Hjortsvang: At forvandle hjørnet af en kold uisoleret lade fra 1909 til et varmt indbydende indgangsparti, museumsbutik, mødelokale,depot med mere virker som noget af en mundfuld.
Ikke desto mindre er det, hvad Hjortsvang Museum har i sinde at gøre, når de til efteråret tager hul på en gevaldig ombygning af den oprindelige museumsgård Vroldgård.
Det fortæller museumsleder Martin Holm. Han har det seneste år arbejdet på projektet, der omfatter gavlen af museets lade, som vender ud mod Bækvej, samt de to vognporte på hver sin side af hjørnet.
Med en halv million i støtte fra LAG-midler, 200.000 kr. fra Norlys og 100.000 kr. fra Jelling Sparekasse, er Martin Holm nu sikker på, at drømmen bliver til virkelighed.
- Vores store ønske er at få et stort varmt rum på museet. Det giver os mulighed for at samle flere mennesker til foredrag og andre arrangementer, samt modtage større grupper af besøgende, f.eks skoleklasser eller besøgende fra plejehjem. Samtidig vil vi gerne have bedre faciliteter til at tage i mod gæster, mere tidssvarende kontorfaciliteter, bedre arkivarealer og arbejdspladser til museets lokalarkiv og infotek, fortæller Martin Holm.
Laves med frivilligt arbejde
Samlet set forventer han, at projektet kommer til at koste 1 til 1,2 millioner kroner, alt efter om man laver en etageadskillelse, så der bliver et opvarmet loftsrum, der kan bruges til arkiv.
Planen er i første omgang at nedrive den eksisterende gavl og opbygge en ny isoleret en af slagsen. Den aflukkede port, der i dag vender ud mod gaden, skal skiftes ud med glasparti, og det bliver samtidig den nye indgang til museet. Også porten på den anden side af hjørnet bliver udskiftet med glas.
I hjørnet mellem de to porte bliver der indrettet butiksareal, kontor, mødelokale og pladser med it-udstyr, hvor man kan gå på opdagelse i museets lokalhistoriske infotek. Planen er, at der på sigt, når midlerne er til det, vil blive lavet en delvis etageadskillelse, så der kan laves et opvarmet loftsrum til museumsarkivet.
- Vi håber på at kunne gå i gang til efteråret. Meget skal laves med frivillig arbejdskraft, så det kommer nok til at tage et lille års tid, inden vi er færdige, lyder det fra Martin Holm.
Martin Holm, museumslederVi håber på at kunne gå i gang til efteråret. Meget skal laves med frivillig arbejdskraft, så det kommer nok til at tage et lille års tid, inden vi er færdige.