Annonce
Indland

Elever skal Pisa-testes i boliglån og budgetlægning

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Elever skal kunne styre deres økonomi. Derfor skal spørgsmål om lån og budget indgå i Pisa-testen i 2021.

Folkeskoleeleverne skal i 2021 også Pisa-testes i deres finansielle kompetencer.

Det skriver Altinget.

Det kan være spørgsmål som, hvilket lån der er mest fornuftigt for at kunne købe en ny iPhone. Og hvordan man undgår at blive udsat for svindel, når man handler på nettet.

Det står klart, efter at forskningscenteret Vive i april har offentliggjort, at det i samarbejde med blandt andet Danmarks Statistik og CBS skal stå i spidsen for testen i 2021.

- Testene af elevernes finansielle kompetencer vil generelt set handle om budgetlægning, og hvordan man agerer økonomisk fornuftigt, siger Vibeke Tornhøj Christensen, som er seniorforsker i Vive og projektleder på Pisa 2021, til Altinget.

Den første Pisa-undersøgelse blev indført i 2000 og er udviklet af OECD. Testen foretages hvert tredje år og har til formål at teste de 15-16-årige elevers faglige kunnen inden for læsning, matematik og naturfag.

Derudover testes eleverne i et fjerde emne, som i 2021 vil være finansielle kompetencer.

- Eleverne er 15 år og skal inden for en årrække ud og leve alene og derfor forstå, hvordan man styrer et budget, og hvordan de træffer fornuftige beslutninger om egen økonomi, forklarer Vibeke Tornhøj Christensen til Altinget.

Professor emeritus ved Aarhus Universitet Peter Allerup har tidligere kritiseret kvaliteten af Pisa-testene. Men han mener, det vil være brugbart at teste elevernes finansielle forståelse.

De overvejelser, som eleverne udsættes for i opgaverne, vil de nemlig også møde i dagligdagen. For eksempel når de skal bedømme konsekvenserne ved at tage et kviklån.

- Indlevelsen i problemstillingerne tror jeg vil lykkes i større grad inden for det her felt end for matematik og naturfagene, siger Peter Allerup til Altinget.

- I de fag får man noget paratviden, som er god at have, når man skal til eksamen. Man glemmer det dog efter noget tid, siger han til Ritzau.

- Det her nye fag berører nogle mekanismer, som holdes i live og bliver bedre hængende. Der er en anden nærhed i løsningerne. Det er som at cykle: Har man lært det én gang, bliver man ved med at kunne det, siger han til Ritzau.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce