Annonce
Erhverv

Facebook-kontrol og kameraovervågning: Medarbejder kritiserer forhold på Jysk

En lagermedarbejder kritiserer i en artikel i Fagbladet 3F Jysk i Uldum for massiv kameraovervågning og mistillid til medarbejderne. Arkivfoto
Kameraovervågning og mistillid fra ledere ødelægger et ellers godt job på Jysks lager i Uldum, fortæller en ansat til Fagbladet 3F. Virksomheden forklarer, at kameraerne skal bruges i forbindelse med ulykker, fejl eller maskinstop, og så er der i øvrigt sat gang i en række møder for at tage hånd om kritikken.

Uldum: Kameraovervågning på lageret, mandsopdækning ved toiletbesøg og Facebook-kontrol i fritiden.

Sådan lyder tre kritikpunkter fra en medarbejder på Jysks lager i Uldum, 22-årige Frederik Sigtenbjerggaard, i en artikel i Fagbladet 3F.

Den unge lagermedarbejder fortæller til fagbladet, at videoovervågningen skaber utryghed og frygt samt fremprovokerer fejl hos medarbejderne.

- Der er kameraer overalt. Jeg gør et godt stykke arbejde og er så træt af at blive kigget over skulderen af chefer, der kritiserer. Jeg har fået nok af den mistillid, der gennemsyrer hele arbejdspladsen, siger han i artiklen, hvor han også fremhæver flere episoder, han er særligt utilfreds med.

En gang oplevede han en chef stå og vente på en medarbejder uden for toiletdøren, og en anden gang blev han selv kaldt ind til en samtale på chefkontoret, fordi han havde skrevet noget negativt på Facebook i sin fritid.

Annonce

Kameraer skal give sikkerhed

Hos Jysk bekræfter kommunikationschef Rune Jungberg Pedersen, at der er kameraovervågning på lageret. Formålet er dog ingenlunde at tjekke medarbejdernes indsats, fortæller han.

- Der er regler, der siger, at vi kun må bruge kameraerne for at tjekke, hvad der er gået galt, hvis der sker en ulykke, og det er derfor, vi har dem, siger Rune Jungberg Pedersen.

Han fortæller, at Jysk ikke har en politik for, hvad medarbejdere må kommentere på Facebook i deres fritid, og at det heller ikke bliver overvåget.

- Vi har en politik for, at man ikke udtaler sig på vegne af Jysk, men hvad man ellers siger eller skriver i sin fritid, holder vi ikke øje med. Helt generelt forventer vi selvfølgelig, at vores medarbejdere holder sig inden for lovens grænser, fortæller Rune Jungberg Pedersen.

Annonce

Tager hånd om kritik

På et overordnet plan oplever kommunikationsdirektøren, at der er højt til loftet i Jysk, og at de fleste af de 700 medarbejdere på lageret i Uldum er glade for arbejdspladsen.

- Men vores tillidsfolk har viderebragt en intern kritik i efteråret, og den bliver der lige nu taget hånd om i samarbejdsudvalget. Det er vigtigt for os, at Jysk er et godt sted at arbejde, og de ting, som medarbejderen nævner i Fagbladet 3F skal selvfølgelig ikke foregå, siger Rune Jungberg Pedersen.

Han ved ikke, om episoden med mandsopdækning ved toiletdøren er et af de kritikpunkter, der er blevet diskuteret i samarbejdsudvalget.

- Jeg har ikke været med på møderne, men hvis en tillidsmand har taget det op, så er det blevet diskuteret. Vi vil gerne tale åbent om de problemer, der er, for det kan være med til at skabe en endnu bedre arbejdsplads, siger Rune Jungberg Pedersen.


Der er regler, der siger, at vi kun må bruge kameraerne for at tjekke, hvad der er gået galt, hvis der sker en ulykke, og det er derfor, vi har dem.

Rune Jungberg Pedersen


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Kultur

Billetkrav, indhegning og mange tusind færre gæster i år

Coronavirus

Danmark dropper AstraZeneca-vaccinen: Får 650.000 ekstra Pfizer-vacciner i andet kvartal

Erhverv

Det betyder de nye indrejseregler for grænsehandlen: Efter disse datoer kan du handle i Tyskland

Erhverv For abonnenter

God for 1,9 milliarder: Så meget tjente Michael Mortensen i 2020

Annonce