Annonce
Horsens

Esben Kronborg er allerede træt af titlen på sit nye album

Esben Kronborg fortalte også om, hvordan mange af sangene på det nye album blev til i en periode, hvor han havde problemer med stemmen. - Så jeg sad derhjemme og hviskede melodierne for mig selv, indtil min kloge sangpædagog fortalte mig, at det var det værste, jeg kunne gøre. Foto: Lars Juul
HORSENS - Fredag udgiver horsensianske Esben Kronborg sit nye album - og han er allerede træt af titlen: "A Multitude of Things You Can't Rehearse".

- De seneste dage har jeg siddet og skrevet pressemeddelelser og breve til spillesteder - og I drømmer ikke om, hvor mange gange jeg har skrevet den laaange titel.

Tilståelsen faldt, da den lokale sangskriver onsdag aften holdt releaseparty på KulisseLageret.

Hvor han til sukket over den lange titel føjede:

- Men pladeselskabet kan godt li' den - den er sådan lidt studentikos.

Med lyttede en blandet flok af familie, venner og kolleger fra Sct. Ibs Skole, hvor Esben Kronborg arbejder som lærer.

De fik dels hovedparten af det nye albums sange i akustisk udgave, dels et kig ind i det Kronborg'ske univers.

Har du plads...

Hovedpersonen valgte nu at indlede aftenen et helt andet sted - med sangen "Farther Apart" fra debutalbummet "Trumpets", der udkom i 2014.

For i dén titel fandt han en kommentar til det amerikanske præsidentvalg og en verden, som synes at glide mere og mere fra hinanden.

- Jeg har efterhånden fået flere venner i USA, fortalte Esben Kronborg. En af dem skrev til mig i morges, da resultatet forelå, at hans verden var brudt sammen, og om jeg havde plads til ham...

Men ellers spillede de nye sange hovedrollen. Sange om familielivet med kone og tre døtre; om at begå de samme fejl igen og igen; om den utætte vask i det nye hus; om at have brug for en hjælpende hånd; om at se et kært familiemedlem forsvinde ind i demensen; om at finde inspirationen til nye sange og have viljen til at blive ved.

Målbevidst

Og dén vilje har Esben Kronborg.

Siden han tilbage i 2011 dukkede frem på scenen med ep'en "Everything and That", har han målbevidst arbejdet med sine sange, som musikalsk bevæger sig i grænselandet mellem den klassiske sangskriver-tradition, den støvede americana og den mere pågående rock. Han har optrådt både her og hist alene eller med sit band. Og han har fundet vej til også DR's kanaler og playlister - først og fremmest med "4th of July" fra debutalbummet og med "Nowadays" fra det aktuelle album.

Talentet for iørefaldende melodier har han, og han er nået langt med at skabe sit personlige udtryk. Derfor står han lige nu som Horsens' ubetinget bedste bud på et upcoming navn, der kan ende med at blive rigtigt stort.

Dans på besøg

Onsdag aften behøvede han dog ikke anstrenge sig. Han var blandt venner på et spillested, hvor han har stået på scenen så mange gange, at hans sange er blevet en del af atmosfæren i det lavloftede rum.

Her kunne han med et grin fortælle om i søndags, da han havde inviteret en flok fans på besøg hjemme i privaten og med svigermors boller på bordet. Dér lyttede de til den nye plade og blev bedt om bagefter at skrive en anmeldelse.

- Den første sang, vi hørte, var "Hollywood" - og den første anmeldelse, jeg læste, kunne i dén grad ikke li' sangen, fortalte Esben Kronborg.

Hvilket nu ikke hindrede ham i at fortsætte med netop "Hollywood". Og var der kritiske røster blandt de mange på KulisseLageret, blev de rigeligt overdøvet af klapsalverne bagefter.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Det er svært at se som andet end en ideologisk nedslagtning af de frie skoler

Læserbrev: Regeringen forhandler lige nu finanslov med dens røde støttepartier. Der er mange krav. Men ingen ser ud til at kæmpe mod den nedslagtning af de frie skoler, som er indeholdt i regeringens udspil for statens budget næste år. Mette Frederiksen kalder sig jo børnenes statsminister, men alligevel har hun sat sin finansminister til at spare hele 300 mio. kr. om året på de frie skoler. Det er svært at se som andet end en ideologisk nedslagtning af de frie skoler, som tusindvis af forældre og børn også her i vores kommune hver dag nyder godt af. Sidste år gik der 121.000 elever på de frie grundskoler i Danmark. Den kommende besparelse truer ifølge skolernes egen forening op mod 100 skoler med lukning og mange flere med dramatisk stigende forældrebetaling. Det kan betyde, det i sidste ende kun er de riges børn, der får realistisk mulighed for at vælge et andet tilbud end folkeskolen. I Hedensted Kommune står de tre frie grundskoler - Bøgballe Friskole, Vejlefjordskolens Grundskole og As Friskole - alene til at miste et tilskud på sammenlagt 1,6 mio. kr. om året, når regeringen skærer i den såkaldte koblingsprocent. Men hvorfor vil de røde partier skære ned? Ja, det er svært at blive klog på. Både undervisningsministeren og østjyske folketingsmedlemmer fra regeringspartiet slår om sig med løse påstande om, at friskolerne puger penge i overskud og er overbetalte. Men fakta er, at en fri- og privatskoleelev koster staten mindre end en folkeskoleelev. Og det er slet ikke tilladt for de frie skoler at have overskud, der ikke bruges til at investere i skolen og elevernes udvikling. Jeg - og Venstre - har hele tiden kæmpet friskolernes sag, og det vil jeg fortsætte med. Danmark har en unik tradition for frie skoler, hvor forældre har frihed til at vælge lige præcis den skole, som passer bedst til deres barn. Det er naivt at tro, at man kan redde en skrantende folkeskole ved at nedslagte de frie skoler. Men det er trist nok, hvad der sker lige nu inde bag finansministeriets mure.

Annonce