Annonce
Horsens

Få det lokale corona-overblik: Dette bliver aflyst - dette bliver gennemført

En række store gymnastikopvisninger i bl.a. Flemming og Elbæk er aflyst i den kommende weekend. Arkivfoto
I Horsens, Hedensted og Odder kommuner kommer der løbende aflysninger ind fra arrangementer, der på grund af coronavirus ikke vil blive gennemført som planlagt. Få overblikket her.
Annonce

Horsens/Hedensted/Odder: Overalt i Danmark bliver arrangementer aflyst, udskudt eller afviklet med begrænset antal eller slet ingen tilskuere. Også i Horsens, Hedensted og Odder kommuner kommer der løbende meldinger.

Årsagen er fredagens udmelding fra statsminister Mette Frederiksen, der fortæller, at myndighederne opfordrer til, at man på grund af coronavirus aflyser eller udskyder alle arrangementer i marts, hvor deltagerantallet er over 1000.

Her følger et overblik over arrangementer i Horsens samt enkelte i Hedensted og Odder, hvor det er blevet bekræftet, at arrangementerne enten gennemføres eller aflyses, eller hvor man stadig afventer en beslutning.

For et samlet overblik over arrangementer i Hedensted Kommune: Klik her.

For et samlet overblik over arrangementer i Odder Kommune: Klik her.

Kontakt os gerne, hvis du har oplysninger vedrørende arrangementer. Det er på redaktion@hsfo.dk.

(Senest opdateret tirsdag med X Factor-finalen)

Bryan Adams aflyser

På Twitter har rockmusiker Bryan Adams meldt ud, at han aflyser sin tur rundt i Norge og Danmark i de kommende uger - det indbefatter også koncerterne i Horsens 18. og 19. marts.

Direktør i Horsens & Friends Claus Visbye fortæller til Folkebladet, at han ikke har været bekendt med beslutningen, der er kommet midt i en afklaringsproces.

Bryan Adams' koncerter i København og Vejle er blevet flyttet til maj, men dem i Horsens er der i skrivende stund ingen melding om.

Ud over den canadiske rocksanger har Horsens & Friends også Niels Hausgaard på programmet i marts. Her ventes en melding i starten af denne uge.

Ingen X Factor-finale i Horsens

X Factor-finalen skulle ligesom sidste år holdes 3. april i Forum Horsens, men det har TV2 nu valgt at droppe efter coronavirussens indtog i landet.

Det oplyser TV2 i en pressemeddelelse.

Finalen holdes i stedet i det sædvanlige studie i Brøndby, oplyser kanalen.

Krimimesse aflyst

Det lykkedes ikke at finde en ny weekend at afholde Krimimesse i, og derfor er den aflyst i år, oplyser arrangørerne.

- Vi beklager det besvær, som aflysningen giver både messens 7000-10.000 gæster og vore mange samarbejdspartnere og leverandører. Men vore gæsters og samarbejdspartneres sikkerhed, hverken kan, eller vil vi sætte på spil. Krimimessen er et internationalt event med deltagere fra mere end otte lande, hvilket selvfølgelig skærper bekymringen i relation til COVID-19, da mange af de deltagende forfattere kommer fra lande, hvor man har haft en endnu større spredning af coronavirus, udtaler bibliotekschef i Horsens Kommune Claus Hagstrøm Hansen.

Messen skulle have fundet sted 28.-29. marts.

Skolefester ramt

På Hulvej Skole er der i en mail til forældrene kommet en melding om, at skolefesten torsdag 12. marts er udskudt på ubestemt tid. Skolen har cirka 650 elever, så der vil potentielt komme over 1000 mennesker til arrangementet.

- Velvidende at dette giver anledning til stor ærgelse, så er det den eneste mulighed, der foreligger, lyder det i mailen fra skoleleder Henrik Krog.

