Annonce
Odder

Eleverne har talt: Blå blok vinder i Odder - S er akkurat størst

Tusindvis af elever fra hele landet afgav torsdag deres stemme ved skolevalg 2019. I Odder blev blå blok størst, mens Socialdemokratiet akkurat blev største parti. Arkivfoto: Søren E. Alwan

Socialdemokratiet kan lige præcis bryste sig af at være Odder-elevernes foretrukne parti, mens DF fik miserabelt skolevalg. Se valgresultatet her.

Odder: Torsdag aften blev stemmesedler fra knap 80.000 elever fra 8., 9. og 10. klasser over hele landet talt op, da der blev afholdt skolevalg. Formålet med skolevalget er at give eleverne en fornemmelse af, hvordan et valg forløber fra valgkamp til stemmeafgivelse.

Også i Odder Kommune satte skoleelever torsdag kryds ud for det folketingsparti, som de ønsker at støtte. Valgresultatet viser, at blå blok trak sig sejrrigt ud af skolevalget, da de fik 53,2 procent af stemmerne mod rød bloks 46,8 procent.

Der var dog stor forskel på blokkenes valgresultater på de fire skoler i Odder, der deltog i skolevalg 2019. Mens mere end 67 procent af eleverne på Rathlouskolen satte deres kryds ved et parti fra blå blok, satte flere end 86 procent af Odder Lille Friskoles elever kryds ud for et af rød bloks partier.

Også Randlevskolen blev vundet suverænt af rød blok, godt 77 procent, mens det var tættere på Vestskolen, som de blå vandt med halvanden procent.

Annonce

S størst i Odder og Østjylland

Socialdemokratiet er Folketingets størst parti, og partiet blev også størst ved skolevalget i Odder. Men kun lige akkurat. Socialdemokratiet fik 21,9 procent af stemmerne, mens der var kryds ud for Venstre på 21,6 procent af elevernes stemmesedler. Liberal Alliance blev tredjestørst i Odder med lidt mere end 16 procent.

Socialdemokratiet blev også skolevalgets største parti i Aarhus, Horsens, Skanderborg, Syddjurs og Norddjurs kommuner samt på landsplan, hvor S trak det længste strå med 22,6 procent af stemmerne.

Folketingets næststørste parti, Dansk Folkeparti, fik et miserabelt skolevalg i Odder, da blot 5,4 procent af eleverne satte kryds ud for liste O.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce