Annonce
Horsens

Endelave har fået en kulørt gave

- Billederne beskriver livet og stemningen på øen på forskellige årstider. Barnets oplevelse af frihedsfølelse i en sommer fuld af aktiviteter. De voksnes følelse af ro og eftertænksomhed uden for sæsonen, samt barnets længsel efter sol og sommer - sommeren der var, eller sommeren, der kommer, fortæller Hanne Nyholt fra Endelave om det vægmaleri, som øen er blevet begavet med. På billedet ses kunstneren Kirsten Bang Toft (t.v.) sammen med Line Herlev Meldgaard, der havde indstillet Endelave til den farverige gave. Privatfoto
Kunstner brugte tre uger af sommeren på at udsmykke et pakhus. Nu får ø-besøgende en malerisk velkomst.

Endelave: Takket være en gave er der kommet ekstra kulør på havnen på Endelave.

Lørdag var der fernisering på et 18 kvadratmeter stort vægmaleri, som kunstneren Kirsten Bang Toft fra firmaet artheart.dk havde udlovet i en konkurrence. Odenseanske Line Herlev Meldgaard havde indstillet øen og dens befolkning til gaven, og nu pryder den pakhuset på havnen, hvor besøgende ser værket, eller rettere værkerne som noget af de første, når de ankommer.

Oprindelig havde Kirsten Bang Toft kun ét maleri i tankerne, "men den fremragende placering på pakhuset fascinerede hende, og de tre porte på pakhuset fortjente hvert et billede", oplyser Hanne Nyholt fra Endelave.

Hun uddyber, at der trods regn og blæst var mødt mange op til ferniseringen af billederne, der blev til i løbet af tre uger denne sommer.

Hanne Nyholt skriver, at kunstneren uheldigvis ikke mærkede meget til øens rygte som ”solskinsø”, og at hidsige byger og blæst undervejs truede med at ødelægge den våde maling.

- Men alt lykkedes, ikke mindst ved hjælp af improviserede løsninger fra havnefogeden, beboere og sejlere. Kirsten Bang Toft fortalte, at værket oprindelig var udbudt til et sted i det midtjyske, men at tanken om at lave et billede på en fjern ø havde grebet hende. Det havde været et meget svært valg, hvor Endelave blev udvalgt blandt mange stærke nomineringer, bl.a. flere offentlige institutioner herunder en kræftafdeling, hvor hendes egen far havde været indlagt, skriver Hanne Nyholt.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce