Annonce
Kultur

Få et overblik: Her er de trækplastre, byens museer genåbner med

Det er fire måneder siden, museerne i Horsens lukkede ned. Ventetiden har blandt andre Anne Katrine Nagel Christensen fra Fængselsmuseet brugt på at skabe helt nye oplevelser for publikum. Foto: Michael Svenningsen
Fængselsmuseet har fået egen biograf, 3d-oplevelse og et hyldest-rum til en af Horsens navnkundige skikkelser. Industrimuseet gasser op til knallert-udstilling og ny legeplads, mens kunstmuseet og Horsens Museum spiller ind med ny og gammel kunst.

Horsens: Onsdag bryder museer over hele landet det fire måneder lange corona-dødvande.

Den totale nedlukning er ovre, og i Horsens har museumsfolk haft travlt med at forberede sig på at tage imod publikum igen.

Ud over at lave en køreplan, der sikrer, at gæsterne trygt kan besøge kulturhusene under de lempede corona-restriktioner, er ventetiden brugt på en stribe nyheder, som vi har bedt museerne fortælle om.

Annonce

1 Fængselsmuseet

Aage Egholm døde i januar i en sen alder. Gennem en stor del af sit liv samlede han med kærlighed og nidkærhed på alskens genstande fra Horsens Statsfængsel. Bredden i den enorme samling kan ikke koges ind i teksten her, men fra onsdag kan man få et indtryk af hans dedikerede indsats i en ny del af Fængselsmuseet på Fussingsvej. Her viser museumsinspektør Anne Katrine Nagel Christensen rundt. Foto: Michael Svenningsen

Når Fængselsmuseet på Fussingsvej i Horsens genåbner, kommer det til at ske med flere nyskabelser.

Den første møder gæsterne allerede ved indgangen, fortæller museumsinspektør Anne Katrine Nagel Christensen. 

I entré-området har museet fået skabt en "tidsmaskine" i form af en kæmpeskærm, hvor publikum kan gå på opdagelse i en serie 3d-genskabelser af museets udseende i 50 års intervaller siden åbningen i 1853. 

En helt ny 3d-udgave af det gamle Horsens Statsfængsel indgår i genåbningen af Fængselsmuseet. Illustration: Fængselsmuseet

Ved at navigere på det, der minder om en overdimensioneret, horisontal smartphone, kan man zoome ind og ud af et kort over Fængsels-området og blive klogere på stedets bygninger og historie, forklarer Anne Katrine Nagel Christensen, som har været med til at udvikle 3d-kortet.

- Det har været en kæmpeopgave, siger hun om arbejdet med de læssevis af historiske billeder og dokumenter, der ligger bag 3d-oplevelsen.

I Fængselsmuseets kælder fortsætter nyhederne. 

Som en ny del af den udstilling, der hedder Underverdenen, er der blevet indrettet et helt rum til ære for en af det gamle statsfængsels mest navnkundige figurer, fængselsbetjenten Aage Egholm.

Gennem mange årtier samlede han tusindvis af genstande, der dannede bunden for det fængselsmuseum, man kender i dag. Nu har Egholm fået sin egen "celle", og her udstilles et udsnit af hans samling. 

Selv om hovedpersonen døde tidligere år, kan man også møde ham i rummet; dog kun i lyd i form af optagelser, hvor han fortæller anekdoter, forklarer Anne Katrine Nagel Christensen.

En anden markant nyskabelse finder man på 4. etage. 

Her kan Fængselsmuseet onsdag åbne egen biograf. I biografen, der er indrettet med 30 bløde læderstole og stort lærred, skal publikum fremover trakteres med en helt ny kortfilm, som Historieselskabet har skabt om stedet og nogle af de triste, men også fascinerende skæbner, der har besøgt de over 150 år gamle bygninger i tidens løb.

- Planen er, at vi også skal bruge biografen til små private arrangementer, foredrag og hvad man kan komme på, forklarer Anne Katrine Nagel forud for genåbningen, der med et højere forsamlingsloft også baner vej for rundvisninger af større publikum-flokke igen.

2 Horsens Museum

To af de stærke kvinder i dansk kunst i sidste del af 1800-tallet kom fra Horsens. Dem sætter Horsens Museum fokus på med en ny udstilling, fortæller Merete Bøge Pedersen. Arkivfoto: Søren E. Alwan

Horsens Museum på Sundvej har også nyt på plakaten. Eller rettere på væggene.

