x
Annonce
Ikast-Brande

Første Expat Fair i Remisen

Heike og Andreas Nauen, som her flankeres af Ulla Bundgaard og Morten D. Colbert, skal fortælle om deres oplevelse af at bo og arbejde i en lille by ved Brandes første Expat Fair i RemisenBrande lørdag 14. marts. Foto: Mikael Lund
Expat-messe skal gøre det nemmere for udenlandske tilflyttere at finde sig til rette.

Brande: Lørdag 14. marts inviterer International Village Brande i samarbejde med Ikast-Brande Kommune og Brande City for første gang alle tilflyttere uanset nationalitet til Expat Fair i RemisenBrande.

- Det skulle vi have gjort for længe siden, lyder det tørt fra Morten D. Colbert. Sammen med Ulla Bundgaard var han med til at starte International Village Brande-forløbene i DOF-regi i efteråret 2016. Her tilbydes udenlandske tilflyttere til Brande i løbet af et lille års tid et arrangement om måneden, hvor man i samlet flok kommer rundt til forskellige foreninger, institutioner og faciliteter i byen. Sidst i februar tog man fat på det fjerde forløb, der denne gang er finansieret af Siemens Gamesa og Axel Månsson A/S, og 22 deltagere fra 13 forskellige nationer har tilmeldt sig.

På Expat-messen er det hele så at sige samlet på et sted. Inspirationen er dels hentet i Herning, dels fra det foreningsmarked, som afholdes en gang om året skiftevis i Ikast og Brande. Udover at give deltagerne et indblik i de muligheder, deres nye by byder på, skal arrangementet være med til at skabe forbindelse mellem nye og gamle branditter, forklarer Ulla Bundgaard.

Det bliver et par af de tidligere deltagere i International Village Brande, der sammen med Morten D. Colbert byder velkommen, og talerlisten omfatter derudover borgmester Ib Lauritsen, den i Herning bosatte moldav, Anatolie Cantir, der vil give sit bud på, ”How Danes are extreme” og ikke mindst Siemens Gamesas øverste chef for havvindmøller, Andreas Nauen, som sammen med sin hustru Heike vil fortælle om, hvordan det er at bo og arbejde i en lille by som Brande.

Annonce

Ingen har sagt nej

Det er ikke kun borgmesteren, der skal repræsentere Ikast-Brande Kommune på messen; også bosætningskonsulent Lene Møller Fløe har ligesom det kommunale Jobcenter meldt sin ankomst. Derudover omfatter listen over stande både Dalgasskolen og Uhre Friskole, Brande Citys fem underudvalg, brande.dk samt en håndfuld lokale idrætsforeninger.

Soroptimisterne og International Society er ligesom biblioteket, erhvervsrådet, Dok Arends og Start-Up Brande også med, og til at sørge for, at ingen bliver overladt til sig selv, har arrangørerne hyret to guider, der begge er tilflyttere til Brande: Ukrainske Olga Yurchenko og danske Ida Stilling. Igen for at understrege, at messen er for alle – også danske tilflyttere.

- Ta’ bare naboen med, opfordrer Ulla Bundgaard, der ligesom Morten D. Colbert er spændt på, hvor mange der dukker op.

- Vi håber, fremmødet afspejler opbakningen, siger han på baggrund af, at der faktisk ikke er nogen af de adspurgte, der har sagt nej til at stille op. Prisen for at komme ind bør i hvert fald ikke afskrække nogen fra at møde op: Ganske som langt de fleste af International Village Brandes arrangementer er Expat-messen nemlig ”free of charge”, dvs. ganske gratis for publikum, som ovenikøbet får en kupon til en drink efter eget valg hos enten Café Noa, Smagshuset, Tankefryd, Café Albert, Hosekræmmeren eller Vagns Krostue med i ”prisen”.

Planen er at gennemføre et lignende arrangement i Ikast til efteråret.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Peter Sørensen: Kommunen kan gøre noget - men det er private penge, der for alvor holder byggeriet i gang

Annonce