Annonce
Horsens

Første AC Horsens-kamp på røgfrit stadion: Det bliver overholdt - men ikke uden kritik

Tom Aagren har blandt andet oplevet, hvordan rygeforbuddet har været svær at kontrollere på andre Superliga-stadions, når der har været mange tilskuere. Han mener ligesom flere andre, at man bør kunne finde ud af en løsning, hvor rygerne stadig kan se kampen fra tribunerne. Foto: Nicolai Skovgård
Første AC Horsens-kamp med ingen rygning på tribunerne blev afviklet søndag eftermiddag, og selv om beslutningen møder forståelse blandt rygerne, så var der også utilfredshed over, at man ikke kan følge kampen, samtidig med man får sig en smøg i de dertil indrettede rygeområder.

Horsens: Casa Arena er blevet røgfrit på tribunerne, og søndag eftermiddag skulle den indskærpelse stå sin første prøve, da AC Horsens i Superligaens sæsonpremiere tog imod FC Nordsjælland.

På banen var der ikke meget gnist fra hjemmebaneholdet, og på tribunerne så det også ud til, at folk lod smøger og lighter blive i lommen, så længe de sad på Casa Arenas gule sæder. Opfattelsen fra AC Horsens' side er da også, at tiltaget overordnet er blevet positivt modtaget.

- Der, hvor jeg var, stod rygerne i de områder, der er indrettet til det, og jeg havde ikke oplevelsen af, at der blev røget på tribunerne - jeg så det i hvert fald ikke selv, siger klubbens direktør, Kristian Nielsen, der heller ikke vil kalde tiltaget for et rygeforbud, men nærmere en indskærpelse, selv om der ved billetkontrollen står "Røgfrit stadion".

Annonce

Andre steder er der totalt rygeforbud på stadioner - her er det røgfrit på tribunerne, men man kan altid gå i rygeområderne og nyde den tobak, man har lyst til. Og man kan ryge inden kampen og i pauserne, så indtil videre er planen, at tribunerne forbliver røgfri.

Kristian Nielsen, direktør for AC Horsens

Fantastisk tiltag

Der må da også ryges, men de indrettede rygeområder findes nede ved salgsboderne og dermed på et sted, hvor man ikke kan se kampen samtidig. Det afholdt dog ikke enkelte af de 1653 tilskuere fra at gå ned i ny og næ for at tænde en smøg. Og her var modtagelsen blandet. Nogle var imod, andre var tilhængere.

- Jeg synes, det er et helt fantastisk tiltag, så rygningen ikke går ud over dem, der ikke kan lide røgen. Man kan jo bare lade være med at ryge, hvis man ikke vil gå glip af kampen. Men jeg oplever, at mange er imod det, siger Bettina Sørensen, der dog ikke tror, at folk er blevet væk af den grund.

- Enten er man til fodbold, eller også er man ikke. Det har ikke noget med rygning at gøre, siger hun, mens hun holder en lille rygepause midt i 1. halvleg.

Lav en rygesektion

Nogen af dem, der er imod det, står ved siden af. Men Tom Aagren, Nicko Olsen og Jens Olsen vælger trods alt at overholde det, selv om det koster fem minutter af den kamp, de har betalt for at få lov til at se.

- Jeg respekterer det, og jeg kan godt forstå, at det er irriterende at sidde ved siden af en ryger, men jeg synes, at beslutningen er et selvmål, når man kigger på det antal tilskuere, der kommer på stadion. En del af fodbolden er for mange, at man også får en øl og en smøg, så jeg synes, man bør lave en sektion, hvor man kan ryge, siger Jens Olsen.

Pia Petersen holder også rygepause, og hun tror ikke på ideen om en særlig sektion. Hun har nemlig sin faste plads på nordtribunen og vil ikke flytte hen til en eventuel rygezone.

- Det er ikke godt, at man bliver nødt til at gå under kampen, men jeg kan godt forstå det, når vi nu var det eneste stadion uden regler for rygning. Så det må vi bare vænne os til, siger hun.

Ved billetkontrollen bliver man nu mødt af skiltet her. Foto: Nicolai Skovgård

Beslutningen er truffet

Et rygeafsnit kommer da heller ikke på tale, siger AC Horsens-direktøren.