Museet, der i disse år undergår en løbende forskønnelse, har taget fat i to af lokalområdets - for mange - mindre kendte kunstmalere, fortæller Merete Bøge Pedersen, chef for Museum Horsens.

Emma og Ludovica Thornam, som havde nær tilknytning til Hanstedgård, var i sidste del af 1800-tallet blandt meget få kvinder, der kunne leve af deres kreative evner, og både herhjemme og i udlandet foldede de sig ud i impressionistiske og naturalistiske malerier. 

Nogle af deres værker kommer nu op i den nyrenoverede indgangshal på museet.

- De har været pænt oversete i kulturhistorien, og det prøver vi at gøre noget ved, forklarer Merete Bøge Pedersen og uddyber, at museet også skruer op for sine populære byvandringer i den kommende tid.

3 Horsens Kunstmuseum

Christian Lemmerz fortsætter dobbeltudstillingen med sin afdøde svoger noget tid endnu. Foto: Morten Pape

Et stenkast fra Horsens Museum er Horsens Kunstmuseum klar til vise værker frem igen.

Kunsthallerne på Carolinelundsvej genåbner med en forlængelse af nogle af de udstillinger, der blev amputeret af nedlukningen i december.

Det gælder blandt andet to af de større af slagsen, der blev linet op sidste år: Dels dialogudstillingen mellem Christian Lemmerz og hans afdøde svoger Norbert Tadeusz: en oplevelse, der i Tadeusz' enorme malerier og Lemmerz skulpturer viser, hvordan de to kunstnere i tanke og udtryk var beslægtede i en fascination af liv og død.

Lemmerz- og Tadeusz-udstillingen fortsætter nu til 31. maj.

Publikum kan også møde billedkunstner Lars Nørgaard, som Horsens Kunstmuseum har fulgt siden de tidlige 1980'ere, da han brød igennem som en af "De Unge Vilde". Museet har landets største samling af Nørgaard-værker, og med en retrospektiv udstilling i kunstnerens navn foldes store dele af de malerier, tegninger og tryk, der normalt står på magasin, ud på væggene.

Lars Nørgaard-udstillingen fortsætter til 16. maj.

Til sommer åbner en af årets store satsninger på kunstmuseet: Et besøg af amerikanske Phoebe New York.

4 Danmarks Industrimuseum

Puch Maxi-knallerten er legendarisk og fortæller sin egen historie om danskerne. I slutningen af april drejer industrimuseet i Horsens gashåndtaget i bund med en udstilling, der hædrer det klassiske køretøj. Foto udlånt af Danmarks Industrimuseum 

Danmarks Industrimuseum har brugt nedlukningen på at forberede en lang række nye tiltag, der både sætter præg på museet på Gasvej og byens gader og stræder, fortæller Sarah Lehmann, ansvarlig for samarbejder og events på museet.

For det første fyldes der knallert-benzin på motorerne, når en ny udstilling om Puch Maxi åbner i slutningen af april.

Udstillingen skabes sammen med Puch Maxi-klubben Rævehalerne, og Sarah Lehmann fortæller, at den dels kan opleves på museet, hvor børn og voksne kan inspicere og lege med den klassiske knallert. Dels ude i byen.

Planen er blandt andet at lave guidede ture på Puch Maxi rundt omkring i Horsens, hvor kyndigt personale vil fortælle industrihistorie.

- Vi forventer stor interesse for den udstilling, siger Sarah Lehmann.

Hun udpeger også den officielle åbning af industrimuseets ny legeplads i slutningen af maj som et højdepunkt, og alene i juni åbner flere nye udstillinger. 

Blandt andet har Socialdemokratiet - i anledning af sit 150-års-jubilæum i år - udlånt malerier fra Christiansborg til udstillingen "Folkets Tid", som åbner 11. juni. 

18. juni åbner en nyskabende udstilling om emballageindustrien, og ligeledes i juni kan man på Torvet besøge udstillingen "Industriens Tegn", der er et samarbejde mellem industrimuseet, Horsens Kommune og Horsens Museum. Målet er at markere den betydning, håndens arbejde har og har haft for Horsens.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Horsens

Kvik borger afslørede narkohandel

Horsens

Elever plantede 2000 træer til Horsens' nye bypark

Horsens For abonnenter

Intens stemning ved retten: Dømte for dødsvold ført væk i håndjern under tilråb fra vennerne

Annonce