Annonce
Hedensted

Særfly klar til at fragte krydstogtgæster hjem: Uklart om alle kommer med

Grethe og Erik Schmidt fra Juelsminde glæder sig til at få jord under skoene igen efter 14 dage på havet. Privatfoto
Udenrigsministeriet har skaffet hjemtransport til de ca. 100 danskere, der er fanget på to krydstogtskibe i Middelhavet, men det er endnu ikke afklaret, om alle kommer med. Grethe og Erik Schmidt fra Juelsminde glæder sig til at få jord under fødderne igen.

Opdatering: Danskerne fra det ene krydstogtskib, Luminosa, blev fløjet til København søndag aften. Costa Pacifica er i stedet sejlet videre til Rom, hvor det er planen, at danskerne på et tidspunkt skal flyve hjem fra.

Juelsminde: - Nu sker der endelig noget. Vi har fået besked om, at et særfly fragter os hjem fra Genova til København med forventet ankomst i aften kl. 18.30.

Sådan lyder en sms til Folkebladet søndag formiddag fra 77-årige Erik Scmidt, der sammen med sin hustru Grethe og ca. 3000 andre passagerer, heraf 39 danskere, har været fanget på et krydstogtskib i Middelhavet de seneste døgn.

Parret fra Juelsminde tog afsted på rejsen 28. februar og havde en god start med flere spændende destinationer i Sydamerika. Men på vej over Atlanten begyndte nyhederne at strømme ind: Ingen af de planlagte byer i Europa ville lade passagerne komme i land på grund af frygt for coronavirus.

- Vi har haft det fint på skibet, hvor restauranter og barer har holdt åbent, men det har været frustrerende ikke at vide, hvornår vi kunne komme hjem. Derfor blev vi meget lettede, da vi i nat (søndag, red.) fik en sms om, at der ville komme et fly efter os i eftermiddag, siger Erik Schmidt.

Annonce

Uklart om alle kommer med

Udenrigsministeriet oplyser, at de sammen med den danske ambassade i Rom har arbejdet på højtryk for at finde en løsning for de i alt ca. 100 danskere, der har været fanget på krydstogtskibene Costa Luminosa og Costa Pacifica.

Det er nu lykkedes at skaffe et fly fra Danish Air Transport, der kan fragte danskerne til København, men de nærmere omstændigheder - blandt andet om alle kan komme med - er ikke helt på plads endnu.

Det skyldes, at det ene hold passagerer kommer fra et skib, hvor der har været konstateret smitte, mens det andet hold passagerer kommer fra et, så vidt vides, smittefrit skib. Det udestående spørgsmål er, om passagererne fra de to skibe skal blandes i flyveren.

Pyt med pengene

Det er til gengæld på plads, at passagererne skal selv betale de ca. 2000 kr. per person, billetterne koster.

- Alle danskerne på vores skib, Costa Pacifica, har tilmeldt sig hjemrejsen, og så håber vi, at rejseselskabet eller rederiet refunderer den ekstra udgift efterfølgende. Men i sidste ende handler det ikke om pengene, pyt med dem, bare vi kommer hjem, siger Erik Schmidt.

Passagererne har været på skibet uden at komme på land i 14 dage, så de glæder sig til at få fast grund under fødderne igen.

- Vi savner at få jord under skoene, konstaterer Erik Scmidt.

Når passagerne ankommer til København, bliver de fragtet i en bus uden om lufthavnen. Herefter skal de være i isolation i hjemmet i 14 dage.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Live: Nu er 187 døde med coronavirus i Danmark

Annonce