- Der er mange ting, man kunne gøre, men nu er beslutningen truffet, og der vil altid være for og imod. Andre steder er der totalt rygeforbud på stadioner - her er det røgfrit på tribunerne, men man kan altid gå i rygeområderne og nyde den tobak, man har lyst til. Og man kan ryge inden kampen og i pauserne, så indtil videre er planen, at tribunerne forbliver røgfri, siger Kristian Nielsen.

På trappen op til tribunerne gør skilte også opmærksomme på den nye rygepolitik. Skal man ryge, må man indfinde sig i de nye rygeområder, hvilket flere gjorde undervejs. Flest var der dog i halvlegen. Foto: Nicolai Skovgård

Ingen skærme på vej

Rygerne i dag gik ikke glip af nogen AC Horsens-scoringer, for hjemmeholdet lavede slet ikke nogen, men en af dem, der tog sig en rygepause under FC Nordsjællands første mål, havde faktisk en idé til, hvordan man kunne følge bare lidt med i kampen.

- Jeg kan godt forstå, at vi ikke må ryge der, for man må jo ikke ryge nogen steder i dag, og vi var - så vidt jeg ved - det eneste stadion uden rygeregler. Men jeg havde til gengæld svært ved at finde ud af, hvor det her rygeområdet var, og der mangler også nogle flere rygespande eller lignende, hvor man kan putte skodder i. Og en tv-skærm, hvor man kan følge med i kampen, siger Else Olsen.

Sådan en er der dog ikke på vej - ellers skulle det være uden AC Horsens-direktørens kendskab. Kristian Nielsen henviser i stedet til, at der er skærme i salgsboderne, som dog ligger et stykke fra rygeområderne.

Overordnet set var der ikke problemer med røg på tribunerne, og de indskærpede regler fik trods alt ret positive ord med på vejen af rygerne selv. Da kampen sluttet var det i hvert fald ikke det, der blev buhet af. Det var AC Horsens-spillerne, der tabte kampen med 3-0.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

En hyldest til den gode idé - lad os få mere af den slags

Gode ideer kan vi aldrig få for mange af. Og når de så oven i købet bliver omsat i handling og er en gevinst, er der ekstra grund til at anerkende et godt initiativ. Sådan er det med Mai-Britt Therkelsen, der som leder af tøjafdelingen hos Blå Kors kunne se genbrugsguld gå tabt på grund af manglende hænder. Mange ville trække på skuldrene og ærgre sig, men heldigvis ville Mai-Britt Therkelsen det anderledes. Hun fik en god idé om at lave en sorteringscentral som et beskæftigelsesprojekt, og nu er det blevet til virkelighed med opbakning fra Horsens Kommune. Et initiativ, der har alle muligheder for at blive en gevinst for alle parter. Den slags kan vi ikke få nok af, og det er vigtigt at anerkende, når en idé på den måde bliver til virkelighed. Mai-Britt Therkelsens initiativ minder os alle om, at der i princippet ikke skal så meget til. Der må være masser af lignende ideer, der rumler og rumsterer derude i Horsens og opland. Lad os få dem på bordet. Alle kan måske ikke lade sig realisere, men hvorfor ikke hjælpe hinanden med at gøre hverdagen lettere og udnytte de ressourcer, vi har, bedst muligt. I dette tilfælde havde Mai-Britt Therkelsen en chef, der var på ideen, ligesom Horsens Kommune også bakkede op. Sådan er det med alle ideer. De kræver opbakning og støtte. Vi er alt for gode til at tale ting ned og skyde forslag ned med en halvdårlig, kvik bemærkning. Den slags er dræbende for folk med gode ideer og lyse indfald, og fremfor alt risikerer vi at smide guld på gaden. Husk det næste gang, du får en god idé eller bliver præsenteret for én af slagsen. Giv det en chance. Ikke noget med at sige: Hvorfor dog det? Støt og bak op og spørg i stedet dig selv og dine omgivelser: Hvorfor ikke? Det vil være til gavn for os alle på den lange bane, så hyld den gode idé og lad os får mere af den slags.

Annonce