Ude i naturen sker der en masse lige nu. Fuglesangen er på det højeste. Bøgen er for længste sprunget ud, og en masse smukke forårsblomster kæmper om kap med at gøre sig uimodståelige.
En af mine yndlingsblomster er mælkebøtten - også kaldet løvetand. Ordet løvetand stammer fra det franske dent-de-lion, som direkte oversat betyder tand-af-løve. Det skyldes bladenes form, som kan minde om en løves tænder.
Den er godt nok ikke særlig populær blandt haveejere, men du må da indrømme, at mælkebøttens blomster er smukke, også når de står i græsplænen og lyser op, som var det gulddukater.
En anden plante, som jeg sætter stor pris på, er følfod. Den er ikke så almindelig som mælkebøtten, men blomsterne kan stå i store flokke på skrænter og langs vejkanter.
Her udgør de et flot syn, og haveejerne kan så frydes over dem i vejkanten - og over, at følfod ikke ses ret tit i haven i modsætning til mælkebøtten.
Set ovenfra kan følfod og mælkebøttens blomster minde en del om hinanden. De er begge gule og er i kurvblomstfamilien. Bortset fra blomsterne er resten af de to planter dog noget forskellige. Blandt andet er mælkebøttens stængel helt glat, medens følfodens stængel er skællet.
Navnet følfod har planten fået, fordi dens blade minder om en hov fra et føl. Bladene kommer dog først senere på sommeren efter blomstringen.
At planternes udseende og sind ikke er helt ens, fremgår af følgende historie:
Der var engang, at der stod en flok mælkebøtter langs en vejkant. De nød at være de eneste blomster, der stod netop der og lyste op. Men pludselig en dag dukkede en enkelt følfod op imellem dem. Mælkebøtterne var ikke helt tilfredse med, at de nu skulle have sådan en fætter til at gro midt imellem sig.
En dag spurgte en af mælkebøtterne nysgerrigt følfoden:
- Hvor kommer du egentlig fra?
Følfoden svarede:
- Jeg er blevet båret hertil med vinden på englevinger. Da englen fløj over jeres fine gule blomsterhoveder, var den overbevist om, at blomsterne dernede måtte være følfod ligesom mig selv. Englen lod mig derfor falde ned blandt jer og, ja, så er jeg spiret her og bor nu sammen med jer.
Som sagt var mælkebøtten ikke tilfredse med den nye beboer og sagde vredt:
- Du hører slet ikke til her, din skællede duknakke! Thi vi mælkebøtter er ud af en fornem familie kaldet Taraxacum officinale på latin. Tidligere har vi været brugt til behandling af forskellige sygdomme som hudlidelser og lever-, galde- og gigtlidelser. Ja, vores rødder har endda været brugt som kaffeerstatning. Nu bruges vi blandt andet til te og i salat.
- Jamen, hør nu her, din glatbarberede hanrej! sagde følfoden irritabelt:
- Vi er ud af den fine familie kaldet Tussilago farfara. Jeg mener at have hørt, at I kaldes løvetand eller endnu værre - Fandens mælkebøtte - fordi I er hadet af haveejerne. Det er da et navn, jeg nødigt vil bære. Vi har været brugt i medicinen som middel mod for eksempel hoste og forstoppelse, men vi er faktisk giftige, så det med medicinen forstår jeg ikke helt!
- Når solen rigtig begynder at varme vores opholdssted om foråret, så eksploderer vi nærmest op af jorden som gule sole, og mange mennesker beundrer os for vores fine udseende.
Sådan stod de hele foråret og skændtes. Ja, hver dag gik med små spydigheder om hinandens navne og udseende. Det blev de ved med til langt hen på foråret. Efterhånden dannede blomsterne fine frøstande, hvor de enkelte frø sad som paraplyer og ventede på, at vinden skulle føre dem bort.
En dag blev det blæsevejr, og vinden fik rigtig fat i frøene, og på den måde bombarderede planterne hinanden - nu ikke kun med ord - men med frø, som landede mellem de forskellige planter og satte sig fast i jordbunden.
En dag blev det blæsevejr, og vinden fik rigtig fat i frøene, og på den måde bombarderede planterne hinanden - nu ikke kun med ord - men med frø, som landede mellem de forskellige planter og satte sig fast i jordbunden.
Tiden gik, og det blev atter forår. Frøene fra begge plantearter havde blandet sig, og da de spirede, kunne man næsten ikke se forskel på, hvem der var følfod, og hvem der var løvetand.
Ja, en helt ny fredsommelig plante var faktisk opstået, og den fik navnet ”fredelig løvefod”, som var en blanding af de to planters navne - løvetand og følfod. Den nye plante havde et udseende og et sind, som havde taget det bedste med fra de to plantearter.
Efterhånden havde den nye fredelige løvefod fuldstændigt overtaget vejkanten. Det betød, at der blev fred og ro på voksestedet. Planterne holdt op med at skændes, og de nød hinandens selskab, og de levede lykkeligt sammen til deres dages ende.
Se det var et rigtig eventyr - så selv om man skændes og er uenige, kan det hele altså godt ende lykkeligt i fredelig samdrægtighed.
Forhåbentlig kunne historien smitte af på vores egen urolige verden og ende med det, vi alle håber på: Et fredeligt samvær til gavn for os alle - godt forår!
