Annonce
Odder

Førstegangsvælgere ikke i tvivl: Klimapolitik er vigtigst

Ni folketingskandidater var samlet i henholdsvis rød og blå sofa. For hver runde var to fra hver sofa oppe at sætte debatten i gang på Odder Gymnasium. Foto: Søren E. Alwan
Klima er et altoverskyggende tema for de unge førstegangsvælgere på Odder Gymnasium. Til gengæld gider de ikke snakke flygtninge, indvandrere og pension.

Odder: Mens de ni politikere i panelet gerne ville omkring mange emner, da de tirsdag formiddag var inviteret til valgdebat på Odder Gymnasium, var tilhørerne mere entydige i deres interesse. For de unge førstegangsvælgere er der faktisk kun en rigtig vigtig dagsorden.

Klima, klima, klima.

- Jeg vil stemme på nogle, der vil tage ansvar for klimaet. Det er jo os, det går ud over, forklarer Andreas Viffeldt.

Desværre for de borgerlige partier er det ikke på den fløj, de største klimakæmpere findes. Derfor var det også et meget tydeligt billede, der blev tegnet, da eleverne efter halvanden times debat skulle rejse sig for enten rød eller blå blok.

Blå blok kunne måske samle et par håndfulde stemmer, mens flere end 100 elever vil sætte deres kryds ved et af de røde partier, når de skal til folketingsvalg for første gang grundlovsdag.

- Det er jeg ikke overrasket over, siger den yngste politiker i panelet Victoria Drummond Kilpatrick (K), der selv har været elev på Odder Gymnasium.

Hun er 23 år, og også for hende er klimaet det allervigtigste.

- Jeg tror, det er et generationsspørgsmål. De ældre politikere tror, der er stemmer i flygtninge og indvandrere og pension. Det er der måske også, men det fylder bare alt for meget, for det er altså ikke lige så vigtigt som klimaet, siger den konservative kandidat, der bor og er opstillet i Aarhus.

Annonce
Hvis vi ikke får gjort noget ved klimaproblemerne, så bliver den næste flygtningestrøm klimaflygtninge, der flygter fra vores forbrugsskabte klimaudfordringer.

Torsten Gejl, Alternativet

DF's dårlige ånde

Der var heller ikke mange klapsalver fra salen til at give næring til en stram indvandrerpolitik. Faktisk blev DF's Jakob Søgaard Clausen mødt med larmende tavshed, da han forklarede sine holdninger til spørgsmålet.

Mere opbakning var der til Enhedslistens Søren Egges modsvar.

- Den dårlige ånde fra DF, der har bredt sig til andre partier, den skal vi simpelthen have stoppet.

Et citat, der udløste højlydte klapsalver.

Det gjorde politiske mundhuggerier til gengæld ikke.

- Det kan jeg godt forstå, de unge ikke gider høre på. Vi skal tale ordentligt til og om hinanden, mener også Victoria Drummond Kilpatrick, der har netop det som et af sine personlige mål.

Og dermed var valgbussen videre og eleverne igen optaget af den næstvigtigste dagsorden for dem - deres uddannelse.

Valgdebat på Odder Gymnasium

Tirsdag var eleverne fra Odder Gymnasium samlet i skolens fællessal Pyramiden for at lytte til Jens Joel (S), Katrine Robsøe (R), Jakob Ellemann (V), Kirsten Normann Andersen (SF), Torsten Gejl (AL), Victoria Drummond Kilpatrick (K), Ole Birk Olesen (LA), Jakob Søgaard Clausen (DF) og Søren Egge (EL).

De ni folketingskandidater havde på forhånd fået oplyst, at emnerne for mødet var klima, uddannelsespolitik, den offentlige sektor og indvandring.

Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Kurdisk opråb på Rådhustorvet i Horsens: Stop den etniske udrensning

Odder

Budget i Odder: Partier er glade for fuldt låne-stop og vil afdrage på kommunens gæld

Annonce