Annonce
Odder

Færdselsuheld, gylleforurening og nabostridigheder: Lokale betjente holder af deres alsidige arbejde

Jan Jensen er betjent i Odder, og er glad for at være en del af en nærpolitistation, hvor han kan komme tæt på lokalområdet. Foto: Søren E. Alwan
Der er rigeligt at se til, for byens nærpolitibetjente. Mød her to af dem, og bliv klogere på dit lokale politi.

Odder: Tiden hvor politiet i Odder havde hjemme ved Polititorvet i Det Gamle Tinghus er forlængst forbi.

I dag holder byens tre nærpolitibetjente til i brandstationen på Rådhusgade, hvor de deler køkken og pausestue med ambulancereddere og brandfolk. Selvom politiet er flyttet i mindre lokaler, har tilstedeværelsen dog ikke ændret sig.

For nærpolitiets primære opgave er fortsat at servicere den lokale befolkning, og de står for forebyggelse, og meget lidt brandslukning, siger betjent Casper Pedersen.

- Beredskabet har stort set ét formål, og det er brandslukning. Det er det absolut ikke hernede, siger Casper Pedersen og hans kollega Jan Jensen supplerer.

- De andre kommer først, når ulykken er sket, og vi prøver egentlig at forhindre den.

Tæt på nærpolitiet

Det er ikke lige til at se det, hvis man ikke lige ved det, men der er tre nærpolitibetjente i Odder.

I en serie på tre artikler kan du blive klogere på, hvem betjentene er, og hvad de bruger deres tid på. Kom blandt andet med en tur på bagsædet af patruljevognen, og oplev fra første parket, hvad betjentene møder på patrulje en fredag aften.

I dag kan du læse et interview med to af betjentene, der fortæller om deres arbejdsopgaver, og om deres rolle i lokalsamfundet i Odder.

Fedt at være nærbetjent

Jan Jensen og Casper Pedersen kører flere gange om ugen patrulje i Odder og omegn. De fleste patruljer er præventive i villakvarterer og i nattelivet, og så er der færdselsindsatser. Fælles for dem alle er, at det drejer sig om, at politiet skal være synlige.

- Det har en enorm synergieffekt, at folk ser politiet her i Odder. Vi sidder ikke bare på stationen - vi er operative og laver opsøgende politiarbejde, siger Jan Jensen, der tror, at der er sket en kulturændring i forhold til, hvilke typer nærbetjente man ønsker at have.

- Man prøver at ændre det image, at lokalpoliti ikke er et lille støvet kontor, hvor der sidder én mand og flytter papirbunker. Man vil have betjente, der har år på bagen, men som ikke er på vej på pension. Det er ikke en retrætestilling, siger han.

Jan Jensen har både arbejdet som betjent i København og Aarhus, mens Casper Pedersen har arbejdet i Aarhus i mange år - blandt andet syv år i Aarhus V. Ingen af dem savner dog livet som storbybetjent, for de holder af at være tæt på borgerne.

- Det er fedt, at vi selv er med til at skabe vores hverdag. Vi har fleksibilitet til at kunne sætte ting i værk forholdsvis hurtigt, og vi har opbakning til det fra vores ledelse, siger Jan Jensen.

Fra gylleforurening til færdselsuheld

Selvom Odder ikke er en stor by oplever betjentene alligevel stor alsidighed i de opgaver, de bliver kaldt ud til, fortæller Casper Pedersen.

- Vi spænder meget vidt i sagernes kategorier. Lige fra nabostridigheder, hvor man står og er mægler, til døde og voldssager. Noget af det mest ekstreme, jeg har oplevet, var noget om lysforhold i en svinestald, siger han.

Jan Jensen remser op:

- Gylleforurening, alvorlige færdselsuheld, døde, selvmord, brand. Vi har det hele hernede. Og så har vi også alle småtingene, hvor folk kommer ind og kommenterer på, at de har fået stjålet en krans på kirkegården, siger han.

Samtidig har Casper Pedersen også egne specifikke opgaver. Som politiets kontakt inden for ssp-samarbejdet (skole, sociale myndigheder og politi), deltager han i møder med skoler og unge, som politiet skal holde ekstra øje med.

En opgave som for ham illustrerer den nærhed, han godt kan lide ved jobbet som nærpolitibetjent.

- Det giver mening i mit hoved, at jeg kigger døgnrapporten igennem og finder ud af, at lille Thomas går igen tre-fire gange i de sidste tre måneder. Så snakker jeg med vores ssp-konsulent, og sætter måske en bekymringssamtale op med forældrene. Mange gange kommer der noget godt ud af det - andre gange ingenting. Om ikke andet har vi fået kendskab til familien, siger Casper Pedersen.

Nærpolitiet i Odder

Der er tre faste betjente i Odder: Jan Jensen, 45 år, Casper Pedersen, 45 år, og Gunnar Hansen, 61 år.

Betjentene har været i Odder i henholdsvis 1 år, 6 år og 20 år.

Jan Jensen har 16 års erfaring inden for politiet, mens Casper Pedersen har 18 års erfaring.

Betjentene har som udgangspunkt 8-15-arbejde og patruljer aften og weekend nogle gange om måneden.

Deres dækningsområde er Odder Kommune, Beder, Malling, Mårslet og Solbjerg. Det er godt 40.000 borgere.

Nærpolitiet i Odders kontor er åbent for henvendelser alle hverdage mellem 10 og 12.

Udsendelser rammer Odder

Jan Jensen og Casper Pedersen har også opgaver uden for Odder. De er begge en del af politiets Mobile Indsats Koncept - det såkaldte MIK, og er med jævne mellemrum en del af politiindsatser andre steder i landet.

Det er alt fra fodboldkampe til demonstrationer. I alle tilfælde opgaver, der er lig med afspadsering, og det går ud over indsatsen i Odder.

Et eksempel fra tidligere i år er, at Casper Pedersen skulle afspadsere 24 timers arbejde efter at have passet på den indvandrerkritiske og racismedømte debattør Rasmus Paludan.

- Der er vi sårbare, når vi kun er tre mand, siger Jan Jensen.

Nogle gange dækker de også ferie for landbetjenten på Samsø, hvilket også gør, at der er en betjent mindre i Odder. Men betjentene går langt for at finde den bedste løsning på udfordringerne.

- Man får et ejerskab, og vil gerne gå på kompromis med, hvornår man selv har fri, fordi det giver sindssyg god mening, at det er os, der er her, når der eksempelvis er byfest. I Aarhus under festugen havde man været ligeglad, så møder der bare nogle andre, siger han.

Jan Jensen har en fortid som betjent i Aarhus og København, men føler sig godt tilpas i Odder, hvor han oplever, at han kan gøre en forskel. Foto: Søren E. Alwan

Betjente kan ikke lide citronmåne

Byens betjente er glade, når de kan se, at de gør en forskel i deres område. Det er derfor, de tager uniformen på. De modtager da også ros for deres arbejde fra de borgere, som de har hjulpet, fortæller Jan Jensen. Og det vækker glæde.

- Det er hyggeligt, når folk kommer forbi og siger tak. Og måske tager et stykke kage med. Mange har en idé om, at betjente er helt tossede med kage, siger han og griner.

- Citronmåne, indskyder Casper Pedersen og griner med.

- Der er ingen betjente, der kan lide citronmåne. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Det er ligesom amerikanske betjente og donuts, siger Jan Jensen.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Annonce