Brande: Det blev ikke til en sejr ved weekendens DM i Skills for Thomas Sand Kristensen, men den 21-årige elektrikerlærling fra Brande tog ikke helt tomhændet hjem fra Høng, hvor konkurrencen blev afviklet.
I de bygge- og anlægsfag, der er omfattet af branchefællesskabet for arbejdsmiljø (BFA), blev der endvidere uddelt en arbejdsmarkedspris på baggrund af, hvor rent og ryddeligt deltagerne holdt deres respektive stande, om de anvendte diverse værnemidler korrekt og stod rigtigt på stigerne, og blandt elektrikerlærlingene var det dommernes vurdering, at Thomas Sand Kristensen var den bedste til dette blandt de fem finalister.
Thomas Sand KristensenDet har været en kæmpe oplevelse at være med.
At det ikke blev til et DM i denne omgang, kan ikke ødelægge Thomas’ gode humør.
– Det har været en kæmpe oplevelse at være med. Det har været skide skægt og spændende at være med til, fortæller han efter hjemkomsten fra Sjælland.
Snart til svendeprøve
Deltagerne blev udfordret på flere parametre: Dels blev de præsenteret for rigtig mange nye komponenter fra en hel masse forskellige leverandører; komponenter som de stiftede bekendtskab med for første gang, så der var en hel del nyt, der skulle læres på kort tid, forklarer Thomas.
Desuden havde de rigtig travlt med at nå at få opgaverne færdig, og så var det ekstra hektisk med de mange tusinde tilskuere, der kiggede forbi i løbet af de tre dage, konkurrencen varede – og så var de fire øvrige finalister også rigtig dygtige, tilføjer han.
Mandag var han så tilbage på jobbet hos A. Søndergaard A/S, og der er ikke tid til at hvile ret længe på laurbærrene: Allerede om knap 14 dage skal han op til sin svendeprøve, fortæller han.
Blandt elektrikerlærlingene blev DM i Skills i øvrigt vundet af Christian Ottosen Keis fra Næstved.