Annonce
Danmark

Få overblikket: Det kæmper borgmestrene om i slag om milliarder

Statsminister Mette Frederiksen (S) skal den kommende tid forsøge at nå i mål med en udligningsreform, der umuligt kan tilfredsstille alle landets borgmestre. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
En af de næste måneders helt store politiske knaster er forhandlingerne om en ny kommunal udligningsordning. Der er udbrudt krig mellem borgmestrene i hovedstadsområdet og store dele af provinsen om et system, de færreste kan gennemskue. Avisen Danmark klæder dig på, så du forstår et af årets helt store politiske emner.

Udligning: Man siger om det kommunal udligningssystem, at der kun er tre mennesker, der forstår det: Den fuldmægtig, der indførte den i 1969, men han er død. En økonomiprofessor fra Aarhus, der siden er blevet skør, og den daværende departementschef, der blev rasende, hvis man spurgte til det.

Det er ikke til at vide, om beskrivelsen af den kommunale udligningsordning i boligminister Kaare Dybvads (S) bog "Udkantsmyten" bare er en myte. Men ét er sikkert: Det er de færreste, der helt kan gennemskue den udskældte ordning, der er slagmark for borgmestre landet over, som på tværs af partifarver slås om, hvem der skal have flere eller færre af de mange milliarder, der hvert år blive fordelt mellem landets rigeste og fattigste kommuner.

Men der er noget grundlæggende galt med systemet. Det er borgmestrene trods deres uenigheder enige om. Og efter et mislykket forsøg på at lave ordningen om i 2018, er det nu Mette Frederiksen og S-regeringens tur til at forsøge at få lavet om på Robin Hood-ordningen, selv om resultatet under alle omstændigheder vil få mange borgmestre til at rase landet over.

Men hvad er det, borgmestrene kæmper om, og hvordan fungerer den udskældte kommunale Robin Hood-ordning? Det giver avisen Danmark overblikket over her.

Annonce
Grafik: Mikkel Petersen

1. Hvorfor er der brug for udligning?

Den kommunale udligningsordning skal sikre, at kommunerne landet over leverer nogenlunde samme service til sine borgere. Lokalbefolkningens indkomst varierer nemlig fra kommune til kommune, og det skaber store forskelle mellem kommunernes indtægtsmuligheder. Derudover betyder eksempelvis flere ældre i en kommune flere udgifter til plejehjem.

Systemet kan beskrives som en Robin Hood-ordning, der skal sikre, at børnehavebørn, skolebørn og ældre på Langeland har nogenlunde lige så gode forhold som i Gentofte. Men der er alligevel blevet for stor forskel på at bo i rige og dårligere stillede kommuner, lyder kritikken fra en lang række borgmestre i provinsen. De vil have de rigere hovedstadskommuner til at sende flere penge i retning af de fattigere kommuner.

I år fordeles der omkring 18,5 milliarder kroner mellem kommunerne.

2. Hvorfor er borgmestrene vrede?

Adskillige gange har borgmestre landet over påpeget fejl og skævheder i det nuværende udligningssystem. For eksempel tog udligningsordningen i en årrække ikke hensyn til udlændinges uddannelsesniveau. Alene fra 2015 til 2018 betød den fejl, at fynske og jyske kommuner fik 1,4 milliarder kroner for lidt i udligning, mens kommunerne i Region Hovedstaden fik 1,8 milliarder kroner for meget. Den skævhed blev dråben, der fik bægeret til at flyde over for 20 borgmestre, der har sagsøgt staten for at få de tabte millioner tilbage.

En anden omstridt regel i den kommunale udligning er befolkningstilbagegangs-kriteriet. I 2018 mistede Assens Kommune eksempelvis over 40 millioner kroner, fordi kommunen havde haft en fremgang i befolkningstallet på otte personer året forinden. Til gengæld fik Gentofte og Frederiksberg Kommuner i 2020 185 millioner kroner, da de ajourførte deres registre, fordi de opdagede, at en række udlændinge fejlagtigt stod registreret, selv om de var udrejst. Dermed havde kommunerne en befolkningstilbagegang, der ikke var registret, og som udløser penge fra udligningsordningen. Hvis ajourføringen af registeret var sket løbende, ville de to kommuner slet ikke være berettiget til tilskud for tilbagegangen.

Foruden de udskældte regler i ordningen har mange provinsborgmestre en generel utilfredshed med systemet. De mener, at der er blevet for store forskelle på rige og fattige kommuner, og at det postnummer, borgerne bor i, skal være mindre afgørende for den service, de kan få, end tilfældet er i dag. I den modsatte ende vil hovedstadskommunerne ikke sende flere penge til provinsen.

3. Hvorfor laves systemet først om nu?

Der har længe været bred enighed om, at udligningsordningen skulle laves om. Det var da også, da VLAK-regeringen sad ved roret, men alligevel mislykkedes forhandlingerne. I valgkampen udtalte både Venstre og Socialdemokratiet, at de så det som en bunden opgave at ændre på ordningen. Derfor skal der nu igen forhandles om ordningen.

4. Hvordan fungerer udligningen?

Udligningssystemet kan overordnet deles op i tre dele:

Alle landets 98 kommuner er omfattet af landsudligningen, der er baseret på en beregning af den enkelte kommunes beregnede skatteindtægter og kommunens udgifter. Landsudligningen godtgør 61 procent af en fattige kommunes underskud eller opkræver 61 procent af en rig kommunes overskud.

Den nok mest udskældte del af udligningssystemet er hovedstadsudligningen, der som navnet antyder, er en helt særlig ordning for hovedstadskommuner. Den ligner landsudligningen, men dækker kun 27 procent af en kommunes underskud eller opkræver 27 procent af en kommunes overskud. Det betyder, at en fattig hovedstadskommune, der får penge fra begge puljer, får dækket hele 88 procent af sit underskud.

Til gengæld kan de jyske, fynske og vestsjællandske kommuner få del i ordningen til kommuner med særlig stort underskud. Ordningen dækker op mod 32 procent af kommunernes underskud. Men for mange kommuner er ordningen ikke særligt fordelagtig. En kommune, der har et underskud per borger, der ligger på landsgennemsnittet, får nemlig kun dækket under to procent af sit underskud oven i i landsudligningen, og den samlede udligning ligger derfor omkring 63 procent. Havde en provinskommune med et gennemsnitligt underskud i stedet ligget i hovedstaden, ville den få dækket i omegnen af 85 procent af underskuddet, skriver mediet NB Økonomi. Derfor vil provinsborgmestrene gerne afskaffe hovedstadsudligningen.

Når man kigger på kommunernes udgiftsbehov, ser man blandt andet på andelen af udlændinge, antallet af ældre og antallet af ledige i kommunen.

5. Hvorfor er udligningsordningen så kompliceret?

Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring på Aalborg Universitet, forklarer, at det er utallige lappeløsninger i kriterierne bag udregningen af udligningen, som gør udligningsordningen så kompliceret. Når der eksempelvis undersøges, hvor mange personer, der har en lav indkomst i en kommune, har også au pairer tidligere været talt med som fattige, ligesom studerende har talt med, selv om hverken au pairer eller studerende udgør en særlig udgift for kommunerne.

Det er det løbende behov for at rette kriterier som disse, der har gjort ordningen så kompliceret, som den er blevet i dag.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Annonce