Horsens: Det hus, som flest efterspørger, når de første gang skal ind på boligmarkedet, er ifølge ejendomsmægler Alex Mandrup Paulsen fra EDC et hus på cirka 140 kvadratmeter med mindst tre værelser og i fornuftig stand - gerne bygget i 1980'erne eller nyere.
For at købe det hus, som Alex Mandrup Paulsen kalder Danmarkshuset, skal en horsensianer have mellem 2,3 og 2,4 millioner op af lommen.
Men hvad nu, hvis økonomien kun tillader at købe for 1,5 million kroner? Frygt ej, der er masser af gode muligheder. Avisen har her fundet fem eksempler på boliger for 1,5 million kroner eller derunder.
Kriteriet i vores søgning har været en bolig i Horsens Kommune, mindst tre værelser, og at det er maksimum 50 år gammelt, uden at være en håndværkertilbud.
Ejerlejlighed i centrum på 85 kvadratmeter
Hvis man ønsker at bo i centrum af Horsens, rækker halvanden million kroner til en tre-værelses ejerlejlighed på 85 kvadratmeter på anden sal på Lichtenbergsgade 3C med udsigt ud over bymidten.
Lejligheden, der er fra 1988, har altan, og i opgangen er der elevator, dørtelefon og fælles cykelkælder. Boligen kan erhverves for 1.495.000 kroner.
116 kvadratmeter, perfekt til børnefamilien i Brædstrup
Hvis man hellere vil være egen herre over have, kan man for mindre end halvanden million kroner købe en villa på Mågevej 11 i Brædstrup
Her får man 116 renoveret bolig kvadratmeter fordelt på stue, køkken, bad og bryggers, soveværelse og to børneværelser. Villaen er fra 1977 og med stor carport.
Huset koster 1.495.000 kroner.
Flyt til Tvingstrup og spar 300.000 kroner
Lidt uden for Horsens kan man på Bakkevænget 23 i Tvingstrup få 127 kvadratmeter for kun 1.195.000 kroner.
Her står et hus fra 1975 med have til, tæt på daginstitution og idrætsfaciliteter. Huset har - ud over bryggers, køkken-alrum, stue og bad - soveværelse, to børneværelser og et gæstetoilet.
Hyggeligt enderækkehus i Østbirk til billige penge
Centralt i Østbirk kan man få et lille enderækkehus på 81 kvadratmeter samt 20 kvadratmeter udestue. Huset er bygget i 1977, og det har en skøn have.
Huset ligger centralt i Østbirk, tæt på idrætshal og lægehus. Huset koster 1.150.000 kroner
207 kvadratmeter og Gudenåen i baghaven
I Bredstenbro mellem Brædstrup og Nim er der masser af hus for pengene, for her kan man for halvanden million kroner få hele 207 kvadratmeter i to plan i et hus fra 1976.
Grunden er på 9638 kvadratmeter, og Gudenåen løber i baghaven - og her følger retten til at fiske i åen med i prisen, ligesom det er muligt at få tilladelse til kanosejlads.
Huset koster 1.495.000 kroner.