Annonce
Udland

EU-ledere beder Aserbajdsjan og Armenien om at stoppe kampe

Olivier Hoslet/Ritzau Scanpix
Tabet af menneskeliv og konsekvenserne for civilbefolkningen i Nagorno-Karabakh er uacceptabelt, lyder det.
Annonce

EU's stats- og regeringschefer opfordrer til straks at indstille den vold, der for nylig er blusset op mellem Aserbajdsjan og Armenien over den omstridte region Nagorno-Karabakh.

Det sker i en udtalelse fra Det Europæiske Råd under et EU-topmøde i Bruxelles.

- Tabet af menneskeliv og konsekvenserne for civilbefolkningen er uacceptabelt, udtaler Det Europæiske Råd ifølge nyhedsbureauet dpa.

Rådet understreger samtidig, at en militær løsning ikke er en mulighed, og at Aserbajdsjan og Armenien bør deltage i forhandlinger.

EU's udenrigschef, Josep Borrell, vil nu undersøge, hvilke muligheder EU har for at hjælpe.

Frankrig, USA og Rusland udsendte torsdag en fælles erklæring, hvori de opfordrede til våbenhvile i regionen, mens de fordømte optrapningen af volden.

Kampene brød ud i sidste uge i enklaven Nagorno-Karabakh, der ligger i Aserbajdsjan. Områdets armenske flertal har erklæret sig uafhængigt af den aserbajdsjanske regering.

De nuværende kampe er de værste sammenstød mellem det overvejende kristne Armenien og det muslimske Aserbajdsjan siden 1990'erne, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Indtil videre har både Armeniens premierminister, Nikol Pasjinian, og den aserbajdsjanske leder Ilham Aliyev afvist idéen om at føre samtaler.

Kampene har hidtil efterladt flere end 130, herunder flere civile, døde i den omstridte region.

Efter EU-topmødet torsdag siger Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, at han kræver en forklaring fra Tyrkiet, på hvorfor syriske jihadister er kommet ind i Nagorno-Karabakh via Tyrkiet.

- En rød linje er blevet krydset, og det er uacceptabelt. Jeg opfordrer alle Nato-partnere til at sige fra over for denne opførsel fra et Nato-medlem, siger Macron med henvisning til Tyrkiet.

- Frankrig må bede Tyrkiet om en forklaring på dette, siger han videre ifølge nyhedsbureauet AFP.

Armenien har anklaget Tyrkiet for at sende lejesoldater for at støtte Aserbajdsjan, som Tyrkiet er allieret med.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Bytorv Horsens: Udfordrende med nye regler - men vi har styr på ensretning

Annonce