Annonce
Livsstil

- En Cocio, nogle ostepops og et Anders And-blad

Mikkel Schrøder Uldal Foto: Michael Berg

Mig og Kulturen: Mikkel Schrøder Uldal

Annonce

Hvad bidrager kulturoplevelser med i dit liv?

- Når jeg ellers har tid til at opleve kultur, så beriger og oplyser det mig. I virkeligheden burde kulturoplevelser være fast pensum i alle familier, fordi de kan forarbejde og fordøje de ting, vi går med til hverdag. Kultur kan hjælpe til at se og perspektivere vores liv fra en anden vinkel, og det giver redskaber til at løse og fortolke problemer i vores eget liv. Hvis kunst kan få os til at græde og grine, kan det bevæge os, og ergo kan det få vores underbevidsthed til at arbejde.

Hvilken bog eller hvilket blad har givet dig en god oplevelse?

- Jeg er ikke den store boglæser overhovedet, så det er noget med at sidde med en Cocio, nogle ostepops og et Anders And-blad. Det er nok det jeg har gjort sidst. Det føles næsten pinligt at sige det, men bøger har aldrig sagt så meget.

Hvilket album eller hvilken koncert vil du gerne høre igen?

- Simon and Garfunkels ”The Concert in Central Park” fra 1982 er en af de mest fantastiske udgivelser. Deres trommeslager var eminente Steve Gadd, og da jeg var lille, spillede jeg trommer til den plade igen og igen. Af koncerter kan jeg nævne Prince på Roskilde Festival i 2010 eller Paul McCartney i Jyske Bank Boxen i 2016. Hvis ting bliver udført med stor dygtighed, så rammer det et punkt i mig, som går uden om mine tanker. Det åbner en genvej fra øre til hjerte.

Hvilken film, tv-serie eller hvilket teaterstykke har gjort indtryk?

- Mikael Bertelsens interview med Bent Fabricius-Bjerre, der blev sendt efter hans død, er noget af det ypperste, jeg har set længe. Det fik mig også til at tænke på, hvor vigtigt det er, at vi siger højt, når noget er godt - eller skidt. Det er, som om der skal være plads til alle, men nogle kunstnere ER bare bedre end andre, og alt har ikke en eksistensberettigelse, og det synes jeg egentlig er en diskussion værd her i forbindelse med coronakrisen. Jeg synes faktisk, vi nogle gange godt må kaste et kritisk blik på vores egen branche.

Hvilket kunstværk eller hvilken udstilling tænker du tilbage på?

- Da min mor (Hanne Uldal. red.) var gift med Jørgen Leth, delte vi baghave med Vibeke Windeløv og Per Kirkeby. Jeg måtte gerne lege i Pers atelier, og det gjorde stort indtryk på mig. Jeg forstod jo ikke så meget, men var bare ekstremt draget af stedet og den måde, han arbejdede på. Derfor står Per Kirkebys værker stadig som noget af det ypperste for mig.

Hvilket design eller kunsthåndværk sætter du mest pris på?

- Volvo! Jeg er vild med Volvo, og jeg synes deres designlinje efter 2016 er helt fantastisk fed. Den taler virkelig til mig.

Hvilken kulturoplevelse drømmer du om at få mere tid til?

- Helt afgjort teater. Der er kun den tid, der er i døgnet, og arbejdet og familien tager deres store bid, men jeg savner at blive blæst bagover og taget nye steder hen og befinde mig et sted, hvor man alligevel ikke kan ”regne den ud”. Jeg er altid et skridt foran mig selv, jeg har altid en plan, men jeg bilder mig ind, at det er væsentligt at blive overrasket og taget nye steder hen en gang imellem. Med kunst som med kærlighed.

Hvad er den værste kulturoplevelse, du har haft?

- Noget stand-up er så urimeligt dårligt, at det er synd og skam, at man skal kigge på lortet. Det kræver et håndværk, som ikke alle har. Der er masser af stand-up, der er fantastisk, men der er også en del, hvor man tænker, at dén oplevelse kunne man godt have undværet.

Mikkel Schrøder Uldal

Født 21. december 1974. Er dansk musiker, sanger, skuespiller og entertainer. Han er søn af skuespillerne Peter Schrøder og Hanne Uldal - samt halvbror til musiker Kristian Leth.

Mikkel Schrøder Uldal er blandt andet kendt fra comedygruppen Den Nøgne Sandhed, som tv-vært på DR1 og fra TV 2 Charlies Revygalla og diverse underholdningsprogrammer. Han har medvirket i adskillige revyer og turneret med sit eget comedyshow.

Fra 4. september er han aktuel med ”Det store pejseshow 2020”, der spiller på Pejsegården i Brædstrup frem til 14. november. Her står han i spidsen for showet, hvor også Julie Steincke, Gordon Kennedy og Christine Astrid er på scenen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Høje CO2-mål i EU gavner Danmark

Coronavirus

Live: Norsk opgørelse viser, at ni ud af ti coronadøde havde kronisk sygdom

AC Horsens

Kampen minut for minut: AC Horsens var nedspillet totalt og tabte trods fin slutspurt

Annonce