Annonce
Erhverv

Erhvervsredaktøren: Fætter BR og de frustrerede kunder

Erhvervsredaktør Jens Bertelsen, avisen Danmark. Foto: Nils Svalebøg
Annonce

En af de mest ikoniske butikskæder på de danske gågader er i dyb krise.

Top-Toy, selskabet bag ca. 300 Fætter BR- og Toys'r'us legetøjsbutikker, er under rekonstruktion - en afløser for det gamle begreb betalingsstandsning. Det er en slags timeout, hvor ledelsen skal knokle for at få styr på gælden og et galopperende underskud.

Lykkes det ikke, lurer en konkurs lige om hjørnet.

Det er mildest talt kritisk, at nyheden kommer ud mindre end fire uger før juleaften. Det er nu, at Top-Toy i gamle dage ville skovle penge ind fra gavmilde forældre og bedsteforældre, der småstressede og svedige forlod butikkerne med favnen fuld af julegaver.

Men nu - den 1. december - er løbet måske kørt alligevel.

Rigtigt mange har købt julegaver på Black Friday, som i Danmark er blevet en begivenhed, der strækker sig over mange dage, og hvor legetøj rask væk sælges med 40-50 procents rabat.

De magelige droppede udsalgskøerne og scorede de gode tilbud på nettet. Nemt og bekvemt.

Helt tilbage i august blev der solgt mange julegaver, da Bilka havde 35 procents rabat på hele sortimentet af Lego-æsker.

I Fætter BR- og Toys'r'us-butikkerne har man igennem årene svaret igen på forskellig vis. Først hed det sig, at man slet ikke skulle være førende på pris, fordi kunderne gerne vil betale ekstra for den gode service, gaveindpakning, bytteservice og alt det andet, der følger med et butiksbesøg.

Det passede ikke.

Siden sprang Top-Toy med i priskrigen på legetøj. Så kunne man pludselig købe mærkevarer til spotpris - og stadig få gaverne pakket ind, byttemærker og meget mere.

Det er ikke en forretningsmodel, der holder, og nu falder hammeren. Top-Toy lukker de dårligste 100 butikker og nedlægger 450 stillinger.

Ifølge det seneste regnskab har Top-Toy tabt 149 millioner kroner på driften i det seneste år. En fuldstændigt fejlslagen julehandel i 2017 får en del af ansvaret. Og det kan en del frustrerede kunder helt sikkert godt huske.

Forbrugere klagede over, at julegaver købt på Fætter BR's netbutik ikke nåede frem til juleaften - og det er ikke sjovt at skulle fortælle sine børn. Den slags glemmer man ikke lige, og det har helt sikkert kostet loyalitet hos stamkunderne.

Fejlen skyldtes ikke mindst et nyt it-system, der skulle håndtere økonomi og lager på én gang. Systemet virkede bare ikke, og det kostede afgørende omsætning i legetøjsbranchens højsæson.

Er de da komplette amatører hos Top-Toy?

Det skulle man ikke tro. Virksomheden er grundlagt af den sjællandske Gjørup-familie, som altid har haft næse for en god forretning. Det gjaldt i særlig grad i 2015, da kapitalfonden EQT tilbød 1,7 milliarder kroner for at købe 75 procent af Top-Toy.

Familien takkede selvfølgelig ja. Allerede dengang talte man om, at butiksdrift med legetøj ville blive kraftigt udfordret af netbutikkerne. Supermarkeder som Føtex og Bilka havde for længst udpeget legetøj som noget, der kan tiltrække masser af kunder, hvis tilbuddene er gode nok.

EQT, stiftet af den svenske milliardærfamilie Wallenberg, har masser af dygtige folk om bord, men ingen har været i stand til at finde en udvej for den fejlslagne investering i Top-Toy.

Kapitalfonden har flere gange skudt penge ind i selskabet, og hele ledelsen er efterhånden skiftet ud. Rekonstruktionen er udløst af, at EQT ikke vil sende flere penge.

Det ser mere end svært ud, og situationen er mest af alt synd for de ansatte.

Kunderne? De har mere eller mindre stemt med fødderne - og købt deres legetøj andre steder.

Fætter BR har standset betalingerne. Selskabet Top-Toy, der står bag Fætter BR og Toys "R" Us i Norden, skal rekonstrueres, og der arbejdes på at fortsætte i en anden form, oplyser selskabet. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Landbrugets CO2-udledning

Annonce