Endelave: Endelaves beboere, erhverv og fritidshusejere er blevet tilbudt en million kroner - og har takket ja.
Beløbet bliver ikke udbetalt kontant, men i form af en såkaldt strategisk-fysisk udviklingsplan, der skal laves for øen.
Det sker i et fælles projekt mellem Endelave Beboerforening, Endelave Erhvervsforening, Horsens Kommune, det nationale selskab Dansk Kyst- og Naturturisme, foreningen LAG Småøerne og Destination Kystlandet.
Udviklingsplanen finansieres af Dansk Kyst- og Naturturisme, LAG Småøerne samt Horsens Kommune.
Det glæder borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen (S), at Endelave har sagt ja tak til tilbuddet.
- Det er en glædelig nyhed for både Endelave og hele kommunen, da en øget synlighed på øens vækstpotentialer ikke kun er attraktivt i et turismeperspektiv, men også i forhold til fremtidig bosætning. Tilbuddet er et stort velfortjent skulderklap til alle de stærke kræfter på øen, der samarbejder om at skabe fællesskab, liv og udvikling, siger Peter Sørensen i en pressemeddelelse.
Peter Sørensen (S), borgmesterDet er en glædelig nyhed for både Endelave og hele kommunen, da en øget synlighed på øens vækstpotentialer ikke kun er attraktivt i et turismeperspektiv, men også i forhold til fremtidig bosætning
Griber fremtiden
Det var ikke helt uden skepsis, da Endelave Beboerforening blev præsenteret for tilbuddet om at være én af tre småøer i Danmark, som får midler til en udviklingsplan.
- Vi kender alle historier om store planer, der står og samler støv på en hylde. Men vi synes alligevel, at tiden er inde til at gribe fremtiden og skabe holdbare løsninger for Endelave. Ved at tage imod muligheden vil vi få sat nogle kærkomne strategiske rammer på Endelaves fælles identitet og vision. Vi der bor her, kan jo let komme til at overse øens store udviklingspotentiale - og det kan vi jo ikke have, især ikke når vi meget gerne vil tiltrække nye målgrupper af både gæster og erhvervsdrivende, siger næstformand for Endelave Beboerforening, Jørgen Ulvund.
Destination Kystlandet, som er et turistsamarbejde mellem Horsens, Hedensted og Odder kommuner, er meget tilfreds med planerne.
- Endelave er dybt charmerende, men for at højne øsamfundenes sociale og økonomiske bæredygtighed, er det afgørende at begynde processen med at omstille til en turisme, der også inkluderer forårs- og efterårssæsoner. Det kræver investeringer i infrastruktur, overnatnings- og oplevelsestilbud samt naturbeskyttelse, hvor der indtænkes lettere adgang til unikke naturoplevelser, siger direktør ved Destination Kystlandet Helle Berthold Rosenberg i pressemeddelelsen