Jeg driver et rådgivningsfirma og har ansat en ingeniør, som siden ansættelsesforholdets start den 1. januar 2022 har haft et sygefravær på ca. 25 procent af arbejdstiden. Der er ikke tale om en alvorlig, langvarig sygdom, men medarbejderen er ofte syg, og sygdommen varer ofte to-fire dage ad gangen.
Er der noget jeg skal være særligt opmærksom på, hvis jeg vil opsige medarbejderen?
Svar
En ingeniør er funktionær, og din medarbejder er dermed omfattet af funktionærloven og den beskyttelse, der følger heraf. En funktionær er blandt andet beskyttet mod usaglige opsigelser i henhold til funktionærlovens paragraf 2B og kan have ret til en godtgørelse, hvis opsigelsen ikke er rimeligt begrundet i virksomhedens eller funktionærens forhold.
Funktionæren opnår dog først beskyttelse mod urimelige opsigelser (efter funktionærloven), når funktionæren har været ansat i virksomheden i mere end et år på det tidspunkt, hvor opsigelsen afleveres. I det første år af ansættelsen er der således ingen begrænsninger i arbejdsgivers adgang til at opsige en medarbejder.
I dit tilfælde indebærer det, at opsigelsen skal være afleveret inden udgangen af december 2022, hvis du vil have mulighed for at opsige medarbejderen uden risiko for at blive mødt med et krav om godtgørelse for usaglig opsigelse.
Opsigelsen skal ske med funktionærlovens varsler. Ved en ansættelse på mellem 0-6 måneder indebærer det et opsigelsesvarsel på én måned (medmindre, der er aftalt prøvetid med et kortere opsigelsesvarsel), og ved en ansættelse på 6-12 måneder indebærer det et opsigelsesvarsel på tre måneder.
Det er uden betydning i forhold til en godtgørelse for usaglig opsigelse, om ansættelsen har varet i mere end et år på det tidspunkt, hvor opsigelsesvarslet udløber, og ansættelsen endeligt ophører. Det afgørende er, om ansættelsen har varet i mere eller mindre end et år, når opsigelsen afleveres.
I det første år af ansættelsen er der således ingen begrænsninger i arbejdsgivers adgang til at opsige en medarbejder.