Annonce
Udland

EU og Kina lander store aftaler om fælles flytrafik

Str/Ritzau Scanpix
To nye aftaler, der mandag er blevet underskrevet, skal styrke luftfartssamarbejdet mellem EU og Kina.

EU og Kina har mandag sat deres underskrifter på to fælles aftaler om civil luftfart. Det oplyser EU-Kommissionen i en pressemeddelelse mandag.

Kommissionen kalder aftalerne for "milepæle".

Aftalerne betyder blandt andet, at det vil være lettere at lave evalueringer og sikkerhedsgodkendelser på tværs af myndigheder i EU og Kina.

De er indgået som en del af Jean-Claude Juncker-kommissionens initiativ om en stor strategi for europæisk luftfart.

Derfor glæder aftalerne også kommissionsformand Juncker.

- I en stadig mere ustabil verden er Europas samarbejde med Kina vigtigere end nogensinde. EU tror fuldt og fast på, at samarbejdende lande gør verden til et stærkere, sikrere og mere velstående sted for alle.

- I dag har vi taget det første store skridt i den retning ved at underskrive to store luftfartsaftaler med Kina. Det vil skabe job, løfte væksten og bringe vores kontinenter og folk tættere på hinanden, siger Jean-Claude Juncker.

Den ene af de to aftaler betyder, at alle EU-luftfartsselskaber kan flyve til Kina fra et hvilket som helst EU-land. Det fremgår af pressemeddelelsen.

Hidtil har kun luftfartsselskaber, der er ejet og kontrolleret af et bestemt EU-land, kunnet flyve mellem det pågældende EU-land og Kina.

- Kina er en af EU's vigtigste strategiske samarbejdspartnere, og vi vægter vores fantastiske forhold og transportinteresser rigtig højt.

- Vi har fælles interesse i bedre forbindelser mellem Europa og Asien og i at gøre det lettere at flytte varer, ydelser og personer mellem Europa og Kina, siger EU-Kommissionens transportkommissær, Violeta Bulc.

EU-Kommissionen og Kina skal nu have godkendt aftalerne internt, før de endeligt kan træde i kraft.

/ritzau/

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

112

Tre indbrud i tre byer

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce