Annonce
Erhverv

Erhvervsredaktøren: Virkeligheden er altings prøve, Wassim Hallal

Erhvervsredaktør Jens Bertelsen. Foto: Nils Svalebøg

Mesterkokke og supermarkedskæder har i årtier hængt sammen i umage partnerskaber, hvor kærligheden typisk virker temmelig konstrueret.

Vi husker Søren Gerickes speedsnakkende blåstempling af Mesterhakket kød i Bilka og Føtex tilbage i 1990’erne. Mange vil sikkert genkalde sig Gerickes messende udtale af ”Mesterhakket”, som indgik talrige gange i hver eneste reklamefilm.

I vore dage er det tv-kokken og kogebogsforfatteren Claus Holm, der udvikler opskrifter for Coop og lægger navn til alt fra stegepander til krydderiblandinger ude i brugserne.

I Rema 1000 møder man den tidligere Michelin-kok Per Thøstesen, der disker op med fristende opskrifter, eksempelvis ”Pers påskefrikadeller”.

Men ingen overrasker mere end stjernekokken Wassim Hallal, som siden november har haft sin helt egen serie med snesevis af gourmetprodukter i discountkæden Lidl.

Wassim Hallal er kendt for at drive en af provinsens første Michelin-restauranter, Frederikshøj i Aarhus, der sjældent har ledige borde og tjener masser af penge hjem til sin flittige ejer.

Derfor kom det bag på mange, at netop Wassim Hallal fandt tid og lyst til at samarbejde med Lidl om at udvælge et stort sortiment af produkter, der bærer hans initialer. I Lidls reklamer kobles produkterne selvfølgelig direkte sammen med Wassim, Frederikshøj og al den prestige, de står for.

Lidl er en tysk discountkæde, der sammen med den evige rival Aldi kører et ekstremt effektivt koncept. Begge kæder betegnes som ”hård discount”, fordi de har baseret deres forretning på en klar målsætning: lave priser frem for alt.

Lidls slogan har i årevis været ”Immer billig” - altid billig. Det er ganske vist ændret til ”Lidl overrasker”, og discountbutikkerne ligner i tiltagende grad rigtige supermarkeder med friskbagt brød, langt flere varenumre og nogle steder endda puslerum til småbørnsfamilierne.

I Lidls hovedkvarter har kædens chefer næppe forstået deres eget held, da selveste Wassim Hallal pludselig takkede ja til at markedsføre en serie af fødevarer i høj kvalitet.

Wassim rejste rundt til de små producenter, der i forvejen leverede råvarer til Frederikshøj, og overtalte dem til at udvikle særlige produktserier til Lidl.

Det lykkedes med små firmaer som andelsmejeriet i Barrit, der har fået foden indenfor i Lidl-kæden med sin berømmede flødeost, og Mayoriet på Samsø, der leverer eksklusive mayonnaiser med ”nordisk smag”.

Indrømmet, det lyder virkelig som et koncept, der kan løfte Lidl væk fra det hårde discountimage.

Men virkeligheden er altings prøve, og det forvisser man sig om ved lægge sine indkøb i en af de mange Lidl-butikker.

Her kan man finde Wassims håndplukkede produkter vælte hulter til bulter rundt på hylderne. Spredt hist og pist på gangene uden at udfolde potentialet i det stærke koncept. Glemt i det samme rod, som man ofte møder i discountbutikkernes skiftende slagtilbud - spotvarerne.

Det er uvist, hvad Wassim Hallal selv tænker om Lidls forvaltning af hans navn og produkter. Han kommer måske sjældent i discountbutikkerne og vil derfor næppe opdage det.

Aftalen mellem Wassim og discountkæden kører åbenbart i flere år, så parterne har god tid til at få styr på parforholdet.

Baggrunden for det ukærlige samliv skal måske findes et andet sted. I en podcast med dagbladet Børsens mangeårige madredaktør Ole Troelsø blev Wassim Hallal selvfølgelig spurgt om, hvorfor han - en Michelin-restauratør på toppen af sin karriere - indledte et samarbejde med Lidl.

Svaret kom en smule nølende, men til sidst sagde Wassim ærligt:

- Selvfølgelig får jeg kassen for det her. Det gør jeg.

Annonce

I Lidls hovedkvarter har kædens chefer næppe forstået deres eget held, da selveste Wassim Hallal pludselig takkede ja til at markedsføre en serie af fødevarer i høj kvalitet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce