Annonce
Horsens

Emmelie de Forest slutter gør det selv-tur i Horsens

Emmelie de Forest vandt Eurovision i 2013 og blev hurtigt et kendt navn på den danske musikscene. Det var dog ikke lutter glitter at få en manager og komme på pladeselskab. Andre havde travt med at fortælle den unge sangerinde, hvor hun skulle hen med sin musik og sin karriere, mens hun selv følte, at det hele gik lidt for hurtigt. I dag har den 26-årige sangerinde bedre hånd om livet og musikken. PR-foto
Grandprix-vinder tog kontrollen over sin karriere. Nu spiller hun på Horsens Ny Teater. Ældre og klogere på sig selv og musikken.
Annonce

Horsens: I 2013 stod Emmelie de Forest barfodet og badet i glimmerdrys på scenen, da hun vandt Eurovision i Malmø med sangen ”Only Teardrops”. Den 9. maj står hun på scenen på Horsens Ny Teater. Glimmermængden og publikum vil være mindre, men på mange måder er den 26-årige sangerinde i dag et bedre sted i sit liv end ved den store grandprix-sejr.

- Jeg var 20 år, da jeg vandt det internationale grandprix, og det var selvfølgelig en stor og langt hen ad vejen positiv ting - det er jo ikke mange, der får den oplevelse. Mange fans har fulgt mig siden, og det blev min vej ind i branchen (bl.a. med en pladekontrakt, red.), og det er jeg taknemmelig for, siger hun og tilføjer et ”men”:

- Det hele gik meget hurtigt dengang, og når jeg tænker tilbage på det i dag, synes jeg, det var en svær tid. Jeg vidste ikke, hvad jeg selv ville, og der var mange, som gerne ville bestemme, hvilken vej jeg skulle. Det var fint at blive signet på et selskab, men helt ærligt: Det er meget bedre at være 26 år, fortæller Emmelie de Forest forud for Horsens-koncerten.

Bedre? Hvorfor?

Svaret finder man bl.a. i hendes arbejde med den aktuelle turné, der ganske enkelt hedder "Emmelie de Forest Live 2019".

Det kan godt være svært at løsrive sig fra det image, jeg fik efter grandprix-sejren. Men jeg er 26 år i dag, så det er klart, at jeg ikke længere er den samme.

Emmelie de Forest

Annonce

Nervøs og usikker - ikke længere

Turneen har sidste stop i Horsens og er en del af en rejse, den 26-årige sangerinde har været på - både menneskeligt og musikalsk - siden grandprix-sejren. En del af rejsen har været at tage kontrol over sin karriere, forklarer Emmelie de Forest, som i 2016 blev skilt fra pladeselskabet Universal og i stedet gik gør det selv-vejen.

Hun har selv været booker på sin nye turné, hun har selv kørt rundt med plakater til spillesteder, hun har selv lavet PR, og ja, skrevet sine sange. Også dem, der kan høres på sidste års skive, minialbummet ”History”, der kom på gaden delvis finansieret via crowdfunding. Det var hendes projekt.

- Det kan godt være svært at løsrive sig fra det image, jeg fik efter grandprix-sejren. Men jeg er 26 år i dag, så det er klart, at jeg ikke længere er den samme, og jeg vil selvfølgelig gerne, at publikum også opdager andre sider af mig, siger hun og giver sin frihed fra pladeselskaberne en del af æren for, at hun i dag betragter sig selv som en mere moden og stærkere musiker.

- Jeg kan mærke kæmpe forskel på de koncerter, jeg gav dengang og nu. Efter grandprixet var jeg mere nervøs og usikker. Sådan føler jeg ikke længere. Musikalsk prøver jeg nye ting af hele tiden og finder ud af, hvad der virker og ikke virker, siger hun og peger som eksempel på, at hun holder fast i det organiske udtryk, hun brød igennem med, men også får stærke impulser fra elektronisk musik.

Annonce

Trækker stikket ud for at skrive

At det er en mere erfaren og alsidig musiker, publikum kan møde i Horsens, afsløres også på Emmelie de Forests setliste.

Hendes koncerter, der er med et band i ryggen, rummer både sange fra ”Only Teardrops”-albummet og ”History” over helt nye numre til coverversioner af kunstnere, der betyder meget for hende: Nat King Cole, Bruce Springsteen og Etta James for at nævne nogle.

Efter koncerten i Horsens trækker sangerinden stikket et stykke tid for at hellige sig arbejdet med nyt materiale. Og selv om gør det selv-metoden har sine fordele, vil Emmelie de Forest ikke afvise, at hun skal på pladeselskabskontrakt igen.

- Der er en del kontorarbejde ved at klare det hele selv, så jeg vil gerne have nogle til at tage mere over på det praktiske, så jeg kan fokusere på det kreative igen, siger sangerinden, som i de seneste måneder har skrevet på nye numre, mens hun har turneret.

- Jeg har nogle forbindelser i udlandet: i London, Stockholm og Paris, som jeg nu skal arbejde sammen med, og jeg håber at have en pulje på små 20 sange klar i løbet af sommeren, som jeg kan præsentere nogle selskaber for, forklarer hun om det arbejde, der formentlig ender med sangerindens tredje album. Men som måske også kaster en ny sang eller to af sig undervejs i koncerten på Horsens Ny Teater.

Emmelie de Forest

  • Emmelie de Forest giver koncert på Horsens Ny Teater den 9. maj kl. 20.
  • Sangerinden, der med delvis svenske rødder stammer fra Mariager ved Randers, hvor hun voksede op med musik og sang i gospel- og kirkekor, blev landskendt, da hun i 2013 vandt Eurovision Song Contest med "Only Teardrops".
  • Hun fik pladekontrakt og udgav albummet "Only Teardrops".
  • Hun har efterfølgende skrevet sange for andre og sig selv. Bl.a. den officielle sang til Eurovision Song Contest i 2014 i København og singlen "Hopscotch", som lyttere i Horsens-området måske vil huske som titel-track til tv-serien "Hedensted High".
  • Sidste år udgav hun minialbummet "History", der blev finansieret via Pledge Music - en crowdfunding-ordning, hvor musikere kan bede publikum om støtte til udgivelse af musik. Efterfølgende blev albummet udgivet på det svenske selskab Cosmos.
  • Hun har også deltaget i "Vild med dans" og er udnævnt som ambassadør for den danske organisation Red Orangutangen.

Kilde: Emmelie de Forest og Wikipedia

Annonce
Annonce
AC Horsens

AC Horsens er fortsat uden Lumb

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce