Horsens: HH Elite skulle onsdag aften forsøge at pynte på den lussing på 13 mål, holdet løb ind i, sidst holdet havde sit navn stående ved siden af "Team Esbjerg" i et kampprogram.
Vestjyderne, der blot tre dage tidligere havde spillet Champions League-kamp i rumænien, var alle dage dømt til at være et sandt monster af en modstander - og skulle da heller ikke bruge mange minutter på at demonstrere styrkeforholdet i Forum Horsens onsdag.
3-9 hed stillingen efter ti minutters spil. 8-14 lød den efter 20, og HH Elite måtte duknakket gå i omklædningsrummet ved pausen bagude med 11 mål, 9-20.
Man var simpelthen blevet kørt over i første halvleg, og det bakkede alle statistikker da også op om på det tidspunkt. HH Elite havde scoret på 36 procent af sine forsøg mod Team Esbjergs 71. Acceptable 24 procent - modstanderne taget i betragtning - havde Emily Stang Sando pillet i målet overfor 52 hos Rikke Poulsen i den anden ende af banen.
Det lignede et sandt Mount Everest halvvejs - og en kamp, der var dømt til et endnu større nederlag, end hvad der var tilfældet i den omvendte kamp i Esbjerg.
Det blev dog i gåseøjne HH Elites held, at resultatet stort set var givet fra anden halvlegs begyndelse, og i takt med, at gæsterne skiftede først b- og så c-kæden på banen, blev pladsen større for hjemmeholdet, som også fik prøvet nye konstellationer af.
22-33 endte opgøret, som det endnu en gang bød én god, en dårlig, halvleg fra HH Elite.
Og en kamp, hvor lyspunkterne var få, men hvor modstanderens kaliber samtidig må gøre det svært for alvor at være rigtig skuffede over slutresultatet.
Blandt de positive noter på cheftræner Jan Leslies blok vil der formentlig stå, at det unge nyindkøb, Christina Pedersen, fik debut og viste sig som en fornuftig gardering på playmakerpositionen.