Annonce
AC Horsens

Et mål er lig med en sejr for AC Horsens

Alexander Ludwig og AC Horsens har indtil nu vundet alle de kampe, som holdet har scoret i. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Nicolai Brock-Madsen håber på kort pause og drømmer om kampen mod Randers næste mandag.

Horsens: På papiret ligner opgøret mellem Sønderjyske og AC Horsens en oplagt pointdeling. Det vil være et resultat, som begge hold kan leve med.

- Men hvis du kigger på vores første otte kampe i denne sæson, er sandsynligheden ikke stor, siger manager Bo Henriksen med henvisning til at, det er blevet til fem nederlag og tre sejre.

- Jeg forventer, at det bliver en herrefight, hvor begge hold vil gå hårdt til hinanden, og så må vi se, hvordan kampen udvikler sig. Vi går selvfølgelig efter at vinde, og så må vi se, om et point på et tidspunkt også kan være godt, siger Bo Henriksen.

Mål ændrer fodboldkampe, og for AC Horsens' vedkommende handler det i høj grad om at komme først på måltavlen.

- Vi har haft en tendens til at vinde, når vi kommer foran, siger Bo Henriksen.

Statistikken over de første otte kampe viser også, at AC Horsens vinder, hvis bare holdet får scoret. Det er blot blevet til syv mål indtil nu. To mod Lyngby, to mod Brøndby og tre mod Silkeborg. Til gengæld har AC Horsens lukket 17 mål ind.

På den led er der plads til forbedringer både offensivt og defensivt.

- De to ting hænger sammen. Jeg har mere fokus på, at vi mod Lyngby var i stand til at komme tilbage, da Lyngby fik scoret til 1-0. Efter de første syv kampe kunne man godt få den bekymring, at vi ikke var i stand til at vende udviklingen i en kamp. Det var godt at få det aflivet så tidligt på sæsonen, siger Bo Henriksen.

Annonce
AC Horsens' formodede startopstilling.Reserver: Erhan Masovic, Sebastian Avanzini, Jacob Linnet, Peter Therkildsen, Matthias Præst, Mikkel Qvist, Matej Delac.Skader: Nicolai Brock-Madsen.Karantæne: Hallur Hansson.Dommer: Jens Maae

Bedre end håbet

AC Horsens' statistik mod Sønderjyske er ikke den bedste. Tilbage i 2010 og årene frem vandt AC Horsens tre gange i træk i Haderslev, men i de seneste fem kampe har udekampene mod Sønderjyske blot kastet to point af sig.

Bo Henriksen må se bort fra karantæneramte Hallur Hansson og skadede Nicolai Brock-Madsen.

Angriberen er dog optimistisk oven på små 14 dages pleje af den fiberskade, der tvang ham fra banen mod Lyngby.

- Det går godt, og meget kommer til at afhænge af de næste dage, hvor jeg skal prøve mig selv lidt af. Hvis det går, som jeg håber, er der en mulighed for, at jeg kan være klar til kampen mod Randers. Vi spiller først næste mandag, så det giver mig nogle ekstra dage, siger Nicolai Brock-Madsen, der meget gerne vil være med på sin tidligere hjemmebane.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce