Annonce
Debat

Et cykelhold med diabetikere: Er det noget at være stolt af?

Debat: Man kan godt være stolt, hvis man er professionel cykelrytter med Type 1-diabetes. Det er sin sag at gennemføre timelange cykelløb med en kronisk sygdom, hvor præstation og løbsresultat i høj grad er afhængigt af evnen til at udnytte kroppens energiressourcer og brændstof.

Siden 2012 har Novo Nordisk været en væsentlig aktør i international sport med cykelholdet Team Novo Nordisk, som er verdens første professionelle cykelhold bestående udelukkende af ryttere med Type 1 Diabetes. ”Træning er en ”milliard-dollar kur” til styring af diabetes, der ikke bliver ordineret ofte nok", siger Phil Southerland, CEO og medstifter af Team Novo Nordisk. Ja, træning er sundt for diabetikere som for alle andre.

Novo Nordisk er trøjesponsor for bakkekonkurrencen i PostNord Danmark Rundt 2019, som bliver kørt fra d21. august. Novo Nordisk har igennem mere end 90 år stået for udvikling af medicin indenfor diabetesbehandling. Virksomheden, som har hovedsæde i Danmark, beskæftiger omkring 42.100 medarbejdere i 79 lande, markedsfører sine produkter i flere end 170 lande og har aktuelt en børsværdi på 754 milliarder kroner. I verden i dag lever 437 millioner mennesker med diabetes, og næsten lige så mange skønnes at leve med prædiabetes. Begge tal er stærkt stigende, så virksomheden Novo Nordisk kan forvente kunder langt ud i fremtiden.

Men det interessante er egentlig sloganet på cykelholdets trøjer: Changing Diabetes. Det virker ikke særligt ambitiøst eller visionært kun at fokusere på at forandre sygdommen diabetes f.eks. gennem medicin. Langt mere visionært ville det være, hvis sloganet hed Prevent Diabetes eller Stop Diabetes. Men nu skal man selvfølgelig huske på, at det er et af verdens største leverandører af bl.a. insulin, og at medicinalindustrien som sådan i deres virksomhedsformål nok ikke ønsker at stoppe diabetes og dermed få færre kunder.

Mennesker med Type 1 Diabetes kan reducere deres behov for insulin gennem en kost med færre kulhydrater. Der er mange fordele ved at reducere behovet for insulin på denne måde: udgifterne til medicin reduceres, hverdagen er ikke præget af sygdommen hvert minut i døgnet, og ikke mindst er risikoen for de frygtede følgesygdomme reduceret gevaldigt.

I hele verden opnår læger og forskningsinstitutioner fantastiske resultater gennem kost med færre kulhydrater. De vender sygdommen Type 2 Diabetes hos deres patienter dvs. reducerer behovet for insulin og forbedrer i mange tilfælde den diabetesramtes nøgletal så meget, at de kan erklæres som ikke-diabetikere. Type 2 Diabetesramte overalt i verden tager skeen i egen hånd og forbedrer deres livskvalitet og prognose ved at spise sig fri af diagnosen.

Gad vide, om der findes et cykelhold i Danmark med eks-diabetikere? Jeg støtter gerne med T-shirts til hele holdet.

Marie Raes
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Transportminister svarer igen: Hvorfor sænker du ikke sigtekornet, Troels Lund Poulsen?

Læserbrev: Troels Lund Poulsen (V) påstår her i avisen, at jeg løber fra et løfte om at ville udbygge E45 (læserbrevet "Tillykke. Nu skylder de røde en ny motorvej" 13. september, red.). Inden han skyder os for mange såkaldte "løftebrud" i skoene, vil jeg ganske stilfærdigt oplyse, hvad vi rent faktisk lovede før valget. For som vi sagde, så ønsker vi - i modsætning til hvad den tidligere regering leverede - at indgå en bred infrastrukturaftale til gavn for hele Danmark, som kan holde uanset, om regeringsmagten skulle skifte. Jeg synes derfor, at Troels Lund Poulsen skal sænke sigtekornet og lytte til opfordringen fra dele af erhvervslivet, som gør opmærksom på, at investeringer i infrastruktur er for vigtige til at være en årlig tilbagevendende politisk kampplads. Jeg kan naturligvis ikke svare på, hvorfor den tidligere regering valgte at indgå en så smal infrastrukturaftale kort før lukketid inden folketingsvalget. Men jeg kan konstatere, at hvis det havde været magtpåliggende for den tidligere regering, at dens investeringsplan skulle overleve efter et valg, så havde de nok brugt energien bedre på at sikre et bredt flertal. Og her - få måneder efter valget - så har Venstre allerede selv har trukket stikket på den tidligere regerings investeringsplan ved at melde ud, at partiet ikke længere vil prioritere Ring 5-motorvejen. Situationen er altså den, at der ikke længere er flertal for planen. Og det er den risiko, man løber, når man indgår smalle politiske aftaler. Det er også derfor, jeg ønsker at indgå en så bred infrastrukturaftale som muligt, hvilket også var formålet med vores eget trafikudspil fra før valget. Og i den forbindelse vil det være naturligt, at vi også drøfter trængselsudfordringerne på E45. Jeg ser meget frem til de kommende forhandlinger om en ny infrastrukturaftale og glæder mig over den konstruktive tilgang, som jeg har bemærket fra Venstres transportordfører, der på et samråd har udtalt: "Nu er valget overstået, og nu skal vi så se, om vi kan finde hinanden i en bred aftale, og det er vi da opsat på fra Venstres side." Det, synes jeg, er meget positivt. Og det synes jeg, at Troels Lund Poulsen bør lytte til. For vores fælles infrastruktur bør ikke være en politisk kampplads. Det er erhvervslivet, pendlerne og alle andre trafikanter, der hver dag sidder fast i trafikken, altså for vigtige til.

Odder

Digt, drama og dokumentar på Egmont Højskolen: Kunst kan lære unge at blive hørt

Annonce