Mandag skulle billetsalget til skolefesterne på Sct. Ibs Skole være startet, men man har valgt at udsætte selve billetsalget, indtil man ved mere om, hvorvidt skolefesterne, der står til at blive afholdt i Forum Horsens og Insero Atrium Salen over tre omgange 23.-25. marts, skal aflyses eller ej.

Stensballeskolen har valgt at aflyse årets skolefest 26. marts, hvor 6. årgang skulle have optrådt med musical. Det får de stadig lov til at gøre for et mindre publikum, da deres familier samt skolens elever bliver indbudt til en visning.

Habengut-marked udskudt

Det stort anlagte habengut-marked, der skulle have været holdt for femte gang på Fængslet i Horsens i den kommende weekend og tidligere har samlet omkring 5000 besøgende, er blevet flyttet. Det oplyser arrangørerne på markedets Facebook-side.

- Selvom der ikke er 1000 mennesker samlet på habengut-marked på én gang, vil vi gerne være på den sikre side og holde et marked, som alle kan glæde sig til, som man plejer, lyder det fra arrangørerne.

Markedet, der blev holdt senest i september med flere end 180 boder, holdes i stedet i weekenden 2.-3. maj.

AC Horsens-kampe uden tilskuere måneden ud

Alle fodboldkampe i Superligaen og 1. division i resten af marts afvikles tidsmæssigt som planlagt, men det bliver uden tilskuere, oplyser Divisionsforeningen. I første omgang meldte FC København ud, at man spiller kampen i Telia Parken mod AC Horsens søndag kl. 16 uden tilskuere. Det skete kort tid efter statsministerens udmelding.

Siden er det slået fast, at alle kampe i marts afvikles uden tilskuere. For AC Horsens' vedkommende gælder det en udekamp mod FC Midtjylland søndag 15. marts og en hjemmekamp mod Brøndby IF søndag 22. marts.

Derefter er der pause på grund af landskampe.

Håndbold i tomme haller

Alle håndboldkampe i de to bedste rækker hos både mænd og kvinder skal spilles i tomme haller i resten af marts, oplyser Divisionsforeningen ifølge Ritzau.

Det betyder blandt andet ingen tilskuere for HH Elite og Skanderborg Håndbold i den bedste damerække, Skanderborg Håndbold i herrernes liga og Odder Håndbold i 1. division.

For HH Elite er der tale om en hjemmekamp mod Randers HK 15. marts klokken 15.

Gymnasium gennemfører gallafest

Horsens Gymnasium & HF, afd. Højen gennemfører efter planen sin årlige gallafest 20. marts.

- Der kommer 600 personer, og umiddelbart har vi ikke tænkt os at aflyse, men vi følger udviklingen tæt, siger rektor Flemming Steen Jensen.

Han slår samtidig fast, at er der gæster, som har rejst i risikozoner eller har symptomer på corona-virussen, bliver de gjort opmærksom på, at de ikke skal møde op.

Horsens Ny Teater gennemfører arrangementer

Der er kun plads til 540 gæster i Horsens Ny Teater, så teatret gennemfører arrangementerne i marts som planlagt.

Det oplyser teaterdirektør Lone Wessel.

- Vi følger anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen, og så opfordrer vi i øvrigt vores gæster til at bruge deres sunde fornuft, siger hun.

Award ikke aflyst

På torsdag 12. marts samles omkring 600 mennesker i Hornsyld Idrætscenter til den årlige uddeling af priser til foreningslivet i Hedensted Kommune.

- Vi holder fast i awarden ind til videre. Vi følger udviklingen og har printet plaktater omkring håndhygiejne og forsøger at få fat i nogle mobile spritstandere, siger Teresa Egballe, leder af Kultur og Fritid i Hedensted Kommune.

- Så må vi jo finde ud af at overrække priserne uden håndtryk, siger hun.

Basketmænd i HIC lukker 1000 ind

Basketmændene fra Horsens IC har topbrag hjemme mod Bakken Bears søndag 15. marts, og fredag eftermiddag var det endnu ikke klarlagt, om der lukkes tilskuere ind.

- Vi afventer. Der kommer en fælles melding fra forbundet - med skelen til andre idrætsgrene, fortalte HIC's eliteformand Lennart Jensen.

Fredag aften kunne HIC på deres Facebook-side fortælle, at Danmarks Basketball Forbund først havde meldt adgang forbudt for tilskuere, men siden ændret den beslutning, så HIC godt kan lukke 1000 tilskuere ind til rivalopgøret.

Og det har de tænkt sig, skriver klubben, der sælger billetter i begrænset omfang og garanterer pladser til sæsonkortholderne.

Det er dog med forbehold for, at der kan komme en ny melding, og så vil billetterne blive refundereret.

Tidligere arrangementer

Siden fredagens melding har der været flere arrangementer i kalenderen, som enten blev aflyst eller gennemført:

  • Gymnastikopvisning 7. marts på Flemming Efterskole og 8. marts på Elbæk Efterskole: Aflyst.
  • Flemming Stævne 8. marts på Flemming Efterskole: Aflyst.
  • Rotary Kunstmesse på Fængslet i weekenden 7. og 8. marts: Afholdt som planlagt.
  • Horsens AK's boksestævne på VIA fredag 6. marts: Afholdt som planlagt.
  • Frivilligfest i Spektrum i Odder fredag 6. marts: Aflyst.
  • Forbrugermesse i Hedensted Centret i Hedensted søndag 8. marts: Afholdt som planlagt
  • Danseturneringen Kaufmann Cup i Forum Horsens lørdag 7. marts: Aflyst, men der arbejdes på ny dato - muligvis 9. maj

Vigtig info om coronavirus

De danske myndigheder har samlet alle informationer om coronavirus/Covid-19 på www.coronasmitte.dk.

Kan du på den side ikke finde svar på dit spørgsmål, kan du kontakte myndighedernes hotline på 7020 0233.

Myndighedernes fælles hotline er for borgere, sundhedspersonale, kommuner, lufthavne/rejsende og virksomheder om coronavirus/covid-19, herunder hvad du kan gøre for at undgå smitte, og hvad du skal gøre, hvis du bliver syg.

Har du brug for rådgivning vedrørende et konkret tilfælde af sygdom hos fx dig selv eller et familiemedlem, skal du ringe til din egen praktiserende læge.

Udenrigsministeriet kan blandt andet svare på spørgsmål om rejser til udlandet og fra danskere bosat i udlandet. Ring på telefon 3392 1112.

Hvis du har mistanke om, at du er smittet:

  • Ny coronavirus/covid-19 kan vise sig med feber, hoste eller vejrtrækningsbesvær.
  • Symptomerne ses op til 14 dage, efter man er udsat for smitte.
  • Hvis du inden for de sidste 14 dage har været i et land/område med coronavirus/covid-19 med betydende smittespredning i samfundet, eller hvis du har været i tæt kontakt med en person med ny coronavirus/covid-19, så ring til lægen - også hvis du er syg.
  • Det er vigtigt, at du ringer først og ikke møder op i venteværelset, da du kan smitte andre.
  • Uden for åbningstid skal du ringe til lægevagt eller akuttelefon i din region. I Region Midtjylland er nummeret 7011 3131. De resterende kan ses her.

Beskyt dig selv og andre mod smitte med disse råd:

  • Vask dine hænder tit eller brug håndsprit
  • Host eller nys i dit ærme - ikke dine hænder
  • Undgå håndtryk, kindkys og kram - begræns den fysiske kontakt
  • Vær opmærksom på rengøring - både hjemme og på arbejdspladsen
  • Hvis du er ældre eller kronisk syg - hold afstand og bed andre tage hensyn

Myndighederne har på coronasmitte.dk samlet en række ofte stillede spørgsmål, som du kan se her.

Kilde: coronasmitte.dk

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Coronavirus

Live: Politiet lukker stort landsmøde for spejdere - 300 deltagere må tage hjem før tid

Annonce