Annonce
Danmark

Eksperter frygtede farligt overmod i slutspurten: Derfor er de tilfredse med genåbningsaftalen

Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet, kalder genåbningsaftalen "acceptabel", men peger på en række punkter, der kan give øget smitte. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Der er ikke den store risiko for alvorlig smitteudvikling forbundet med den seneste genåbningsaftale, vurderer eksperter, der frygtede, at vi ville tabe coronakampen på gulvet ved at være overmodige i slutfasen. De er særligt lettede over, at coronapasset fortsætter, mens en større fodboldfest giver anledning til splittelse. Og så vil nogen opleve smitte og senfølger, de kunne have undgået.

Corona: Der bliver ikke tale om en voldsom smittestigning, og epidemien vil fortsat være under kontrol, når danskerne snart kan smide mundbindet og gå på bar og værtshus til midnat.

Det vurderer eksperter, efter Folketingets partier med undtagelse af Nye Borgerlige og Kristendemokraterne torsdag mogen indgik en ny aftale om lempelser af coronarestriktionerne.


Annonce

Det er til at leve med. Men nogen vil nok få corona og få senfølger, selvom de ikke havde behøvet det. Men det er politikernes valg, og det må de stå til ansvar for.

Allan Randrup Thomsen, professor i virologi, Københavns Universitet.


Aftalen betyder, at mundbindet allerede mandag bliver udfaset med undtagelse af, når man står op i offentlig trafik. Og at barer og restauranter fra fredag får udvidet deres åbningstider til midnat, ligesom endnu flere tilskuere kan komme ind og se EM i fodbold på hjemmebane. I næste måned træder endnu flere lempelser i kraft.

- Det er ikke så galt, som jeg havde frygtet. Og jeg tror ikke, vi får de store problemer med at håndtere det her, siger Allan Randrup Thomsen, der er professor i virologi på Københavns Universitet.

Frygtede overmod

Eksperter havde inden forhandlingerne om en genåbningsaftale udtrykt bekymring for, at politikerne blev overmodige og lempede for voldsomt på restriktionerne.

I Avisen Danmarks nyhedsbrev onsdag aften advarede epidemiolog Lone Simonsen, virolog Allan Randrup Thomsen og professor i mikrobiologi Hans Jørn Kolmos om at tage for let på kampen mod coronavirusset, selvom vi lige nu klarer os rigtig godt gennem epidemien.

Trods aftagende smitte, lave indlæggelsestal og flere og flere vaccinerede danskere, er det nemlig fortsat for tidligt at slippe for meget på bremsen, og vi risikerer blandt andet de næste uger en tredje bølge blandt unge med et markant antal senfølger og indlæggelser til følge, var advarslen.

Venter vi blot få uger, ville så mange danskere til gengæld være vaccinerede, at vi uden problemer vil kunne lukke massivt op, lød rådet fra eksperterne.

Men efter at have læst genåbningsaftalen er eksperterne noget mere fortrøstningsfulde over for risikoen for en opblusning af smitten over sommeren.

- Jeg vil mene, at der er en meget lille risiko for, at det her går galt. Vi vil nok se en vis smittestigning, inden vi når hen til juli, men det er ikke sådan, at vi kommer ind i en periode, hvor folk dør af corona, og der er også plads på hospitalerne, siger Allan Randrup Thomsen.

Annonce

Coronapas er afgørende

Også Hans Jørn Kolmos er fortrøstningsfuld over for den kommende genåbning.

- Set fra helikopterperspektivet er det en meget fornuftig plan. Og jeg mener, politikerne har lyttet til fagfolkene, siger han.

De to eksperter er særligt lettede over, at coronapasset ikke er blevet udfaset, og at det egentlige natteliv først får grønt lys til at genåbne i september. Coronapasset og den massive testning er lige nu vores stærkeste våben i forhold til at overvåge og kontrollere smitten, så der effektivt kan blive brudt smittekæder, lyder det.

Sådan udfases coronarestriktionerne

  1. 11. juni: Restauranter og barer må udvide deres åbningstid til klokken 24. Der må igen serveres og sælges alkohol indtil klokken 24.
  2. 14. juni: Krav om mundbind eller visir fjernes alle steder undtagen i offentlig transport, når man står op. Krav om coronapas fjernes blandt andet på biblioteker og ved fritids- og foreningsaktiviteter såsom aftenskoler. Skoler og uddannelsesinstitutioner må vende tilbage til en normal hverdag.
  3. 1. juli: En negativ PCR-test giver et gyldigt coronapas i 96 timer mod 72 timer før. Areal- og afstandskrav for restauranter og barer fjernes.
  4. 15. juli: Restauranter og barer må holde åbent til klokken 02.
  5. 1. august: Flere krav såsom afstand og sektionering til store udendørs arrangementer, hvor der er faste pladser og registrering af deltagere, fjernes. Krav om coronapas fjernes flere steder. Blandt andet på spillesteder og i biografer med færre end 500 tilskuere. Også museer og forlystelsesparker slipper.
  6. 1. september: Nattelivet må genåbne med krav om coronapas, men uden andre restriktioner. Krav om mundbind i offentlig transport fjernes helt. Krav om coronapas fjernes endnu flere steder. Blandt andet på restauranter, i fitnesscentre og hos liberale serviceerhverv med tæt fysisk kontakt.
  7. 1. oktober: Krav om coronapas fjernes helt.

De mener også, at det er helt på sin plads, at danskerne nu kan smide mundbindene. De havde til gengæld begge gerne set, at man havde ventet nogle uger med at udvide åbningstiderne på barer og restauranter, men vurderer alligevel, at det er inden for skiven i forhold til at kunne styre epidemien.

- Der har været massivt pres for at få restauranter åbnet en time længere. Det ville jeg nok have været tilbageholdende med, men jeg har heller ikke stærke data for, at det ikke kan lade sig gøre uden at smitten øges, så det skal nok gå, siger Hans Jørn Kolmos.

Allan Randrup Thomsen undrer sig mere over, at politikerne har besluttet at tillade op til 25.000 tilskuere til de kommende landskampe under EM-slutrunden.

- Jeg synes, det er lidt for letkøbt bare at tillade flere tilskuere til EM. Det er forholdsvis risikabelt, og jeg har svært ved at se, hvilke nye faglige overvejelser, der er kommet til, samt hvordan det kan gøres sikkert, siger Allan Randrup Thomsen, der bakkes op af epidemiolog Lone Simonsen, der over for DR også rejser en frygt for, at fodboldkampene kan blive supersprederbegivenheder.

Hans Jørn Kolmos er ikke så nervøs for fodboldkampene, og han føler sig overbevist om, at vi klarer os gennem tiden, hvor de sidste danskere skal tilbydes en vaccination, uden at vi ser massive smittestigninger. Især hvis vi holder fast i den massive testning et stykke tid endnu.

Annonce

Husk hygiejnen

En ubekendt er dog frygten for problematiske coronavarianter. På et pressemøde torsdag udtrykte de danske sundhedsmyndigheder især bekymring over for den indiske coronavariant, der har skabt store problemer i Storbritannien, selvom store dele af befolkningen er vaccineret.

- Man kan jo ikke udelukke, at det kan gå galt. Vi risikerer fortsat, at der kan komme meget smitsomme varianter ind. Virus muterer, og vi rejser mere om sommeren og kan nemmere tage mutationer med hjem fra udlandet, siger professoren, der samtidig understreger, at det fortsat er vigtigt, at danskerne holder fast i at spritte hænder og holde afstand.

- Det er vigtigt at slå fast i den her genåbningsrus, siger han.

Allan Randrup Thomsen kalder samlet set genåbningsaftalen ”acceptabel”, selvom han især gerne havde ventet til juli med at åbne mere for barer, restauranter og værtshuse.

- Det er til at leve med. Men nogen vil nok få corona og få senfølger, selvom de ikke havde behøvet det. Men det er politikernes valg, og det må de stå til ansvar for, siger han.

Hans Jørn Kolmos, overlæge og professor på Syddansk Universitet, er ikke så bekymret for, at det nu er tilladt at lukke 25.000 ind til EM-kampene i Parken.  Før genåbningsaftalen måtte der være 15.000 tilskuere. Arkivfoto: Robert Wengler
Annonce
Annonce
Hedensted For abonnenter

Frustreret lokalrådsformand savner byggegrunde: Vi føler os holdt for nar af kommunen

Annonce