Annonce
Erhverv

Erhvervsredaktøren: Kære solturist, nu går turen til Færøerne

Omstillingsevne: Et rejsebureau omdirigerer sine sommerturister fra sydens sol til Færøerne og Island. Foto: Visit Faroe Islands
Annonce

Det meste af rejsebranchen har gispet efter vejret, siden regeringen i sidste uge stak en syl igennem masser af danskeres ferieplaner for sommeren.

Men som altid er der nogen, der bygger vindmøller i stedet for læhegn, når det blæser, og det så man flere piblende eksempler på i den seneste uge.

Tag blot Ringkøbing-rejsebureauet Primo Tours, der typisk sender solglade feriegæster til Mallorca, Gran Canaria og Kreta. Efter at have sundet sig en stund, udsendte direktør Bjarke Hansen forleden en pressemeddelelse med denne belejlige iagttagelse:

- Vi ved, at mange danskere drømmer om at opleve atlanterhavsøerne Island og Færøerne, men kun få har udlevet drømmen, lyder det fra direktøren, som af samme grund har sadlet om og på rekordtid sammensat et sommerprogram med helt nye feriemål.

Nu kan man enten flyve til Færøerne eller til Island, der - lige som Tyskland - er ændret fra orange til gul på Udenrigsministeriets liste. Det betyder, at man fint kan rejse dertil, hvis man holder sig fra byområder med over 750.000 indbyggere. Det opfyldes nemt på de nordatlantiske rejsedestinationer.

Nu vil det vise sig, om stamkunderne med hang til strandferie pludselig kan konverteres til oplevelsesturister med forkærlighed for fjeldture og ustabilt vejr i Torshavn og Reykjavik. Ifølge DMI er klimaet på Færøerne ”til tider meget fugtigt og regnfuldt med hyppig tågedannelse, specielt i juni, juli og august”.

Uanset hvad må man tage hatten af for dem, der konstant forsøger at finde veje ud af de mest håbløse situationer.

Det store charterrejsebureau Apollo gør en dyd ud af nødvendigheden, når man ikke kan sende turister til de varme lande. De sædvanlige boot camps med yoga og crossfit, som kunderne kender fra rejsemålenes solfyldte terrasser, skal nu foregå hjemme i Danmark i parker og skove.

- Når vores dejlige kunder ikke kan komme på ferie sydpå, må ferien sydpå jo komme til vores kunder, siger salgsdirektør Glenn Bisgaard hos Apollo i en pressemeddelelse.

Han udtaler sig ikke om, hvor uendeligt lidt bureauet kan tjene på en halv dag med muskeltræning sammenlignet med at sende tusindvis af charterturister ud i verden.

Frustrationerne over rejse- og turistbranchens vilkår lurer dog lige under overfladen. Selv pæne Legoland, der ellers ikke udtaler sig kritisk om noget som helst, har fået nok af regeringens genåbningspolitik og dens forsigtighedsprincip.

Legolands direktør Christian Woller tog bladet fra munden på det sociale medie Linkedin, da det stod klart, at regeringen kun vil åbne for tyske, norske og islandske turister, der må komme til Danmark, hvis de har booket mindst seks overnatninger.

- Kombinationen Tyskland/Norge/Island og seks overnatninger rammer forbi 98 procent af de flere tusinde bookinger fra udlandet, vi har stående til vores hoteller og campingplads denne sommer. Vi havde forventet restriktioner, men ikke så massive, skrev han i et opslag, der hurtigt høstede over 400 ”likes”.

Det hjælper ikke, at det i forvejen kan lyde anstrengende at tage familien med i Legoland eller andre forlystelsesparker under corona-vældet med konstant afspritning og opfyldelse af afstandskrav. De vildeste forlystelser er endda lukket eller kører med minimal kapacitet, fordi man spytter på hinanden, når man skriger af fryd.

Når Legoland åbner portene på mandag, forsøger man alligevel at gøre det sjovt. Årets nyhed er, at børnene skal være Coro-Ninjaer, der sniger sig lydløst rundt med afstand, vasker hænder ofte med ”mystiske bobler” og erstatter high-fives med et hemmeligt tegn.

Se, dét er en branche, der ikke giver op.

Nu vil det vise sig, om stamkunderne med hang til strandferie kan konverteres til oplevelsesturister med forkærlighed for fjeldture og ustabilt vejr i Torshavn og Reykjavik.

Erhvervsredaktør Jens Bertelsen. Foto: Nils Svalebøg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

På kanten af kaninhullet

Horsens

Dagens corona-tal: På ét punkt ligner Horsens Kommune ikke de andre

Annonce