Annonce
Indland

En lun og lunefuld spøgelsesjæger

Joshua Roberts/Reuters
Bill Murray er kendt som spøgelsesjæger i "Ghostbusters", fortabt mand i "Lost in Translation" og meget mere. Skuespilleren fylder 70 år den 21. september.
Annonce

Who you gonna call?

I hvert fald ikke Bill Murray, for skuespilleren og komikeren er kendt for at være notorisk svær at komme i kontakt med.

Han har trods sin verdensberømmelse ingen agent eller noget større hold omkring sig, og ingen i filmbranchen har Bill Murrays telefonnummer - bortset fra en telefonsvarer, han oprettede for længe siden. På det nummer kan man ikke fange ham, men bare lægge en besked. Så hører han den måske på et tidspunkt.

Det har angiveligt kostet Bill Murray roller i mange storfilm, men han er ligeglad, siger han selv. Han blev træt af de uendelige opkald fra medier og filmstudier, der fulgte i kølvandet på succeser som "Ghostbusters" og "En ny dag truer", og foretrækker at gøre tingene på sin egen måde.

Bill Murray fylder 70 år den 21. september, og han er stadig et menneske med sine meningers mod og vidt berømmet for sine humørsvingninger og diskussioner med kolleger og filminstruktører.

Så sent som i 2016 måtte han undskylde for at have vristet mobiltelefonerne ud af hænderne på tre fans og smidt dem ud af vinduet på en restaurant, fordi de ville tage et billede af ham.

Til gengæld er han også kendt for et komisk og skuespilmæssigt talent ud over det sædvanlige og kan skrive et væld af succeser på cv'et.

Ud over de mange film, som især i 1980'erne ofte var blandt de mest indtjenende i Hollywood, har han optrådt med stor succes i talkshows, og han er sågar restaurantejer.

Bill Murray ejer også hele fem boliger og har været gift to gange. Han har i alt seks børn.

Indtil slutningen af 1990'erne gjorde han sig mest i komedier. Men i film som eksempelvis "Lost in Translation" fra 2003 har han bevist, at han også kan brillere i seriøse dramaer.

Han er også elsket for sine roller i de smallere film af instruktøren Wes Anderson, som automatisk får et ja, når han lægger besked på Bill Murrays telefonsvarer. Således optræder Bill Murray også i den seneste fra hans hånd, "The French Dispatch", der snart er på vej i biograferne.

Uden for filmarbejdet har Bill Murray også de senere år fået kultstatus som en uforudsigelig spasmager.

På internettet deler folk historier om, hvordan Bill Murray har dukket uinviteret op til deres fester. Forstyrret, mens de tog deres forlovelsesbilleder. Eller stjålet deres pomfritter med replikken: "De kommer aldrig til at tro på dig".

Men Bill Murray har også stadig tid til at stå foran kameraet. For tiden er han ved at optage en ny film i "Ghostbusters"-serien, der er planlagt til at udkomme i 2021.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Over 200 elever og lærere hjemsendt: Tre skoler i Horsens ramt af coronasmitte

Danmark

Få overblikket: Må man ikke længere invitere 12 familiemedlemmer til 50-års fødselsdag?

Annonce