Annonce
Kultur

En milepæl er nået: Horsens-museum får gave på 12,5 millioner til kæmpe ombygning

Kristoffer Jensen overtog 1. juli tjansen som leder af industrimuseet. Nu kan han for alvor sætte gang i ambitioner om at modernisere museet på Gasvej. Arkivfoto: Morten Pape
Museet moderniseres og investerer i de kommende år massivt i at fortælle historien om produktions-danmark i endnu større skala. Nu er der penge til første etape.

Horsens: Danmarks Industrimuseum i Horsens kan nu for alvor sætte gang i det maskineri, der i de kommende år skal drive en omfattende modernisering af museet.

Moderniseringen er delt op i flere etaper, og museumsleder Kristoffer Jensen kan konstatere, at gavmilde julemænd, allerede inden december begynder, har været forbi matriklen på Gasvej med en del af de i alt cirka 50 millioner kroner, der bliver brug for.

- På Danmarks Industrimuseum i Horsens er vi glade og stolte over at kunne fortælle, at første etape af museets plan for en gennemgribende opdatering nu er finansieret. Villum Fonden har bevilget 7,5 millioner kroner, Konsul Axel Schur & Hustrus Fond har bevilget tre millioner kroner, og Augustinus Fonden har bevilget to millioner kroner til styrkelse af Industrimuseets fortælling om fremvæksten af det moderne Danmark, siger han om de i alt 12,5 millioner kroner, fondene har doneret.

I første etape går Kristoffer Jensen og hans hold i gang med at skabe nye oplevelser med en stribe udstillinger, som industrimuseet har overtaget fra Brede Værk nord for København.

Annonce

På Danmarks Industrimuseum i Horsens er vi glade og stolte over at kunne fortælle, at første etape af museets plan for en gennemgribende opdatering nu er finansieret.

Kristoffer Jensen, museumsleder

Horsens bliver et historie-centrum

Her har Nationalmuseet opgivet sin selvstændige forskning i og formidling af industrisamfundets historie, og nu samles nogle af udstillingerne i stedet i Horsens.

Kristoffer Jensen påpeger, at byen dermed i endnu højere grad bliver et nationalt centrum for fortællingen om Danmark som produktionsland.

- De udvalgte udstillinger fra Brede Værk bliver et afgørende supplement til museets eksisterende arbejdende værksteder bl.a. ved at illustrere principperne bag samlebåndsproduktion og ved at tilføre et egentligt industrielt produktionsmiljø anno 1900 i stor skala, forklarer han.

I første etape opdateres nogle af museets eksisterende udstillinger også.

Ny bygning i næste etape

- Målet er at præsentere museumsgæsterne for flere konkrete historiske skæbner for derigennem at sætte tydeligere ansigt på fortiden. De historiske figurer skal samtidig bruges til at skabe stærkere røde tråde på tværs mellem museets udstillinger. Endelig skal nye udstillinger og nye elementer i eksisterende udstillinger tilføre flere muligheder for, at museumsgæsterne kan agere interaktivt på museet, siger museumslederen om planerne, der også baner vej for en bygnings- og klimarenovering af stedets historiske bygninger.

Den samlede modernisering af industrimuseet kommer til at ske over flere år, men gæster kan allerede i første halvår 2020 opleve de første ændringer i udstillingerne. Samtidig fortsætter industrimuseet med at søge fonde, der vil spæde til resten af moderniseringen.

Et af de helt store spring bliver skabelsen af en ny bygning midt på museumsgrunden. Her skal publikum opleve historien om dansk industri fra 1970 og frem til i dag.

- Denne fortælling kan ikke rummes i museets eksisterende bygningsmasse, og vi arbejder derfor i dialog med arkitekt og formidlingseksperter på at skitsere udstillingsmæssigt indhold og en arkitektonisk vision for en ny udstillingsbygning, siger Kristoffer Jensen.

Industrimuseet har overtaget en del af de udstillingerne, som Nationalmuseet tidligere havde på Brede Værk nord for København. Målet er at give gæsterne i huset en endnu bedre forståelse af produktionsdanmarks historie. Arkivfoto: Morten Pape
Nogle af de gamle bygninger på Gasvej skal have en kærlig hånd som et led i moderniseringen. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce