Annonce
Erhverv

En 'spøg' om at give Damsmark væk er nu alvor: 13 ønsker at overtage klenodiet fra 1880

Ægteparret Anne og Stefan Nielsen købte i 2013 Damsmark for knap 20 millioner kroner. Nu er de parate til at give de det bevaringsværdige stuehus fra 1880 og en tilhørende park på 1,7 hektar væk. Og interessen er overvældenden. 13 har vist interesse for Damsmark. Langt de fleste er seriøse.  Arkivfoto: Henrik Reintoft
Anne og Stefan Nielsen fra De Fire Gårde meldte ud lige efter nytår, at de har opgivet at renovere den bevaringsværdige proprietærgård Damsmark fra 1880. Derfor er de klar til at forære stuehuset med tilhørende park væk. Helt så enkelt er det dog ikke.

Alslev: Et ord er et ord. Især i det vindblæste Vestjylland, hvor træerne nejer mod øst, hvor fynboen Stefan Nielsen oprindeligt kommer fra.

Lige efter nytår meldte han og hustruen Anne fra De Fire Gårde ved Alslev ud, at de efter syv år havde opgivet planerne om at renovere den bevaringsværdige proprietærgård Damsmark fra 1880 og i stedet forære den væk. Alternativet er, at Damsmark får lov til at gå i forfald.


Det var nok mest tænkt som en spøg og et vink med en vognstang til politikerne, at de risikerer den modsatte effekt ved at vedtage en bevarende lokalplan.

Landmand Stefan Nielsen, Damsmark


- Det var nok mest tænkt som en spøg og et vink med en vognstang til politikerne, at de risikerer den modsatte effekt ved at vedtage en bevarende lokalplan, siger Stefan Nielsen (49).

De ønsker at rive stuehuset ned og bygge en tro kopi, men fik nej. Varde Byråd vedtog i 2017 som svar en bevarende lokalplan for Damsmark. Netop for at undgå, at den blev revet ned.

I 1909 blev der opført to nye stalde efter tysk forbillede. Og på førstesalen var der en svinestald. Foto: Henrik Reintoft

Men det er så dyrt at restaurere stuehuset, at ægteparret kastede håndklædet i ringen og i stedet købte en ny ejendom til familien på fem i november i fjor.

Annonce

Ikke for sjov

Selv om det var en ”spøg”, så står han ved det, han har sagt. Han har fået det vestjyske ind i blodårerne.

- Det var ikke for sjov, at vi sagde, at vi ville forære det væk, siger Stefan Nielsen.

Og interessen for at overtage Damsmark er overvældende. 13 personer, virksomheder og institutioner har, efter artiklen blev bragt i JydskeVestkysten og jv.dk, henvendt sig.

Damsmark fra 1880 har den næsthøjeste bevaringsværdi. For at undgå en nedrivning så vedtog Varde Byråd en bevarende lokalplan. Foto: Henrik Reintoft

Imponerende taget i betragtning af, at et ejerskab i sig selv er bekosteligt.

- En stor del mener det alvorligt. Tre-fire forslag havde vi aldrig selv tænkt på. Vi behandler alle henvendelser seriøst, siger Stefan Nielsen.

Annonce

Medejer

Han ønsker for nærværende ikke at røbe, hvem der har henvendt sig. De fleste kommer fra egnen, men der er også andre bud fra hele landet. Han fortæller, at nogen foreslår at indrette stedet til liberalt erhverv eller til uddannelse.

- Det er meget spændende. Nu skal vi have vurderet, hvad der er realistisk og mest seriøst. Og så inviterer vi dem, siger Stefan Nielsen.

Han fortæller, at det ikke er helt så enkelt at forære selve stuehuset med den tilhørende park på 1,7 hektar væk. For det er en del af en ejendom på 125 hektar, hvor der også er stalde med køer. Og de stalde har de brug for i ti år.

- Damsmark er formentligt nødt til at fortsætte som en ejendom rent lånemæssigt. Vi vil gerne være medejere, siger Stefan Nielsen.

Annonce

Gravstenen

Er Damsmark reddet?

- Det ser det ud til lige nu. Men der er et stykke vej til, at det er nyrenoveret, siger Stefan Nielsen.

Drømmen var et nyt hus, som forvandlede sig til et mareridt for Anne og Stefan Nielsen. Foto: Henrik Reintoft

Og så glæder han sig over, at der på hans gravsten næppe kommer til at stå:

­- Her er manden, der begravede Damsmark.

Sagen kort

Anne og Stefan Nielsen fra De Fire Gårde købte i 2013 Damsmark for 19.644.000 kroner. Med til gården hører 125 hektar jord og 240 malkekøer, hvilket var årsagen til, at de købte Damsmark fra 1880.

Selve stuehuset er meget bevaringsværdigt og har den næsthøjeste bevaringsværdi, hvorfor den ikke uden tilladelse må rives ned. Det fik de nej til, og Varde Byråd vedtog i 2017 en bevarende lokalplan for Damsmark.

Damsmark er et klenodie, der fortæller en væsentlig del af vores og især Esbjergs historie. For det var entreprenør J.H. Hoffmann, hvis firma fortsat eksisterer, der var bygmester på Esbjerg Havn og for pengene lod opføre Damsmark med tilhørende park på 1,7 hektar.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce