Annonce
Hedensted

Endelig: Formandsløs forening har fundet ny frontfigur

Claus Sørensen glæder sig til at tage fat på opgaven med at tegne Tørring Idrætsforening fremover. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Efter halvandet år uden en formand for de over 1000 medlemmer i Tørring Idrætsforening, er det nu i 11. time lykkedes at finde en ny mand til at stå i spidsen.

Tørring: Der er grænser for, hvor længe man kan have en forening uden nogen formand. Det har Tørring Idrætsforening (TIF) måttet sande. I halvandet år har de omkring 1000 medlemmer i foreningen stået uden en formand, og det er begyndt at have konsekvenser. Blandt andet i forhold til foreningens bankforbindelse, hvor der er krav om en person, der juridisk tegner foreningen.

Nu er der dog godt nyt. I slutningen af sidste uge godkendte den samlede hovedbestyrelse i Tørring Idrætsforening nemlig, at Claus Sørensen bliver ny formand.

Den 50-årige shipping- og lagerchef, konservativ byrådskandidat og balkan-veteran har efter længere tids overvejelse sagt ja til den frivillige bestyrelsespost.

- Det har jeg gjort, fordi, jeg synes, man skal bidrage til lokalsamfundet. Jeg havde egentlig tidligere takket nej til formandsposten, men på grund af situationen med banken, der i værste fald kunne ende med, at foreningen måtte lukkes ned, valgte jeg alligevel at sige ja, lyder det fra Claus Sørensen.

Annonce

Claus Sørensen

50 år. Født og opvokset i Aalborg.

Blev i 1995 udsendt som FN-soldat til Kroatien med Det Danske Livregiment i forbindelse med borgerkrigen på Balkan.

Er uddannet speditør og arbejder i dag som shipping- og lagerchef hos Steel Products i Horsens.

Bor på 11. år sammen med Pia Jakobsen og hendes søn, Kasper på 19. Familien har boet otte år i Tørring.

Meldte sig i 2017 ind hos Det Konservative Folkeparti og er byrådskandidat for partiet til kommunalvalget i 2021. Har bl.a. arbejdet med at få en kommunal markering af Veterandagen og en veteranpolitik i Hedensted Kommune, ligesom han også har arbejdet for en bedre ambulancedækning af Tørring.

Ikke medlem

Han har nu forventningsafstemt sin rolle med den øvrige bestyrelse og regner med at bruge de næste par måneder på at blive klogere på, hvad det er for en forening, han er kommet i spidsen for.

- Mit indtryk er, at udvalgene kører rigtig godt, og at min rolle bliver mere organisatorisk og administrativ. Det passer fint til mig. Jeg har ikke været medlem af idrætsforeningen før nu, men jeg tror også, det er meget sundt at få nogle friske øjne til at kigge på, hvordan man gør tingene, konstaterer Claus Sørensen.

Han agter i lighed med den foregående formand Chris Larsen blandt andet at arbejde med at få mere aktivitet i hallen, øget forældreinvolvering og fokus på frivillighed.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Panduro advarer mod billethajer: - Svindelfirmaerne går ikke kun efter de store, udenlandske artister

Annonce