Annonce
Østjylland

Er der sex nok i handicappolitik?

Almaz Mengesha, medlem af Aarhus Byråd (V). Foto: Axel Schütt selvskrevet


Annonce

Indrømmet, en lidt frisk overskrift. Men nu, hvor jeg har din opmærksomhed, har jeg noget vigtigt at fortælle. Kun for 18 procent af os vælgere er handicapindsatsen det afgørende for, hvor vi sætter vores kryds, hvilket vel nok forklarer, hvorfor handicappolitik ikke fører til hverken borgmesterkæder eller ministerposter.

Hvor sexismesagen har fået sit gennembrydende og verdensomspændende hashtag, har aktivister indenfor handicapområdet forsøgt at råbe politikerne op under hashtagget #enmillionstemmer. Men de synes ikke at trænge igennem den politiske mur.

Det er ikke fordi, at vi mangler de konkrete historier om de bekymrende forhold på området.

Et konkret eksempel på en historie, der burde være blevet mødt med forfærdelse, er den om en udviklingshandicappet mand fra et opholdssted i Aarhus, som fik ødelagt sit spiserør på grund af en så alvorlig fejlmadning fra kommunens side, at han måtte hospitalsindlægges.

En anden historie er den om en svært udviklingshæmmet mand, der blev udsat for vold på et opholdssted. Et tredje er historien om en nu afdød en ung mand på 19 år, som på grund af cancer fik på amputeret sit ene ben. I hans korte ungdomsliv undte systemet ham end ikke den teknologi, der kunne lette hans ungdomsliv.

Almaz Mengesha, medlem af Aarhus Byråd (V). Foto: Axel Schütt selvskrevet

Fælles for alle tre eksempler er, at der var rigelig med politisk sprængstof til at hive en minister eller to i samråd, og i dag forstår jeg fortsat ikke, at de triste historier ikke fik større politisk opmærksomhed.

Inden for de øvrige handicapområder er det ej heller munter læsning. År efter år kan vi nemlig konstatere at tusindvis af borgere får et fejlagtig ”NEJ” på deres ansøgning, og i cirka 50 procent af tilfældene er det ikke kommunen, men Ankestyrelsen, der sikrer deres retssikkerhed. Imidlertid er det politiske svar på de nedslående tal at ”området er komplekst at sagsbehandle”. Det mener jeg ikke er ærlige fortælling. Jeg tror, at forklaringen skal findes i økonomiske hensyn over faglige skøn.


Et lidt muntert eksempel på den forskelsbehandling, er min egen. Jeg mistede som bekendt som niårig begge mine underben.


Et helt andet problem jeg ser er, at loven i sin nuværende form forskelsbehandler indenfor samme handicapgruppe. Et lidt muntert eksempel på den forskelsbehandling, er min egen. Jeg mistede som bekendt som niårig begge mine underben.

Når jeg så alligevel kan kalde mig selv for dobbelt Danmarksmester i triatlon for handicappede, har det intet at gøre med, at jeg er et atletisk vidunder med en jerndisciplin, men ene og alene det forhold, at jeg kender de rigtige mennesker.

Et firma donerede en løbefod til mig (tak, det var generøst, men jeg skal egentlig bruge to), et andet kastede knapt 10.000 kroner i mit projekt, et tredje gav et tredje beløb. Til sidst var der skrabet nok sammen til at jeg, i 2016 som 40-årig svømmede, cyklede, og løb mig til den store guldmedalje og titlen som Danmarksmester.

Det var dog på den kedelige baggrund, at den eneste konkurrent imod mig selv, ja, det var mig selv. Er det fordi andre med så svært et handicap ikke har sportslige ambitioner? Absolut nej, for den teknologiske hjælp er til stede. Forklaringen skal nok nærmere findes i en forældet lovgivning, som ikke giver mennesker med vidtgående handicap muligheden.

Som Danmarksmester fik jeg den store ære at repræsentere mit land i europæiske konkurrencer, med chancen for at indtage medaljeskamlen til den søde musik af ”Der er et yndigt land” og det smukke syn af Dannebrog gående til vejrs.

Problemet var blot, at jeg denne gang faktisk havde konkurrenter jeg skulle slå, altså rigtige handicapatleter, der havde konkurreret imod og vundet over andre end sig selv i deres hjemlande.

Hvor de øvrige deltagere var professionelle på toppen af deres formkurve, var jeg hende den gamle amatør med overskreden udløbsdato, der havde forvildet sig ind på den internationale triatlonscene. Hvor de andre kom i mål med flotte tider, led jeg den tort at blive diskvalificeret for at være for langsom. Jeg under altså mit land, at stille op med en bedre kandidat udvalgt efter en hårdere proces.

Selvom handicapområdet ikke sikrer hverken borgmesterkæder eller statsministerposter, savner jeg politisk handling, der kan sikre betryggende vilkår på opholdsstederne og en moderne sociallovgivning der stiller alle lige for loven. For mangfoldighed er jo også, at vi møder mennesker med handicap i bybilledet, på arbejdspladserne og ikke mindst i sportens verden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Hedensted For abonnenter

Lancerer højvandsplan med diger og klitter i Juelsminde: Se hvad der er på idebrættet for havn og tre kyststrækninger

Annonce