Annonce
Odder

Elever skal lære at tale om trivsel i familien

Børn i kommunens femte klasser skal lære at tale om det, der er svært. Genrefoto: Søren E. Alwan
Nyt tiltag skal lære børn at forstå egne og andres følelser og nedbryde tabuer om svære emner som misbrug og psykisk sygdom.

Odder: Har du et barn, der går i femte klasse på en skole i Odder Kommune, så har du måske allerede hørt om projekt "Tal om det".

Alle kommunens femte klasser får nemlig fremadrettet besøg af to medarbejdere fra afdelingen for Forebyggelse & Rusmidler som et led i kommunens indsats omkring tidlig opsporing og forebyggelse.

- Allerede efter de første to workshops kan vi se, at det giver god mening, siger Charlotte Høgel, der er børnefamiliekonsulent.

Hun er blandt andet blevet overrasket over, hvor mange forskellige typer af rusmidler børn i femte klasse kender til.

Det er alt lige fra hash og alkohol til medicin som fentanyl og ritalin samt hårdere stoffer.

Selvom de to medarbejdere i det daglige primært arbejder med rusmidler, så handler "Tal om det" om meget mere end at øge opmærksomheden på børn, der lever i hjem med rusmiddelproblemer.

- Vi har bredt fokus på følelser. På, når noget er svært, forklarer Charlotte Høgel.

Annonce

Tal om det

”Tal om det” er en del af projekt tidlig opsporing og indsats, finansieret af midler fra Odder Kommunes sundhed-, social- og forebyggelsesudvalg.

”Tal om det” handler om følelser og trivsel hos den enkelte og i familien.

Undervisningen vil også komme omkring temaerne psykisk sygdom og rusmiddelproblemer i familien.

Der holdes to lektioners workshops i alle 5. klasser i Odder Kommune.

Unge- og rusmiddelkonsulent Poul Sejr Nielsen og børnefamiliekonsulent Charlotte Høgel fra Forebyggelse & Rusmidler står for undervisningen.

Forstå sig selv og andre

Derfor handler undervisningen om at sætte ord på følelser og få børnene til at forstå, at deres følelser er helt almindelige.

Medarbejderne vil hjælpe børnene med at se sammenhængen mellem tanker, følelser og krop, og hvordan man kan udtrykke følelser og aflæse andre.

Samtidig bruger de to undervisere workshoppen på at skabe tillid og tryghed i klassen og understøtte følelsen af samhørighed og fællesskab, som blandt andet opstår, når eleverne opdager, at de ikke er alene, og at alle kender til det at have det svært.

Målet er også at bryde tabuer om psykisk sygdom og rusmiddelproblemer i familien og give børnene en større forståelse, rummelighed og tolerance for de forskellige vilkår og udfordringer, nogle mennesker har og vokser op i.

- Vi kommer også ind på, hvad der er godt at dele med en ven, og hvad der kræver hjælp fra voksne, siger Charlotte Høgel.

Ved undervisningen vil eleverne desuden blive introduceret til Odder-chatten, hvor de anonymt kan henvende sig til Odder Kommunes ungekonsulenter efterfølgende, hvis der er noget, de har brug for at tale om.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Formand for børneudvalget i sag om ferieønsker: Tænk over det signal, I sender

Annonce