Hou: Nu skulle det være ganske vist. Hou slipper af med to forfaldne bygninger i Søndergade overfor Brugsen. De to huse erstattes af et stort hus, som et flertal i kommunalbestyrelsen endelig sagde ja til på mødet mandag aften.
Men først efter en times debat og med splittelse hos både Socialdemokratiet og Venstre.
En splittelse, der går igen blandt borgerne i Hou, hvor der har været lavet underskriftindsamlinger både for og imod byggeriet. Faktisk fyldte indsigelserne til projektet 467 sider.
- Man kan sige, at sagen er meget grundigt belyst, konstaterede Lars Bluhme (S).
I valgkampen var han imod byggeriet på grund af højden på 15 meter, som HFE Ejendommes projekt ser ud nu. Mandag aften stemte Lars Bluhme dog for projektet sammen med de øvrige socialdemokrater bortset fra Hou-manden Palle Holsting.
- Der skal ske noget. Hou har brug for de lejeboliger, sagde Lars Bluhme.
Louise Kreutzfeldt (V)Måske er jeg født 100 år for sent, men jeg mener, at så åbenlyst et maritimt miljø skal bevares, for kulturarven har vi kun til låns.
Det er især byggeriets udtryk, der falder arkitekten Palle Holsting for brystet.
- Byggeriet ligger i den del byen, der bærer Hous identitet, og som skal samle det gamle og det nye Hou. Men byggeriet afviger på alle parametre fra de eksisterende bygninger, syntes Palle Holsting.
Hos Venstre var der også en "afhopper". Louise Kreutzfeldt (V) brugte også det eksisterende kulturmiljø i sin argumentation.
- Så åbenlyst et maritimt miljø skal bevares, og jeg synes, bygherren skal hæve ambitionerne. Det handler om kulturarv, og den har vi kun til låns, sagde Louise Kreutzfeldt.
Udvalgsformand i mindretal
Også udvalgsformand Kresten Bjerre (R) stemte imod lokalplanen for byggeriet på Søndergade, som han på flertallet i udvalgets vegne betegnede som "for massivt" og med for lidt maritimt udtryk og ude af samspil med havne- og kulturmiljøet.
Sammen med Enhedslisten, SF og Konservative havde de fire partier lavet et ændringsforslag om, at "sagen sendes tilbage til klima og planudvalget med henblik på en fornyet dialog med bygherren for i højere grad at imødekomme de forskellige interesser i sagen”.
Det var dog kun dem selv og Palle Holsting, der kunne se pointen i det.
Og argumenter som, at den ændrede - og forhøjede - bygningshøjde var føjet til lokalplanen som en tyv om natten, den købte tidligere borgmester Uffe Jensen (V) ikke.
- De 15 meter blev godkendt i juni sidste år. Og 13. december vedtog et flertal med Radikale Venstre, Socialdemokratiet og Venstre lokalplanforslaget med de 15 meters byggehøjde og sendte det i høring, mindede Uffe Jensen om.
Lokalplan 5041
Bolig- og parkeringsområde ved Søndergade/Strandgade i Hou - i daglig tale kaldet Alexandra Plads - tager udgangspunkt i et boligprojekt udarbejdet af HFE Byg & Ejendomme i samarbejde med Gandrup Krabbe Vang Arkitekter.
Projektet omfatter ca. 1810 kvadrameter boligareal med maks. 4 etager med en bygningshøjde på maks. 15 m. Bygningshøjden forventes at blive under 15 m. Den øverste etage skal udføres som udnyttelig tagetage med saddeltage med min. 30° hældning.
Facader på boligbebyggelsen skal udføres i teglsten i lyse jordfarver eller grå nuancer. Mindre bygningsdele kan udføres i zink, træ, metal-, aluminiums- eller pladebeklædning. Tagbeklædning skal bestå af teglsten, skiffer eller tagpap evt. med listedækning. Tagpap skal fremstå ensartet mat sort eller mørkegrå.
Der kan etableres kviste på boligbebyggelsens tagflade. Kviste må ikke gives en samlet længde på over 50 procent af bygningens facadelængde. Der kan ligeledes etableres indbyggede altaner på alle af boligbebyggelsens etager.
Den del af lokalplanen, der vender mod Strandgade og havnen, er udlagt til offentlig parkeringsplads.
Dermed modsagde han også de argumenter fra nej-siden, der gik på, at borgerne måtte føle sig snydt eller sat uden for indflydelse.
- Jeg synes, det er et flot byggeri, der udstråler pakhuslook. Tænk, at vi er så heldige at have to bygherrer, der vil udvikle vores by, sagde Finn Thranum, der har boet i Hou i 31 år.
Bedre næste gang
Om det udstråler pakhus eller ej bliver tydeligt de kommende år.
- Men vi skulle have gjort klart, hvad vi ville, da vi solgte grunden. Det kunne have sparet borgere og bygherrer mange kvaler, sagde Marianne Hundebøll.
Det samme mente udvalgsformand Kresten Bjerre, der modsat Ole Lyngby (V) ikke havde noget imod at blive kaldt for smagsdommer.
- Vi skal som planmyndighed udstikke rammerne for, hvad vi gerne vil have, sagde udvalgsformanden.