Annonce
Danmark

EU's kommende præsident vil have Mette F. i spenderbukserne

Paul Faith/Ritzau Scanpix
Charles Michel vil under besøg prøve på at få Danmark til at betale mere til EU, vurderer EU-professor.

Den kommende EU-præsident, belgiske Charles Michel, besøger fredag statsminister Mette Frederiksen (S) på et såkaldt rutinebesøg.

Danmark er et af flere lande, hvor han lægger vejen forbi. Formålet med besøgene er blandt andet at introducere sig selv for EU's stats- og regeringsledere.

Under sit besøg i Danmark vil Charles Michel ifølge professor Marlene Wind, leder af Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet, forsøge at hive Mette Frederiksen væk fra holdningen om, at EU's kommende budget skal strammes til.

- Det er noget, der kommer til at foregå meget i høflighedsfraser. Men det er klart, at Michel ikke ønsker et alt for skrabet EU-budget, fordi der er mange udfordringer, EU står over for med migrantkrise og alt muligt andet.

- Så han vil nok prøve at overtale Mette Frederiksen til at bruge lidt flere penge, end der er lagt op til nu i hvert fald, siger Marlene Wind.

Danmark og flere øvrige nordeuropæiske lande, heriblandt Holland og Sverige, ønsker ikke, at EU's budget for de kommende syv år skal hæves. Der skal nærmere spares lidt og bruges færre penge, mener de.

Mette Frederiksen har tidligere omtalt dele af budgettet som "helt gak".

Derfor må Charles Michel finde de gode argumenter frem for at rykke statsministerens holdning, vurderer Marlene Wind.

- Han vil nok tale med Mette Frederiksen om, hvilke ting der er allervigtigst at få gjort og prioriteret for EU lige nu og prøve at overbevise hende om, at det ikke kan gøres uden flere penge, siger Marlene Wind.

Hun vurderer, at EU-budgettet nok "i sidste ende lander et sted midtimellem det, der er foreslået, og det sparebanden gerne vil have".

Under besøget vil Mette Frederiksen og Charles Michel sammen besøge DTU i Lyngby, hvor de skal se et forskningsprojekt om fremtidens bæredygtige brændstoffer. Derefter står den på et møde på Marienborg.

Charles Michel tiltræder 1. december stillingen som EU-præsident efter polske Donald Tusk.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Små samfund har bæredygtige løsninger med solceller og delebiler

Vi hædrer dem gang på gang. De små lokalsamfund, der med genistreger ommøblerer tankegangen og finder innovative løsninger på lokale problemer. Når det kommer til den bæredygtig omstilling, kan landdistrikternes ildsjæle og virksomheder levere en del af svarene. Det er efterhånden dagligt, at vi hører om klimakatastrofens snarlige komme. Sideløbende stiger efterspørgslen efter konkrete bæredygtige løsninger dag for dag. Jeg hører det i kommunekontorerne, på Christiansborgs gange og i landsbyer, som gerne vil sikre en bæredygtig omstilling af deres lokalsamfund. Så nej, den grønne dagsorden er ikke gået landdistrikterne forbi. Vi satte den grønne omstilling i fokus med prisen Årets Landsby 2019, som Landdistrikternes Fællesråd og Landsbyerne i Danmark uddelte i samarbejde med Forenet Kredit, foreningen bag Nykredit og Totalkredit tilbage i september. Og hædrede lokalsamfundet i vinderlandsbyen Torup, der både har solceller, delebiler og egen spildevandsrensning. Det var også under den grønne overskrift: ”Hvordan kan landdistrikterne bidrage til en grøn og bæredygtig fremtid?”, at jeg sammen med resten af landdistrikternes aktører - ildsjæle, virksomheder og kommuner i slutningen af oktober deltog i Erhvervsministeriets årlige Landdistriktskonference. Et af konferencens højdepunkter er uddelingen af Landdistriktsprisen, som hylder ildsjæle, der gør en forskel for landdistrikterne. Helt i tråd med temaet vandt virksomheden Strandet. Virksomheden har base i Thy og har bygget sin forretning op omkring det havplast, som skyller ind på de vestjyske strande. Kort fortalt indsamler Strandet havplasten, kværner den og omdanner den til granulat, som efterfølgende kan støbes eller 3D-printes til nye produkter. Strandet er et godt eksempel på det helt særlige ved landdistrikternes virksomheder. Ved uddelingen af prisen gav erhvervsminister Simon Kollerup følgende ord med på vejen til virksomheden: ”Virksomheden Strandet er et mønstereksempel på, hvordan det lokale erhvervsliv kan bidrage til gavn for både miljøet og lokalsamfundet. Strandet arbejder med én af tidens store udfordringer og er med til at uddanne de fremtidige generationer.” Erhvervsministeren har gentaget flere gange, at befolkningen i landdistrikterne er en vigtig del af arbejdet med at finde løsninger på klimaudfordringerne, bl.a. i det interview, Landdistrikternes Fællesråd lavede med ham i september. De gode, grønne takter har udmøntet sig i en ny grøn overskrift for en del af projektmidlerne i Landdistriktspuljen. Og med tilbagerulningen af besparelserne på LAG-midlerne er ekstra 30 millioner blevet øremærket til lokale projekter, der fremmer bæredygtig udvikling og grøn omstilling i landdistrikterne. Erhvervsministeren har forstået, at der i landdistrikterne er kort fra tanke til handling. I det helt nære udtænkes geniale løsninger , som ofte kan skaleres op og implementeres på nationalt plan. Strandet er et godt eksempel. Og jeg ved, at virksomheden ikke står alene. Der findes flere virksomheder i landdistrikterne der arbejder med plastgenanvendelse på højeste niveau. Til Landdistriktskonferencen hyldede vi de bæredygtige projekter med en pris og et skulderklap, men løsningen kan vi alle blive en del af. Man behøver ikke opfinde den dybe tallerken, hvis nabobyen allerede har gjort det. Lokalsamfund over hele landet kan bygge videre på nabobyens idéer, så vi til sidst har en masse små brikker, der samlet er én stor løsning. Klimaproblemerne bevæger sig kun i én retning, og det er mere end på tide, at vi handler på dem. Lokalt baserede, grønne udviklingsprojekter kan meget vel levere svar på efterspørgslen efter bæredygtige løsninger til hele landet. Det kræver ikke altid statsstyrede beslutninger at vende en udvikling i et lille lokalsamfund. Men vi må sikre, at der er den fornødne økonomi til rådighed for at udvikle bæredygtige løsninger. Derfor håber jeg, at regeringen og dens støttepartier i finanslovsforhandlingerne samt i arbejdet med den kommende klimalov vil tænke på landdistrikterne og sikre økonomien under udviklingen af grønne løsninger. Erhvervsministeren har allerede taget det første skridt. Næste skridt må være at sikre LAG-midlerne i næste programperiode. For helt ærligt, det gavner ikke alene landdistrikterne, det gavner hele landet.

Annonce