Annonce
Brædstrup

Erfaren foreningsmand skal stå i spidsen for råd: Det er tid til at stå på egne ben

Den nye formand for Brædstrup Lokalråd, Søren Munk, er en aktiv skikkelse i byen. Han har igennem flere år været aktiv i bestyrelserne i en række foreninger. Her ses han vende pølserne i BIF-teltet under sidste års kræmmermarked. Arkivfoto
Brædstrup Lokalråd skal stå mere på egne ben og være mere synligt, så folk ved, at de kan hente hjælp hos os, lyder det fra lokalrådets nye formand Søren Munk.

Brædstrup: Brædstrup Lokalråd har nu sat holdet, efter foreningen holdt generalforsamling 30. april. Efter et konstituerende møde onsdag blev 59-årige Søren Munk valgt som ny formand, mens Jens Skifter blev næstformand.

De to bliver sammen med Niels Dybdahl en del af lokalrådets forretningsudvalg, som blandt andet repræsenterer byen i sager over for Horsens Kommune.

Lokalrådets nye formand er ikke uvant med foreningsarbejde. Han har i de seneste cirka 12 år været næstformand i Brædstrup IF. Derudover er Søren Munk bestyrelsesmedlem i Sportshallerne i Brædstrup, og han har også tidligere været en del af bestyrelserne i både Lions Club, Brædstrup Skole og i sin lokale grundejerforening.

Nu gælder det imidlertid Brædstrup Lokalråd, og her handler det om at fortsætte den positive energi, der har været i byen de senere år, lyder det fra den nyvalgte formand.

- Det, der driver mig i lokalrådet, er, at vi kan få den positive ånd i byen til at fortsætte, men også at være et modspil til Horsens Kommune. Det er vi nødt til for at få udvikling ud til os. Ellers synes jeg, vi har fået et rigtig godt lokalråd. Det er ni aktive folk, som alle vil gøre noget for byen, så det bliver forhåbentlig rigtig godt, siger Søren Munk.

Vi har fået et rigtig godt lokalråd. Det er ni aktive folk, som alle vil gøre noget for byen, så det bliver forhåbentlig rigtig godt.

Søren Munk, nyvalgt formand for Brædstrup Lokalråd

Tid til egne initiativer

Områdefornyelsen af Brædstrup har fyldt meget for lokalrådet i foreningens to første år, og den har taget meget af medlemmernes tid. Den næste periode handler mere om at stå på egne ben og komme med egne initiativer, lyder det fra lokalrådsformanden.

- Områdefornyelsen skal fylde mindre, så vi skal bruge mere tid på at have vores eget liv. Det er min holdning. Det har taget os et til to år at komme til at stå på egne ben, så vi skal være mere synlige fremover, så folk ved, at de kan hente hjælp hos os. Det er det, vi er sat i byen for, siger Søren Munk.

Næste projekt fra Brædstrup Lokalråd bliver filmen om Brædstrup, som skal markedsføre byen over blandt andet nye tilflyttere. Derudover vil lokalrådet tage nogle af de mange borgerforslag op, som det har samlet ind i foreningens første år.

Brædstrup Lokalråd

Brædstrup Lokalråd holdt generalforsamling 30. april, hvor foreningen fik valgt fire nye medlemmer i bestyrelsen. På et møde onsdag konstituerede bestyrelsen sig med følgende fordeling af posterne:

Formand Søren Munk (Brædstrup IF)
Næstformand Jens Skifter (Brædstrup Borger- og Turistforening)
Niels Dybdahl (borgervalgt og i forretningsudvalg med formand og næstformand)
Sekretær Mette Oxbøll (formand for forældrebestyrelsen Brædstrup Skole)
Kætil Leo Rokkjær (borgervalgt)
Linda Mikkelsen (formand Brædstrup Handel & Erhverv)
Heidi Daugaard (1. suppleant )
Marlene B Hansen (2. suppleant)

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Annonce