Annonce
Erhverv

Boligprojekt ved Fakkegrav tæt på dødsstød: Igen nej til boliger i stedet for brændt hotel

Hedensted Kommune har i flere år bakket op om, der bliver bygget boliger på grunden, hvor resterne af Fakkegrav Badehotel spøger. Ud fra afgørelsen i klagenævnet virker det ikke til, at selv et mindre boligprojekt end det fremlagte vil kunne få tilladelse. Arkivfoto Michael Svenningsen
Klagenævn har stadfæstet Kystdirektoratets nej til et boligprojekt på grunden, hvor resterne af Fakkegrav Badehotel ligger hen.

Stouby: Boligprojektet ved det nedbrændte Fakkegrav Badehotel er tæt på at have fået dødsstødet.

Natur- og Fødevareklagenævnet har stadfæstet Kystdirektoratets afslag på grundejer Jørgen Madsens ansøgning om tilladelse til at opføre otte boliger på soklen af de gamle, nedbrændte bygninger på matriklen.

Da afgørelsen er endelig og ikke kan indbringes for en anden administrativ myndighed, har grundejer Jørgen Madsen nu valget mellem at droppe boligprojektet eller at prøve sagen i retten.

Annonce

Fra badehotel til boliger

  • I november 2012 brændte Fakkegrav Badehotel.
  • I april 2015, efter flere ansøgninger om større projekter, gav Naturstyrelsen Jørgen Madsen en positiv tilkendegivelse vedrørende et projekt med ni rækkehuse.
  • I maj 2016 gav Kystdirektoratet, som havde overtaget området fra Naturstyrelsen, en dispensation til at bygge inden for strandbeskyttelseslinjen.
  • I januar 2018 ophævede Miljø- og Fødevareklagenævnet dispensationen.
  • I december 2018 gav Kystdirektoratet afslag på et nyt projekt vedrørende otte boliger.
  • I november 2019 stadfæstede Miljø- og Fødevareklagenævnet afslaget.

Ikke enighed i nævn

I klagenævnets afgørelse kan man læse, at de fem nævnsmedlemmer ikke var enige.

Et flertal bestående af tre medlemmer afviste ligesom Kystdirektoratet, at der kan gives dispensation til at bygge inden for strandbeskyttelseslinjen, når der ikke er tale om genopførelse af det nedbrændte hotel, men derimod byggeri af otte boliger.

Flertallet hæftede sig ved, at udformning og anvendelse vil være en anden, og at der dermed er tale om nybyggeri.

Et mindretal bestående af to lægmedlemmer så anderledes på sagen og mente, at der var tale om genopførelse, fordi byggeriet opføres inden for soklerne af det gamle, og at der dermed kan gives dispensation.

Kommune ville have ja

Hedensted Kommune har i flere år bakket op om, at der bliver bygget boliger på den gamle hotelgrund. Kommunen klagede ligesom Jørgen Madsen over afslaget fra Kystdirektoratet.

Udvalgsformand for teknik Lene Tingleff (V) er ærgerlig og uforstående over for, at der ikke kan gives tilladelse til et boligprojekt på den gamle hotelgrund.

- Sådan er det åbenbart, men jeg synes, det er forkert. Stedet har været anvendt til mange ting gennem årene. Alt skal ikke være som før. Der sker en udvikling, og jeg kan ikke se, at det skulle skade naturen, at det går fra hotel til boliger, siger udvalgsformanden, der vil tage sagen op med de øvrige medlemmer af teknisk udvalg.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra grundejer Jørgen Madsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce