Annonce
Horsens

Endnu en butik lukker i sidegade: Kæde trækker sig ud af Danmark

Graven i Horsens må efter alt at dømme sige farvel til Gamestop til juni. Arkivfoto: Morten Marboe
Gamestop, der driver spil-butikker i 14 lande, lukker 34 danske butikker. Ifølge en lukke-liste vil Horsens-butikken i Graven få dømt "game over" til juni.
Annonce

Horsens: Den globale spilbutik Gamestop trækker sig ud af Danmark. Det viser interne dokumenter, som Ekstra Bladet har fået adgang til.

Det betyder, at 34 danske Gamestop-butikker, herunder den i Graven i Horsens, lukker.

Ifølge dokumentet er kædens cirka 187 ansatte i de danske butikker blevet varslet om løbende lukning af butikkerne. De ansatte vil som hovedregel blive opsagt, seks måneder før deres butik lukker, skriver Ekstra Bladet.

Butikslukninger sker løbende frem til 28. februar 2021, fremgår det af en plan, som ledelsen - med forbehold for ændringer - har listet i dokumentet. Først for står Svendborg-butikken, som lukker med udgangen af i år, og Horsens-butikken vil ifølge ledelsens liste lukke 30. juni 2020.

Gamestop barsler med løbende lukning af 34 danske butikker, herunder den i Horsens. Arkivfoto: Scanpix/Reuters/Mike Blake
Annonce

Horsens venter på afklaring

Hos Gamestop i Horsens har butiksbestyrer Torben Schnoor læst om lukningen i flere medier siden i fredags, siger han.

Han ønsker ikke at kommentere de interne dokumenter, som Ekstra Bladet hævder at være kommet i besiddelse af, men siger:

- Jeg går og afventer en mere officiel udmelding fra vores ledelse om, hvad der skal ske. Jeg håber at få mere at vide i løbet af ugen.

Butikken i Horsens har solgt spil og spil-udstyr i Horsens i cirka 10 år, og der er tre ansatte, som nu har jobbet på spil, fortæller bestyreren.

På kædens danske Facebook-side er der opslag fra flere kunder, som begræder lukningen, og flere spørgsmål florerer, som "hvem står for garantien, når Gamestop lukker deres butikker i Danmark", og "hvad med gavekort?"

I skrivende stund har ingen svaret på spørgsmålene på Facebook-siden, og Torben Schnoor i Horsens har heller ikke svar:

- Det er i høj grad dét, jeg venter på afklaring omkring. Vi har en masse loyale kunder, som vi gerne vil give den bedst mulige service, men vi mangler de specifikke detaljer. Så snart vi får dem, ved vi, hvad vi kan forholde os til, så det ser vi meget frem til, siger han.

Annonce

Tjener penge i Danmark

Foruden de danske butikker planlægger Gamestop at lukke butikker i blandt andet Norge og Sverige. Samlet er det hensigten at lukke op mod 200 butikker, skriver Ekstra Bladet.

Avisen citerer fra Gamestops orientering til medarbejderne, at lukningerne sker på baggrund af økonomisk underskud de seneste fem år.

Et tjek af nøgletallene i det danske selskab Gamestop Denmark ApS viser dog, at der her er tjent penge de seneste to år. Efter et underskud i 2016/2017 på godt 900.000, blev det de følgende år til plus før skat på - i runde tal - henholdsvis 1,8 og 5,3 millioner kroner. Omsætningen har dog været faldende i samme periode.

I seneste regnskab skriver ledelsen, at årets resultat er tilfredsstillende og i overensstemmelse med forventningerne, samt at selskabet i indeværende regnskabsår forventer et positivt resultat på niveau med 2018/19.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce