Annonce
Hedensted

Enigt politisk udvalg: Vi skal finde pengene til at bevare de små skoler

Forvaltningen er i gang med at regne på forskellige modeller for, hvordan økonomien på skoleområdet kan forbedres. På sit møde i august skal læringsudvalget diskutere de forskellige muligheder, som herefter bliver præsenteret for byrådet. Politikerne i udvalget er dog enige om, at man ikke kommer uden om at tilføre området flere penge. Arkivfoto: Martin Ravn
Den decentrale skolestruktur en del af Hedensted Kommunes dna, mener politikerne, der vil bevare de små skoler, selvom de er dyre. Lukker vi landsbyskolerne, kan vi lige så godt lukke helt ned og blive en del af Horsens Kommune, siger Torsten Sonne (SF).

Hedensted: Det har i alle de 13 år, Hedensted Kommune har eksisteret, været politisk no-go at sætte spørgsmålstegn ved den decentrale skolestruktur. Der er 21 folkeskoler i kommunen, og sådan skal det blive ved at være i al evighed, har parolen lydt fra samtlige partier.

Men nu sætter en ny skoleanalyse tal på, hvad det koster at drive de små skoler - 18 mio. kr. ekstra om året - og det har for første gang fået den decentrale skolestruktur på dagsordenen.

I en artikel i Folkebladet torsdag opfordrede bestyrelsesformændene fra to store skoler i Hedensted på baggrund af analysen til, at politikerne tager hul på diskussionen om, hvorvidt de små skoler skal bevares for enhver pris - og om byrådet i givet fald er villige til at betale pengene for det.

Annonce

Og det er de, lyder det korte svar.

- For mig kommer det ikke som nogen overraskelse, at det koster 18 mio. kr. om året ekstra at drive små skoler, og derfor ændrer det heller ikke ved min holdning, som er, at vi skal beholde de 21 skoler, vi har i dag, siger Torsten Sonne (SF), næstformand i udvalget for læring.

SF: Små skoler gør Hedensted særlig

Han mener, der kan være flere måder at få en bedre økonomi i skolerne på, men er også parat til at tilføre området flere penge.

- Det er den decentrale struktur, der giver os en eksistensberettigelse. Hvis vi ikke har noget særligt at byde på, kan vi lige så godt lukke helt ned og blive en del af Horsens Kommune, siger Torsten Sonne.

Torsten Sonne (SF) mener, at de små skoler er en del af Hedensted Kommunes dna, og han mener, de skal bevares. Arkivfoto Michael Svenningsen

Udvalgsformand Ole Vind (V) mener også, at pengene skal findes.

- I Venstre vil vi under ingen omstændigheder lukke skoler, og vi er også klar til at betale den pris, det koster. Vi har en række udfordringer de kommende år, fordi der bliver færre elever, og fordi vi gerne vil have indført en ny skolepolitik, men dem må vi løse. Og selvom vi formentlig kan finde nogle penge ved smartere tænkning, så er der også brug for, at området tilføres flere penge, siger han.

Annonce

S: Det skal være fagligt forsvarligt

Hanne Grangaard (S), der også sidder i læringsudvalget, mener heller ikke, det nye tal giver anledning til at lukke skoler.

- Vi arbejder i Socialdemokratiet for at bevare de små skoler, og så længe det er pædagogisk og fagligt forsvarligt, så er der sådan set ikke nogen smertegrænse, siger Hanne Grangaard, der også er parat til at finde ekstra penge til skoleområdet for, at det kan lade sig gøre.

Læringsudvalget har bedt forvaltningen om at regne på en række forskellige punkter, for at finde ud af, hvordan man kan forbedre økonomien på skoleområdet, og det indebærer dels smartere udnyttelse af kvadratmetre og andre konkrete ting, dels et opgør med den demografiske model.

Elevtal nu og i 2027

  • Korning: 38 - 35
  • Aale Hjortsvang: 67 - 80
  • Barrit: 82 - 64
  • Ølholm: 88 - 90
  • Daugård: 96 - 80
  • Ølsted: 96 - 105
  • Rårup: 109 - 80
  • Glud: 131 - 111
  • Stouby: 140 - 95
  • Hornsyld: 145 - 140
  • Stenderup: 150 - 99
  • Øster Snede: 155 - 97
  • Uldum: 159 - 127
  • SIM: 229 - 210
  • Lindved: 319 - 314
  • Løsning: 370 - 379
  • Rask Mølle: 440 - 359
  • Tørring: 427 - 446
  • Juelsminde: 501 - 343
  • Stjernevejskolen: 518 - 346
  • Hedensted: 852 - 949

- Jeg vil egentlig gerne se, hvad de kommer frem til, før vi diskuterer skolestrukturen yderligere. Men jeg tror på, at vi kan finde nogle løsninger, der også vil komme de store skoler til gode. En anden fordeling af penge til inklusion, for eksempel, siger Hanne Grangaard.

Hanne Grangaard er glad for, at der er blevet lavet en analyse af skoleområdet, og hun mener, at hele byrådet nu må trække i arbejdstøjet.  Arkivfoto Michael Svenningsen

Hun ærgrer sig over, at der ikke er taget hul på diskussionen for flere år siden, da man kunne se, at elevtallet begyndte at dale.

- Så havde vi stået bedre rustet nu. Men vi må bare tage arbejdshandskerne på, for skoleanalysen viser helt klart, at der er nogle udfordringer, siger Hanne Grangaard.

Læringsudvalget skal diskutere skolernes økonomi på mødet i august, og herefter skal byrådet tage stilling.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Horsens

Fjerde formodede gerningsmand i Nørretorv-sagen fortsat på fri fod - intet nyt om offers tilstand

Odder For abonnenter

Forældre har fået nok: Vores børn er blevet ødelagt, fordi de ikke har fået den rette hjælp

Sport

Hedensted-spillere ramt af corona

Annonce