Annonce
Danmark

Erhvervsredaktøren: Nu starter dramaet i rejsebranchen

Med nedlukningen af Spanien - og her Gran Canaria - som feriedestination lider rejsebranchen store tab. Arkivfoto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
Annonce


Hele rejsebranchen lider lige nu. Sommerferien røg i vasken, og nu går efterårets ferier samme vej i takt med, at coronaens anden bølge breder sig ud over Europa.

Men nogle rejseselskaber kom sundere ind i coronakrisen end andre. I denne uge trak Bravo Tours overskrifter, da koncernen ikke har indleveret sit årsregnskab for 2019. Vi taler om Danmarks fjerde største rejsearrangør, der befinder sig under to uger fra at blive tvangsopløst af staten.

Der gives ingen forklaring på, at det er kommet så vidt. Regnskabet skulle være afleveret ved udgangen af august, men Bravo Tours’ topchef Peder Hornshøj fortæller til avisen, at der er nogle ting, der skal afstemmes i de kommende uger. Så forventer han at kunne aflevere inden den næste, mere skæbnesvangre frist 4. oktober.

Tvangsopløsninger af selskaber er hverdagskost i skifteretten, men bestemt ikke når vi taler om store, kendte virksomheder som Bravo Tours med en omsætning på 1,5 milliarder kroner om året.

Det er dybt bekymrende. Selskabet Travelco Nordic, som Bravo Tours og søsterfirmaet Sun Tours indgår i, har lige som alle andre virksomheder fået tre måneder ekstra til at gøre 2019-regnskaberne færdige på grund af corona. Alligevel er ledelsen ikke klar med tallene, som  vedrører tiden før corona. For mange rejseselskaber var 2019 et rigtigt fint år.

Der er flere mulige forklaringer. I den bedste verden er Peder Hornshøj ved at lægge sidste hånd på et salg af virksomheden. Siden sommeren 2019 har Travelco været ejet af den islandske bank Arion, som modvilligt overtog rejsekoncernen for at beskytte sine egne interesser. Arion vil selvfølgelig gerne sælge Bravo Tours og resten af koncernen videre i en fart, så man kan bruge sine kræfter på at drive bank i stedet for at arrangere charterrejser fra Bravo Tours’ hovedkvarter i Herning.

Men en mere dyster forklaring kan være, at Bravo Tours simpelthen er løbet tør for penge. Lige som andre rejseselskaber har Bravo Tours siden foråret været nødt til at betale store millionbeløb tilbage til kunderne, og nu blusser pandemien op igen, så der mangler nye indtægter i pengekassen.

I et regnskab skal ledelsen og revisoren tage stilling til, om virksomheden forventes at kunne fortsætte driften i det næste år. Hvis der er tvivl om den fortsatte drift, skal det stå meget tydeligt i regnskabet, og hvis det ikke ledsages af en troværdig redningsplan, har ledelsen et gevaldigt forklaringsproblem.


Tvangsopløsninger af selskaber er hverdagskost i skifteretten, men bestemt ikke når vi taler om store, kendte virksomheder som Bravo Tours


Situationen bliver ikke bedre af, at Bravo Tours søsterselskab i Finland, Matkavekka, kastede håndklædet i ringen og gik konkurs i sidste uge. Matkavekka har drevet rejsebureau i Finland siden 1973, og over for finske medier blev coronakrisen brugt som forklaring på nedlukningen.

Historien underbygger, at rejsebranchen er et af de helt store ofre under coronakrisen. Danske Banks forbrugsmonitor, der kigger på danskernes dankort- og Mobilepay-betalinger, fortæller et dystert billede. I august lå købet af rejser 75 procent under normalen. Nedgangen tog fart, da rejsevejledningerne blev opdateret, så hele Spanien blev lukket ned som rejsemål for solglade danskere.

En Yougov-måling, som Berlingske bragte tidligere på måneden, var heller ikke rar læsning for rejsebureauerne. 15 procent af danskerne forventer ikke, at de gamle rejsemønstre nogensinde kommer tilbage. Især seniorerne er skeptiske. 25 procent af danskerne over 65 år vil ikke rejse på samme måde som tidligere.

Flere mindre rejsebureauer er gået konkurs siden foråret, men et krak i Bravo Tours vil sende rystelser igennem hele branchen. Forhåbentlig får Peder Hornshøj snart gjort sit regnskab færdigt.

Lyt til Erhvervsklubben

Krisen i Bravo Tours behandles også i denne uges udgave af podcasten Erhvervsklubben.

  • Find den i Nyhedskiosken eller på dit lokale dagblads hjemmeside under Podcast.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Indland

Udenrigsministeriet: Hele verden kan være lukket lige om lidt

Annonce