide Hus. (Arkivfoto). Foto: Jim Bourg/Reuters
Kulde, kludder i ordene og andre benspænd har før fået opmærksomhed, når en præsident er blevet taget i ed.

Det bliver en noget anderledes ceremoni, når demokraten Joe Biden onsdag bliver taget i ed som USA's 46. præsident.

Coronapandemien og frygt for uro efter et angreb på Kongressen 6. januar spiller således ind på indsættelsen.

Der er imidlertid også andre gange, hvor ceremonien bliver husket for andet end bare indsættelsen af præsident.

Her er fire gange, hvor det ikke gik helt efter planen:

* Ild i podiet:

Spændingerne var høje, da John F. Kennedy i januar 1961 var den første katolik til at blive taget i ed som præsident i USA. Det var et historisk skift i det dengang dybt protestantiske land.

Det blev ikke mindre dramatisk af, at en kortslutning før Kennedys siden hen berømte tale gjorde, at der gik ild i podiet.

Kennedy bevarede roen, smilede og kom sikkert igennem sin tale.

* Lyn-ed i fly:

Kennedy blev dræbt to år efter sin indsættelse. Det betød, at hans vicepræsident, Lyndon Johnson, skulle tages i ed som ny præsident. Det skete timer efter drabet, og det foregik om bord på Air Force One, som stod i en lufthavn i Dallas, Texas.

* Indendørs ceremoni:

Da Ronald Reagan i 1985 for anden gange skulle tages i ed, var det nødt til at foregå indenfor i Det Hvide Hus. Det var minus 14 grader udenfor.

Traditionelt foregår ceremonien foran Kongressen.

* Dobbelt op for Obama:

Barack Obama måtte igennem processen to gange i 2009. Højesterets chefdommer, John Roberts, som stod for at tage Obama i ed, kludrede nemlig i ordene første gang. Det var første gang, at Roberts havde opgaven.

Derfor måtte Obama blive taget i ed på ny dagen efter i Det Hvide Hus.

Herbert Hoover oplevede i øvrigt samme problem i 1929.

Kilde: AFP.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce