Annonce
Horsens

Få millioner fra at være i mål: Fængslet får ny stor milliondonation

Der bliver plads til 800-900 personer i Vestsalen, som blandt andet skal bruges til bedre afvikling af i forvejen store arrangementer og føje nye til paletten. Illustration: Cubo
Salling Fondene har doneret fem millioner kroner til Fængslets kæmpesatsning Vestsalen. Dermed er finansieringen på 110 millioner kroner næsten i hus.
Annonce

Horsens: Med en donation på fem millioner kroner melder Salling Fondene sig nu ind i flokken af tilskudsydere til Fængslets helt store projekt, Vestsalen. Byggeriet er budgetteret til at koste 110 millioner kroner og er med den nye donation kun 3,4 millioner kroner fra målet.

Det glæder ikke overraskende bestyrelsesformand for Fonden Fængslet Henning Nørbæk.

- Det er helt fantastisk for os at få de fem millioner kroner. Indtil da manglede vi otte-ni millioner, og det er et pænt stykke vej, så det var gyldne penge, vi fik her, siger han.

Ud over milliondonationen i sig selv er Henning Nørbæk begejstret for, at netop Salling Fondene har valgt at give penge til Vestsalen.

- Vi er meget stolte af at få dem med på donationslisten. Salling Fondene er en stor og stærk spiller i Østjylland, og de helt store fonde har fra starten spurgt os, hvordan de lokale fonde ville reagere. Derfor er vi rigtig glade for de her fem millioner.

Fra Købmand Herman Sallings Fonds side er det særligt det samlende og fællesskabet i Vestsals-projektet, der har vejet tungt i beslutningen om donationen, siger Karin Salling i en pressemeddelelse.

Hun er næstformand i bestyrelsen i Købmand Herman Sallings Fond.

- I Salling Fondene vil vi gerne være med til at skabe oplevelser og fællesskaber i hverdagen, og Fængslet er blevet et kulturelt samlingspunkt for både Horsens og hele Østjylland. Derfor er vi glade for at kunne donere og medvirke til, at det imponerede projekt kan realiseres, siger hun.

Vi ved, at det altid er de sidste penge, der er de sværeste, når man skal finansiere, men vi har et stykke tid til det. De sidste penge, vi skal hente ind, er til indretning. De er ikke til mursten og bor til at lave hul i muren med. Og der er omkring halvandet år til, indretningen skal i gang.

Henning Nørbæk, bestyrelsesformand for Fonden Fængslet

Annonce

Mangler 3,4 millioner

Ud over Salling Fondene støtter også Augustinus Fonden med 10 millioner kroner, Foreningen Realdania med 40 millioner kroner, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal med 40 millioner kroner, Familien Hede Nielsens Fond med tre millioner kroner og Spar Nord Fonden med 900.000 kr.

Dertil kommer Fængslets egenfinansiering på 10 millioner kroner. Og selvom finansieringen ikke er helt i hus, er den nu meget tæt på målet.

- Vi har nu godt 96 millioner kroner i boksen, og vi har selv de 10, så vi mangler 3,4 millioner - dem går vi efter nu, siger Henning Nørbæk, men understreger igen:

- Vi ved, at det altid er de sidste penge, der er de sværeste, når man skal finansiere, men vi har et stykke tid til det. De sidste penge, vi skal hente ind, er til indretning. De er ikke til mursten og bor til at lave hul i muren med. Der er omkring halvandet år til, at indretningen skal i gang, fortæller han.

Planen med Vestsalen er blandt andet at overdække den indre vestre fængselsgård med en gennemsigtig tagkonstruktion og skabe en sal på cirka 1200 kvadratmeter, som kan rumme 800-900 gæster.

Byggeriet går i gang midt i juni og skal efter planen stå klar til indvielse i starten af 2022.

Vestsalen er et samarbejde mellem Casa a/s som entreprenører og totalrådgiverteamet, som består af arkitektfirmaet Cubo, Rambøll på ingeniør-, installations- og akustiksiden og arkitekt Kristine Jensens Tegnestue, der står for udearealerne. Hvis alt går efter planen, kan Vestsalen tages i brug i 2022. Illustration: Cubo
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Hvor blev lyrikken af?

Horsens For abonnenter

Tre årsager til at vælge Horsens: Derfor bygger DSV Europas største logistikcenter i Lund

Annonce